Joe Biden har fuld tillid til forsvarschef, der gik til Kina bag Trumps ryg

Forsvarschef var så bekymret for Trumps mentale tilstand, at han ifølge ny bog forsikrede kinesisk general om, at USA ikke ville angribe Kina.

Præsident Joe Biden har fuld tillid til USA's forsvarschef, Mark A. Milley. Det siger præsidentens pressetalskvinde onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forsvarschefen er kommet i vælten, efter han to gange talte med sin kinesiske modpart om den daværende præsident Donald Trumps mentale tilstand.

Mark A. Milley lovede endda den øverste chef for det kinesiske militær, at han personligt ville advare kineserne, hvis præsident Trump skulle beslutte sig for et angreb på Kina. Det fremgår af en ny bog skrevet af Washington Post-journalisten Bob Woodward i samarbejde med en kollega fra samme avis.

Beskyldes for højforræderi

Tirsdag beskyldte Donald Trump forsvarschefen for højforræderi.

- Jeg har aldrig overvejet at angribe Kina, sagde han til den højreorienterede tv-station Newsmax.

Tidligere onsdag kom det frem, at den højst placerede republikaner i Senatets efterretningskomite, senator Marco Rubio, direkte har opfordret præsident Biden til at fyre forsvarschefen.

- Han har overvejet at begå forræderi ved at lække hemmeligstemplede oplysninger til Kinas Kommunistiske Parti forud for en mulig militær konflikt, skriver Marco Rubio i et brev til præsident Biden.

Fuld tillid fra Biden

Men præsidenten bakker op om sin forsvarschef, lyder det onsdag aften fra Det Hvide Hus.

- Præsidenten har fuldstændig tillid til Milleys ledelse, hans patriotisme og hans troskab over for vores forfatning, siger pressetalskvinde Jen Psaki.

Også Mark A. Milley selv mener, at hans telefonsamtale med den kinesiske general var i overensstemmelse med opgaven som forsvarschef.

Afsløringerne i Woodwards og Costas nye bog 'Peril' ('Fare', red.) bygger på en række anonymiserede interviews med centrale kilder. De beskriver to telefonsamtaler, som Milley havde med sin kinesiske kollega, den øverstkommanderende i Folkets Befrielseshær, general Li Zuocheng.

Ville dæmpe situationen

Den første fandt sted 30. oktober 2020, fire dage før præsidentvalget.

På det tidspunkt var præsident Trumps retorik over Kina så fjendtlig, at det ifølge amerikanske efterretningsrapporter havde givet Kina grund til at frygte, at USA forberedte en form for angreb.

Ifølge Washington Post fandt general Mark A. Milley det derfor nødvendigt at dæmpe situationen.

- General Li, jeg forsikrer dig om, at den amerikanske regering er stabil, og at alt er ok. Vi har ingen planer om at angribe eller lave nogen form for aktion mod jer, fortalte han sin kinesiske modpart over telefonen.

Og så gik Milley skridtet videre:

- Vi har kendt hinanden i fem år nu. Hvis vi skulle finde på at angribe, så lover jeg at ringe til dig på forhånd. Det skal ikke komme som en overraskelse.

Frygtede for Trump efter stormløb

Anden telefonsamtale fandt sted 8. januar i år - to dage efter stormløbet på Kongressen i USA.

Ifølge den nye bog frygtede Milley i de dage, at præsident Trump kunne finde på hvad som helst.

Derfor valgte forsvarschefen igen at ringe til sin kinesiske kollega:

- Vi er 100 procent stabile. Alt er i orden. Men demokrati kan være rodet nogle gange, sagde han ifølge et referat af telefonsamtalen, der gengives i bogen.

'Peril' er den tredje bog af Woodward om Donald Trumps regeringstid. Tidligere har han skrevet 'Fear' ('Frygt', red.) og 'Rage' ('Raseri', red.).