Udland

Enorme trafikpropper i verdens havne kan få konsekvenser for julegaverne

Containerskibe ligger lige nu i enorme køer ud for USA's vestkyst. Coronavirus og overbelastede havneanlæg forsinker transport af en lang række varer.

Udsigten fra surferstranden Huntington Beach syd for Los Angeles i USA er lige nu ikke som den plejer.

Langt ude på de blå bølger ligger det ene enorme skib efter det andet stille og venter, fanget i den seneste enorme trafikprop i den globale skibstrafik.

Lørdag slog havnen i den amerikanske storby alle tidligere rekorder for skibe i og omkring havnen med 79 containerskibe i havnen og 49 containerskibe i venteposition ude på havet.

Det skriver Marine Exchange of Southern California på Facebook, som i lørdags kunne se frem til yderligere 32 skibe i køen.

Sidste gang rekorden blev slået var 28. august, hvor der var 71 ventende containerskibe.

Der er ikke udsigt til bedring lige foreløbig, og problemet er ikke kun begrænset til USA.

- Jeg er bange for, at vi er et godt stykke inde i næste år inden det er normaliseret, siger Lars Mikael Jensen, der er chef for containertrafikken hos Mærsk til TV 2.

Hos Marine Exchange of Southern California kan medarbejderne selv se problemet, når de kigger ud af vinduerne.

Og det er ikke kun i Los Angeles skibene lige nu ligger i kø.

Billedet herunder er fra storbyen Seattle.

Og herunder er det havnen i den kinesiske storby Shanghai, hvor der stadig er propfyldt med containere efter en trafikprop og nedlukning i august.

Der er flere årsager til trafikpropperne, der for alvor kom på dagsordenen efter fragtskibet Ever Given gik på grund i Suezkanalen og blokerede en af klodens mest befærdede vandveje.

Forsinkelserne efter grundstødningen fortog sig i løbet af forsommeren, men netop som tingene var på vej tilbage til normalen, gik det galt igen.

- Det er helt unikt i øjeblikket. Hele verden rundt er det alle led i kæden, der er ramt. Havnene kan ikke følge med, der mangler containere og skibene er pressede både på vej ind og på vej ud af havnene, siger Lars Mikael Jensen fra Mærsk.

Kaos og corona

Denne gang er der dog andre årsager til forsinkelserne end sidst.

For det første er efterspørgslen på varer stor.

Ifølge en markedsanalyse fra interesseorganisationen Global Shippers Forum fragtes der nu så mange varer rundt i verden, at så godt som alle skibe er fyldt og handelsruterne er tæt på deres maksimale kapacitet.

Det betyder at priserne for at fragte en container fra for eksempel Kina til Europa er eksploderet.

De høje priser har sendt skibe, der normalt ikke sejler med containere, ud på verdenshavene - for eksempel i Taiwan, hvor bulk carriers, der plejer at sejle med kul, malm og andet løst gods, nu fragter containere i stedet og lader det mindre lukrative gods ligge.

Organisationen Global Shippers Forums chef James Hookham kalder situationen "en nedsmeltning".

- Det, som ingen af industriens målinger viser, er de enorme mængder af varer, der ikke bliver flyttet. Containere, der bliver tilbage på kajen, stablet i havn, eller som kommer på lager i varehuse, mens de venter på plads på et skib, siger han til mediet The Load Star.

Hos Mærsk sammenligner Lars Mikael Jensen situationen med den, man kan se, når der er kø på motorvejen.

- De fleste kender nok til at køre 110 kilometer i timen, hvor man så skal bremse ned til 10 kilometer i timen og så efter noget tid kommer op på 110 kilometer i timen igen uden nogensinde at se, hvad der var årsagen - altså ud over, at der var mange biler, siger han.

Årsagerne til den aktuelle situation er flere.

En af dem skal findes i Kina, hvor en tyfon i juli og udbrud af coronavirus i august fik myndighederne til at lukke de to travle havne i Shanghai og Ningbo.

Efter udbruddet sagde en talsmand for containerrederiet Hapag Llloyd til Wall Street Journal, at havnelukningerne kunne betyde to ugers forsinkelser på varer fra Kina.

Mange skibe blev omdirigeret, men da en stor del af verdens havne i forvejen ikke har ret megen overskydende kapacitet, betød det trafikpropper andre steder.

Da udbrud af coronavirus lukkede havne i Australien og Vietnam, blev situationen endnu værre.

Ingen umiddelbar bedring i sigte

Et af stederne er i USA, hvor havneanlæggene i forvejen allerede havde svært ved at følge med.

- På den amerikanske vestkyst har havnene ikke yderligere kapacitet af give af, siger Lars Mikael Jensen fra Mærsk.

Og der er ikke umiddelbart er udsigt til bedring, hvis man spørger hos havnene og andre rederier end Mærsk.

- Jeg ser ikke noget betydelig bedring, hvad angår den ophobning de store containerhavne oplever, siger Mario Cordero, der er chef for havnen i Long Beach i Los Angeles til Wall Street Journal.

- Mange tror, det kommer til at fortsætte helt ind til sommeren 2022, siger han.

Chefen for havnene i den amerikanske stat i Georgia, Griff Lynch, er endnu mere pessimistisk.

- Vi tror, det varer til midt i 2022 eller hele 2022, siger han til Wall Street Journal.

Julegaver under pres

Topchefen for rederiet Hapag Lloyd, Rolf Habben Jansen, er også pessimist. Han siger ifølge shippingmediet Lloyds List, at han ikke ser nogen bedring før udgangen af 2022.

Også i Danmark mærker man trafikpropperne, der fører til ophobning af gods.

Blandt andet i havnen i Århus, hvor der nu er så mange containere, at kommunen netop har givet havnen tilladelse til at stable dem i syv lag i stedet for de fem lag, der oprindeligt var givet lov til.

I denne periode sejler rederiet med varer til julehandlen. Mærsk oplyser til TV 2, at man arbejder på højtryk for at få varerne frem, og at det for størstedelens vedkommende nok skal lykkes, men rederiet meddeler samtidig, at det nok ikke er i år danskerne skal gå på juleshopping 23. eller 24. december, da der kan være risiko for udsolgte varer i visse varegrupper.

- Det er ikke fordi, der ikke er last der flytter sig. Vi ser, at mange kunder afskiber juleting tidligere, men dermed ikke sagt, at alle varetyper når frem. Det kan både skyldes fragt og fabrikslukninger på grund af coronavirus rundt om i verden, siger Lars Mikael Jensen fra Mærsk.

Risikoen for udsolgte varer påvirkes i skrivende stund også af vejrudsigten i Sydøstasien.

I går blev de kinesiske havne i Shanghai og Ningbo nemlig atter lukket af myndighederne på grund af tyfonen Chantu, der lige nu generer handelsruterne i havet ud for den kinesiske kyst.

Er du blevet ramt af prisstigninger eller lang ventetid på varer, så vil vi gerne høre fra dig på TV 2. Du kan kontakte os på mailen 1234@tv2.dk.