TV 2 har besøgt Kabuls lufthavn, efter at Taliban har overtaget den: - Amerikanerne ødelagde alt
Amerikanerne ødelagde ifølge Taliban alle fly og helikoptere i lufthavnen, før de forlod Afghanistan. Nu forsøger Taliban at sætte dem sammen igen.
Det hamrer på døren, og der bliver rykket i håndtaget.
Men det påvirker ikke Mawlawi Hamdan, der sidder inde på kontoret bag det tunge skrivebord med udsigt over Kabul Lufthavn.
Den midaldrende talibaner er blevet lufthavnsdirektør, og der er mange, der rykker i ham. Derfor har hans assistenter låst døren for at kontrollere menneskemængden.
TV 2s udsendte er sluppet igennem nåleøjet på jagt efter endnu en tilladelse fra Taliban til at passe det journalistiske arbejde.
Sådan er det i dagens Afghanistan. Adskillige tilladelser skal indhentes, og det er ikke altid nok. Hver bygning og hvert område i Kabul har en ny chef, som ikke nødvendigvis tager en andens tilladelse for gode varer.
Qatarske soldater
Men stik mod forventningen giver Hamdan dog denne tilladelse uden at stille et spørgsmål, og pludselig vader tre danskere rundt på landingsbanerne uden nogen oppasser.
To soldater fra Qatar kigger uforstående fra deres klapstole under en parasol.
De sørger for sikkerheden for de evakuerede, der skal med et Qatar Airways-fly ikke langt derfra.
- I kan ikke gå til militærlufthavnen. I bliver nødt til at køre, fortæller de.
Det var her i lufthavnen, at tusindvis af afghanere sidste måned forsøgte at komme ind, så de kunne komme ombord på et af de evakueringsfly, der kunne få dem væk fra et Afghanistan under Talibans kontrol.
Nu har Taliban kontrol over lufthavnen.
Det har de haft i to uger, og der er ikke meget at se til. Internationale rutefly flyver stadig ikke til Afghanistan, så det er nemt at få en civil bil kørt ind på landingsbanerne.
På eget ansvar
En qatarsk soldat hopper ud foran og vifter med armene.
- I må ikke køre ind på den landingsbane. I skal køre udenom, insisterer han, mens to fly lander inden for få minutter.
De tilbyder at eskortere langs lufthavnens indhegning, hvor partisanertørklæder er fanget i pigtråd, og tomme vandflasker ligger spredt ude på den anden side - de sidste efterladenskaber fra det kaos, der omkransede lufthavnen for få uger siden.
Ved indgangen til militærlufthavnen stopper qatarerne.
- I kan ikke køre længere. Taliban er lige derinde, advarer de.
Den sidste del af køreturen bliver på eget ansvar, men der går ikke længe, før talibanske soldater overtager eskorten.
Tilladelsen fra Mawlawi Hamdan virker også her.
Amerikanerne ødelagde det hele
En lille gruppe soldater med den snaksaglige soldat Ezatullah Mujahed i spidsen tager imod.
De viser rundt bag store helikoptere med afghanske flag på siden.
- De er alle sammen blevet ødelagt af amerikanerne, fortæller Mujahed og peger på helikopternes afklippede ledninger og smadrede vinduer.
De afghanske regeringsstyrker smadrede også mange af dem, inden de overlod lufthavnen til Taliban, fortæller han.
Nu er der seks helikoptere tilbage, der kan flyve. To helikoptere forsøger de at reparere. Mange flere er ubrugelige.
Forrædere
To talibanske overhoveder kommer forbi på vej ind i en hangar, hvor lugten af dyremad hænger i luften, og flere hundekasser er samlet i en bunke.
- Det er godt, at helikopterne bliver repareret, siger Mullah Farooqi.
- Det er en stor investering for os, supplerer Mullah Ustaz.
Ifølge Ezatullah Mujahed og hans kollegaer smadrede amerikanerne også alle biler. Flere ligger rullet omkring på siden, andre er kørt ind i hinanden.
De omkring 20 flyvemaskiner, der er tilbage, er også totalsmadrede.
- De har forrådt den afghanske nation, siger Mujahed om de amerikanske og afghanske soldater.
En fremtid under islamisk lov
Men glæden over, at amerikanerne ikke er i landet længere, er større end skuffelsen over det tabte materiel.
Når han husker tilbage på 31. august, hvor den sidste amerikanske soldat havde forladt landet, kan han ikke beskrive med ord, hvordan han følte:
- De har bragt meget ulykke til vores land, og med Guds hjælp har muslimerne vundet krigen. Det er en stor sejr for os, at vi har fået vores uafhængighed efter 20 år.
Han fortryder ikke, at de ikke angreb amerikanerne, før de ødelagde hangarernes inventar.
De vantro vil altid være deres fjende, slår han fast, men Talibans ledere havde indgået en kontrakt med dem om deres tilbagetrækning. En kontrakt underskrevet i Sharialovens navn, så den løber man ikke fra.
- Nu har vores folk en stor fremtid foran sig, som de ikke havde før sejren. De vil have en fremtid under islamisk lov, siger Ezatullah Mujahed.