Coronavirus

Myndigheder vil tilbyde boosterstik til 30 millioner briter

Britisk udvalg anbefaler tredje dosis af en coronavaccine til blandt andre folk over 50 år og frontpersonale.

Omkring 30 millioner personer i Storbritannien vil få tilbudt endnu et stik med en vaccine mod covid-19. Det skal ske seks måneder efter det andet stik.

Det anbefaler det britiske udvalg for vaccination og immunisering (JCVI).

Det omfatter alle over 50 år, særligt sårbare personer samt frontpersonale i sundhedssektoren.

Anbefalingen kommer forud for den britiske regerings strategi for kontrol med coronasmitte til vinter.

En del af forsvaret mod smitte

I begyndelsen af august skrev avisen The Telegraph, at beslutningen var undervejs. Det bekræftes nu af myndighederne.

Storbritanniens sundhedsminister, Sajid Javid, har tirsdag fortalt parlamentet, at de såkaldte boosterstik er en del af forsvaret mod smitte.

- Som med mange andre vacciner er der tegn på, at beskyttelsen med coronavaccinerne reduceres over tid, især hos ældre mennesker, der er i større risiko.

- Så boosterdoser er en vigtig måde at holde virus under kontrol i lang tid, siger han.

Dropper vaccinepas

Regeringen meddelte søndag, at man dropper planer om et vaccinepas for at komme ind på natklubber og andre tætbefolkede steder.

I stedet vil premierminister Boris Johnson sætte sin lid til vacciner og tests i forsøget på at holde smitten nede i efteråret og til vinter.

- Pandemien er langtfra ovre, men takket være vores fænomenale vaccineprogram, nye behandlinger og tests har vi mulighed for at leve med virus uden markante restriktioner, udtaler Boris Johnson.

Ifølge sundhedsministeren er regeringen klar med "en plan B", hvis sundhedsvæsenet kommer under pres.

Sky News skriver, at planen blandt andet indebærer hjemmearbejde og brug af mundbind. Nedlukninger kan blive taget i brug "som en sidste udvej".

I Danmark tilbydes et tredje stik til plejehjemsbeboere, fordi de er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

Det samme er tilfældet for udvalgte patienter med stærkt svækket immunforsvar.

Sundhedsstyrelsen har vurderet, at omkring 50.000 personer er omfattet af tilbuddet.