På én aften ramte tre dårlige nyheder Joe Biden

USA måtte fredag gå ud og undskylde for et droneangreb i Afghanistan, som udelukkende dræbte civile - heriblandt syv børn.

Et velkendt ordsprog lyder, at "en ulykke kommer sjældent alene".

Og det må den amerikanske præsident, Joe Biden, sande, efter tre dårlige nyheder ramte ham indenfor få timer fredag.

Fredag aften dansk tid måtte USA gå ud og indrømme, at et dødeligt droneangreb i Afghanistan i slutningen af august var "en tragisk fejl".

Under angrebet blev udelukkende civile dræbt, og blandt dem var syv børn.

Det fortalte den amerikanske general Kenneth McKenzie på et pressemøde fredag i det amerikanske forsvarsministerium.

Droneangrebet var rettet mod et køretøj, som, amerikanerne mente, skulle bruges til et selvmordsangreb mod lufthavnen i Kabul.

- Angrebet blev gennemført i den oprigtige tro, at det ville afværge en nært forestående trussel mod vores styrker og de evakuerede i lufthavnen. Men det var en fejl, og jeg undskylder dybt, lød det fra McKenzie.

Ifølge generalen er det usandsynligt, at det pågældende køretøj eller nogen af de dræbte havde nogen forbindelse til terrorbevægelsen Islamisk Stat Khorasan.

Indtil da havde Forsvarsministeriet ellers fastholdt, at angrebet var berettiget.

Vaccineplan delvist afvist

Derudover blev Bidens egen plan om at give alle amerikanere et tredje stik med en coronavaccine delvist afvist.

Et særligt rådgivningspanel til FDA, som er USA's fødevare- og lægemiddelmyndighed, skulle fredag afgøre, hvorvidt de ville råde FDA til at sætte gang i boostervaccinationer.

Men panelet mener ikke, at der er tilstrækkelig med dokumentation for, at stikket rent faktisk har en effekt hos yngre mennesker.

- Vi bliver bedt om at godkende denne som en tre-dose-vaccine til folk på 16 år og derover uden noget klart bevis for, om den tredje dose til en yngre person sammenlignet med en ældre person har nogen værdi, lød det fra et medlem af panelet, Paul Offit, ifølge NBC News.

Rådgivningspanelet nåede frem til, at de anbefaler et tredje stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech til alle amerikanere over 65 år og folk i særlig risiko for at blive alvorligt syge med covid-19.

Desuden anbefaler gruppen også et tredje stik til folk, der potentielt er mere eksponeret for virus end andre. Det er eksempelvis skolelærere og folk, der arbejder i sundhedssektoren.

Frankrig kalder ambassadører hjem

Samme aften nåede en strid mellem USA, Frankrig og Australien hidtil usete højder, da Frankrig besluttede at hjemkalde sine ambassadører i de to andre lande.

Beslutningen blev truffet i protest mod en ny forsvarsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien.

Aftalen betyder, at USA skal levere teknologi til australske atomubåde. Det har skabt stor vrede i Frankrig, der har mistet en kontrakt om at levere ubåde til netop Australien.

Lørdag har det amerikanske udenrigsministerium udtrykt i en erklæring, at de håber at diskutere striden med Frankrig ved FN's 76. generalforsamling i næste uge.

Lyn-analyse

Man plejer at sige alle gode gange tre, men denne trekløver havde præsident Biden gerne været foruden. For selvom sagerne er væsensforskellige, så er de med til at forstærke indtrykket af, at det sejler for Joe Bidens administration. Modstand mod vaccinestrategien, en åben fejde med USA's ældste allierede Frankrig og et uheldigt droneangreb, som kostede flere uskyldige afghanere livet. Tilsammen er disse tre historier med til at stille spørgsmålstegn ved Joe Bidens politiske dømmekraft. Men heldigvis kan Biden jo så altid påstå, at det havde stået værre til, hvis præsidenten fortsat hed Trump.