Coronavirus

Stor flok gorillaer smittet med corona i amerikansk zoo

Ledelsen håber, de sjældne gorillaer kan komme sig, så de kan beskyttes med specialudviklet vaccine.

En større flok gorillaer er blevet testet positive for covid-19 i en amerikansk zoo i byen Atlanta.

Årsagen til smitten er endnu ikke klarlagt, oplyser en talsmand fra den zoologiske have ifølge The Guardian.

Den foreløbige formodning er, at det kan være en ansat dyrepasser, som har overført smitte til de store og truede menneskeaber.

Mistanken om smitte hos de 13 gorillaer opstod, fordi de begyndte at udvise symptomer som løbende næser, let hoste og tab af appetit.

- Holdene overvåger meget tæt de berørte gorillaer og håber på, at de vil komme sig fuldstændigt, siger Sam Rivera, der er ledende dyrlæge på stedet.

Bekymringen kredser mest om den 60 år gamle hangorilla Ozzie, som er i størst risiko for at få svære symptomer.

Isolation ikke en løsning

I modsætning til hos mennesker er det ikke muligt at isolere aberne efter samme model, da Zoo Atlantas gorillaer lever tæt på hinanden i samme indhegning.

Foreløbig håber man, at de 13 smittede aber får rystet coronavirussen af sig uden langtidssymptomer.

Herefter vil Atlanta Zoo beskytte dem med den eksperimentelle Zoetis coronavirus-vaccine, der er specielt udviklet til veterinær brug.

Også havens bestand af orangutanger skal vaccineres mod sygdom.

Et par andre zoologiske haver i USA har været ramt af coronavirus. San Diego havde otte gorillaer på listen over coronaramte, mens California Zoo havde to sneleoparder.

Coronavirus hos dyr i fangenskab ses relativt sjældent, men er herhjemme set mest udbredt hos mink og i mindre grad hos kattedyr.

I maj fandt en gruppe forskere en ny type coronavirus, der stammer fra hunde, og som muligvis kan smitte mennesker.