Udland

Prins Phillips testamente hemmeligt i 90 år

I Storbritannien er testamenter offentligt tilgængelige. Men det gælder ikke de kongelige, beslutter domstol.

Den afdøde prins Philips testamente vil forblive en hemmelighed i mindst 90 år for at beskytte det britiske kongehus' privatliv.

Det har højesteret i den engelske hovedstad, London, besluttet torsdag.

Testamenter er normalt offentlige dokumenter i Storbritannien. Men det gælder altså ikke i prins Philips tilfælde.

Hans testamente skal forsegles efter domstolens beslutning og bevares uden for mediernes søgelys.

Beslutningen er i overensstemmelse med en lov fra 1910 om de kongeliges testamenter.

- Der er behov for øget beskyttelse af virkelig private aspekter for denne gruppe af mennesker for at bevare dronningen og hendes nære familiemedlemmers værdighed, lyder det i dommen.

Der ville heller ikke blive lavet en kopi af testamentet, der skal bevares et hemmeligt sted.

Dronning Elizabeth og prins Philip havde været gift i syv årtier, da Philip døde i april, 99 år gammel.