Coronavirus

Fødeafdeling i New York vælger at lukke – de ansatte vil ikke lade sig vaccinere

Over hele USA truer offentligt ansatte med at sige op, fordi de ikke vil vaccineres mod covid-19. Joe Biden sætter hårdt mod hårdt.

Et hospital i staten New York har meddelt, at man bliver nødt til at lukke hospitalets fødeafdeling midlertidigt.

Hospitalet har ikke længere personale nok til at tage imod fødende kvinder, efter at 30 ansatte på hospitalet har sagt op i protest mod et krav om, at de lod sig vaccinere mod covid-19.

165 andre ansatte, eller godt en fjerdedel af det sundhedsfaglige personale, har endnu ikke meldt ud, om de fortsætter i deres job, når fristen for at lade sig vaccinere udløber 27. september.

- Vi har modtaget så mange opsigelser, at vi ikke har andet valg, siger direktøren på Lewis County General Hospital, Gerald Cayer, til National Public Radio.

Hospitalets problemer er blot en af de mange konsekvenser af indædte kampe i USA mellem tilhængere og modstandere af obligatorisk vaccination mod covid-19.

Torsdag meldte præsident Joe Biden ud, at alle ansatte ved føderale myndigheder og i virksomheder, der ønsker at indgå kontrakter med de føderale myndigheder, skal lade sig vaccinere.

Det gælder også alt sundhedspersonale på arbejdspladser, der modtager offentlig støtte.

- Vi vil beskytte de vaccinerede medarbejdere mod de ikkevaccinerede. Vi vil begrænse smitten med covid-19 ved at øge andelen af vaccinerede medarbejdere på arbejdspladser over hele USA, sagde Joe Biden ifølge tv-stationen CNBC.

- Hvis du søger behandling på et hospital eller en sundhedsklinik, så skal du kunne være sikker på, at det personale, der behandler dig, er vaccineret. Så simpelt er det. Så enkelt. Punktum! sagde præsidenten.

Mindretal stritter imod

I dag har omkring 75 procent af alle voksne amerikanere fået mindst et vaccinestik, mens 54 procent er fuldt vaccineret.

Et solidt flertal af befolkningen – 62 procent – bakker op om præsidentens krav om vaccinering, viser en meningsmåling foretaget for avisen USA Today.

Men der er stadig et stort mindretal af den amerikanske befolkning, der ser den udmelding som et alvorligt overgreb på deres personlige frihedsrettigheder.

Lyn-analyse

Denne konflikt handler om tillid. Hvis der havde været større tillid mellem myndighederne og befolkningen, havde det ikke været nødvendigt fra politisk side at give de ikkevaccinerede så drastisk et valg. Det er jo et udtryk for politisk desperation, når man siger til de ikkevaccinerede, at "nu kan I få det at føle på den hårde måde". Når man truer folk, virker det nogle gange stik modsat, så folk for alvor sætter hælene i. Den gruppe, der har en "vent og se"-holdning, burde man måske forsøge at overbevise ved at give dem positive incitamenter til at lade sig vaccinere.

En anden meningsmåling viser, at to ud af tre ikkevaccinerede medarbejdere på offentlige og private arbejdspladser i USA hellere vil sige deres job op end lade sig vaccinere. Meningsmålingen er foretaget blandt ikkevaccinerede amerikanere for avisen Washington Post og tv-stationen ABC News.

Kun 16 procent af de ikkevaccinerede ville bøje sig og lade sig vaccinere. 35 procent ville søge om at blive undtaget for vaccination af medicinske eller religiøse årsager, mens 42 procent ville sige op med det samme.

Langt de fleste af de medarbejdere, der ville søge undtagelse, ville sige op, hvis deres ansøgning om undtagelse blev afslået.

Siger op i protest

Flere steder i landet er den udvikling allerede i gang, fordi man lokalt har indført vaccinekrav, før præsident Joe Biden meldte ud, at det skulle gælde for hele landet.

For eksempel meddelte det offentlige skolesystem i Chicago i forrige måned, at 10 procent af alle skolebuschauffører i byen havde sagt op, fordi de ikke ville vaccineres.

I Texas fortæller Houston Methodist Hospital, at man har mistet 150 medarbejdere, der enten har sagt op eller er blevet fyret.

Og i Los Angeles har en gruppe politifolk lagt sag an mod Los Angeles Police Department (LAPD) for at have skabt "et fjendtligt arbejdsmiljø" med kravet om vaccine.

LAPD kræver, at alle betjente bliver vaccineret senest 20. oktober, medmindre de har helt særlige religiøse eller medicinske grunde til at lade være.

Knap halvdelen af byens politifolk er vaccineret, oplyser LAPD. Det er markant under niveauet for byen som helhed, hvor tre fjerdedele af befolkningen er vaccineret.

- Gudfrygtige patrioter

I en anden af Californiens storbyer San Diego viser en intern undersøgelse hos politiet, at 45 procent af de ansatte hellere vil lade sig fyre end lade sig vaccinere, skriver The Guardian.

I et indlæg på sociale medier, der har vakt stor opmærksomhed lokalt, forklarer en anonym betjent, hvorfor holdningen er sådan blandt politifolkene:

- Jeg og andre gudfrygtige patrioter i styrken er ved at opbygge en gruppe af betjente, der ønsker at stå fast på vores gudgivne frihedsrettigheder, koste hvad det vil.

Men hos præsident Joe Biden er der ingen forståelse for den slags holdninger:

- Det her handler ikke om frihed eller personlige valg. Det handler om at beskytte dig selv og dem, der er rundt om dig, siger han ifølge CNBC.