Udland

Israelsk hær har fanget de to sidste fra stor fangeflugt

For to uger siden flygtede seks fanger, flere af dem medlem af en militant organisation, fra et fængsel i Gilboa efter at have gravet en tunnel.

De sidste to af seks fanger, der for to uger siden flygtede fra et af Israels mest flugtsikre fængsler i Gilboa, er nu bag tremmer igen, oplyser den israelske hær ifølge blandt andet BBC.

De to mænd, der begge er medlem af den militante organisation Islamisk Jihad, blev anholdt, efter de var blevet omringet af sikkerhedsstyrker i byen Jenin på Vestbredden. De fire øvrige blev fanget sidste uge.

Inden anholdelserne var der sammenstød mellem palæstinensere, der demonstrerede til fordel for de seks flugtfanger, og israelske styrker. Men ifølge israelsk politi overgav de to mænd sig uden modstand.

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) siger Fouad Kamamji, far til den ene af de to fanger, at de overgav sig for ikke at bringe beboerne i det hus, hvor de skjulte sig, i fare.

- Imponerende, sofistikeret og hurtig, siger Israels premierminister Naftali Bennett om indsatsen for at pågribe de seks flygtede fanger.

- Det, der er gået i stykker, kan repareres, tilføjede han.

Flygtede via tunnel

For fangeflugten har ifølge de israelske medier været ydmygende for det landets fængselsvæsen, og medierne har sat fokus på flere eksempler på manglende sikkerhed.

De seks fanger, der alle afsonede domme for at planlægge eller udføre terrorangreb, flygtede via en tunnel fra Gilboa-fængslet i det nordlige Israel 6. september.

Ifølge flere rapporter i de israelske medier om flugten lykkedes det de seks mænd at grave et hul i gulvet i den celle, de delte. Gravearbejdet foregik over flere måneder, hvor ingen opdagede dem.

Det lykkedes også de seks fanger at snige sig forbi en sovende fangevogter - efter de var kommet gennem tunnelen og ud gennem et hul udenfor fængslet.

Brugte skeer og tallerkener

Ifølge en af de seks mænds forsvarer har de brugt hverdagsredskaber, som de fik i fængslet - blandt andet skeer og tallerkener.

Palæstinensere på Vestbredden og i Gaza har fejret flugten og afholdt demonstrationer til støtte for flugtfangerne. Da de fire øvrige fanger blev anholdt, affyrede militante grupper i Gaza raketter mod Israel.

Israel betragter alle seks mænd som terrorister. Fem af dem er fra den militante gruppe Islamisk Jihad, og fire af dem afsoner livstidsdomme.