Taliban i Afghanistan

Taliban-leder træder frem på tv: - Jeg er ikke død, Gud være lovet

Vedholdende rygter i Afghanistan om magtkamp i Talibans øverste ledelse. Nu viser magtkampens påståede taber sig offentligt og afviser alle rygter.

I dagevis har rygterne svirret i Afghanistan om en af Talibans øverste ledere vicepremierminister Abdul Ghani Baradar.

Offentligheden har ikke set noget til ham, siden han kortvarigt blev set på et hotel i Kabul i den første uge af september.

Rygterne gik på, at han havde tabt en intern magtkamp i Taliban og enten var flygtet, såret eller endda dræbt efter et sammenstød med politiske modstandere i præsidentpaladset i Kabul.

Onsdag trådte Baradar så frem på afghansk tv, hvor han klart kunne afvise rygterne om, at han var død eller kvæstet.

Han gjorde samtidigt sit bedste for at overbevise seerne om, at rygterne om intern splittelse i Taliban var uden hold i virkeligheden.

- Gud være lovet er jeg sund og rask. Og med hensyn til mediernes påstande om, at vi er internt uenige, så er det heller ikke sandt, sagde han på tv.

Han insisterede på, at Taliban-krigerne har været så meget sammen og har ydet så mange ofre i deres fælles kamp, at deres sammenhold er stærkere end noget andet.

- Gud være lovet har vi en masse venlighed og barmhjertighed over for hinanden, mere end man vil finde i nogen familie. Der er intet at bekymre sig om, sagde han.

Skænderi i paladset

Flere medier har ellers rapporteret om en magtkamp mellem to af Talibans vigtigste fløje, der mundede ud i et højlydt skænderi i præsidentpaladset mellem Baradar og flygtningeminister Khalil Haqqani.

Menige Taliban-krigere har fortalt BBC, at skænderiet drejede sig om, hvem der havde hovedparten af æren for Talibans magtovertagelse – de politiske forhandlere i Qatar eller de militære krigere på jorden i Afghanistan.

Ifølge BBC's oplysninger foregik skænderiet mellem de to mænd, mens begges tilhængere stod stejlt over for hinanden andre steder i præsidentpaladset og var tæt på at komme i håndgemæng.

Den politiske fløj

Den beskrevne uenighed står mellem to fløje i Taliban.

Den ene er den politiske fløj, der har stået for de forhandlinger i Qatar, der førte til aftalen om, at USA skulle trække alle sine soldater ud af Afghanistan.

Baradar var på det tidspunkt leder af Talibans politiske kontor i Qatar og manden, der underskrev fredsaftalen med USA på Talibans vegne i 2020.

Kort efter blev han den første Taliban-leder til at tale direkte med en amerikansk præsident, da han talte i telefon med Donald Trump.

Efter Talibans magtovertagelse var han den første højtstående Taliban-leder, der vendte hjem fra udlandet til en heltemodtagelse i Afghanistan.

Det hårde netværk

Den anden fløj er den måske stærkeste gruppe i Taliban-bevægelsen, der kaldes Haqqani-gruppen. Gruppen anses for at være den mest hårdkogte del af Taliban og den, der har tættest kontakt til al-Qaeda-bevægelsen.

Den ledes af Sirajuddin Haqqani, der nu er blevet udnævnt til indenrigsminister – samtidigt med at han står på FBI’s internationale liste over verdens mest eftersøgte mænd og har en dusør på ti millioner dollars på sit hoved.

Manden, der angiveligt skændes med Baradar i præsidentpaladset, er den nyudnævnte flygtningeminister Khalil Haqqani, der er onkel til Sirajuddin Haqqani. FBI har også sat en dusør – dog kun på fem millioner dollars – på hans hoved.

Uanset hvad der skete i præsidentpaladset, så rejste Baradar kort efter til Kandahar i det sydlige Afghanistan, hvor han nyder stor opbakning.

Og så gik der flere dage, uden at der kom nogen livstegn fra ham.

En talsmand for Taliban forklarede BBC, at "Baradar var træt og trængte til hvile".

En håndskreven seddel

I denne uge blev rygterne om Baradars skæbne så stærke, at Taliban følte, at de måtte manes til jorden.

Først med en ret svag dokumentation: Taliban offentliggjorde mandag et foto af håndskreven seddel, angiveligt skrevet af en af Baradars nære medarbejdere, der bekræftede, at Baradar havde det godt.

Samme dag kom en 39 sekunder lang lydoptagelse af dårlig kvalitet, men tilsyneladende indtalt af Baradar, skriver CNN.

- Der har været en del snak i medierne. Jeg har været på en rejse de seneste dage. Jeg har været et sted henne, og Gud være lovet har vi det alle godt. Nogle af disse medier laver propaganda og fortæller skamløse løgne. Afvis det. Der er ingen problemer, Gud være lovet. Jeg forsikrer jer 100 procent, siger Baradar på lydklippet.

Da det heller ikke var nok til at stoppe rygtestrømmen, trådte Baradar så offentligt frem på tv onsdag og manede endegyldigt rygterne om sin død i jorden.

Skjulte dødsfald i to år

Talibans øverste ledelse holder traditionelt lav profil, og meddelelserne fra dem kan være svære at verificere.

Et eksempel er Haibatullah Akhundzada, der i 2016 blev valgt som Talibans øverste åndelige leder. I de fem år, der er gået siden hans valg, er han ikke trådt offentligt frem en eneste gang, skriver CNN.

Et andet eksempel er Talibans tidligere leder Mullah Omar der døde af tuberkulose i 2013. Dengang holdt Talibans hans død hemmelig i to år og fortsatte med at udsende meddelelser i hans navn.