Statsministeren brød sine egne regler, og så begyndte nedturen

Det er aldrig godt ud, når autoriteterne løfter den store pegefinger og vil have os til at rette ind - og så glemmer at rette ind selv.

Men det var, hvad der skete for Norges statsminister Erna Solberg.

Midt i coronakrisen fyldte hun 60 år, og det skulle fejres. Med to fester endda. Og så hjælper det kun lidt, at fødselaren kun troppede op til den ene af festerne. Hun havde overtrådt forsamlingsreglerne. Dem havde hun selv lavet.

Uforståeligt for de fleste – måske også for hende selv. Hun var den første til at indrømme det og undskylde.

Solberg har i øvrigt styret Norge fint igennem coronakrisen, men som hun sagde i tv søndag aften, så stemmer folk ikke på en af taknemmelighed, men ud fra hvad de vil have af fremtiden. Og det tyder på, at de ikke vil have Erna Solberg længere.

Nu ser det ud til, at hun må afgive taburetten efter otte år på posten. Alt tyder på, at den går til Arbeiderpartiets leder, Jonas Gahr Støre.

De repræsenterer ikke bare to vidt forskellige partier.

Som personer er de nærmest hinandens modsætninger. Erna Solberg er lidt i retning af Mette Frederiksen. Godt nok spiser hun ikke makrelmadder på Facebook, men hun pudser vinduer og har vist rundt i sit hjem, der er så gennemsnitligt, som det næsten kan være.

Almindelige Erna, som nordmænd er flest. Den branding har hun kørt med succes.

To modsætninger kæmper om magten

Erna Solberg har været en særdeles dygtig politiker med sans for både detaljer og det store overblik.

Hendes hukommelse fremhæves altid som helt usædvanlig. Hun har mestret kunsten at få det borgerlige Norge til at arbejde sammen ved blandt andet at give støttepartierne lidt på deres mærkesager mod at få dem til at stemme for de store linjer, for eksempel finansloven. At det er lykkedes Solberg at have Fremskrittspartiet med i regering i seks år regnes for en selvstændig bedrift.

Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet er ikke, som nordmænd er flest - og da slet ikke som socialdemokrater er flest. Han er født ind i en meget rig familie, har studeret på en af Paris’ fineste læreanstalter og været adjunkt på det prestigefyldte Harvard University i USA. Han har ikke som de fleste topsocialdemokrater taget vejen op gennem ungdomsorganisationen.

Hvor Erna Solberg er trind og husmoderlig og en kvinde, man gerne læner sit stressede hoved op ad, er Jonas Gahr Støre med sit slanke og gråsprængte statsmands-look mere typen, der appellerer til det moderne Norge.

Klimaet står højest på dagsordenen

Hvordan regeringen så kommer til at se ud er et helt åbent spørgsmål.

At læse norske meningsmålinger har de sidste dage været en gyser - ikke kun for Jonas Gahr Støre, men for de fleste partier.

Hvis vi tager Jonas Gahr Støre først: Arbeiderpartiet får ikke absolut flertal - de går faktisk tilbage i forhold til sidste valg - men kan ifølge nogle meningsmålinger nøjes med støtte fra Senterpartiet og Socialistisk Venstre. Ifølge andre målinger skal partiet Rødt og (MDG) Miljøpartiet De Grønnes mandater også regnes med for at råde over de nødvendige 85 pladser i Stortinget.

Det er svært at se for sig, hvordan for eksempel de to partier MDG og Senterpartiets klimapolitik skal kunne bøjes mod hinanden.

Senterpartiet, der blandt andet slår sig op som distrikts-Norges forkæmper - det, vi ville kalde udkants-Norge - har været på en rutsjetur i meningsmålingerne, siden formanden Trygve Slagsvold Vedum noget letsindigt lod sig besnære af sit bagland og erklærede sig som statsministerkandidat.

Netop klimaet står højest på dagsordenen i det olierige land med den ufatteligt store oliefond med alle fantasillionerne. Skal der stadig ledes efter olie? Det mener nogle partier. Men hvor længe? Og hvornår skal Norge være CO2-neutralt? Der har de alle forskellige bud.

En gyser hos blå blok

Hos den blå blok ligner det også lidt af en gyser. Blokken tæller fire partier: Høyre, Fremskrittspartiet, Venstre og Kristeligt Folkeparti.

De to sidste ligger og flirter med spærregrænsen på fire procent. Især Kristeligt Folkeparti er tæt på at ryge ud. Et parti der i modsætning til søsterpartiet i Danmark har spillet en stor rolle i politik. Tre gange har partiet haft statsministerposten. Men i dag er det et parti, der ikke rigtig ved, hvad de vil. Skal de være ideologiske værdikrigere med emner som abort og homo-vielser højt på dagsordenen? Eller skal de forsøge at være et midterparti med en bredere appel? Mange vælgere er i tvivl om, hvad partiet vil.

Det blev ikke bedre, da partiformand Kjell Ingolf Ropstad i en partilederdebat på tv blev spurgt, om han var imod abort. Det kunne han ikke svare på. Det ville han have kunnet for nogle år siden, men i dag er man så bange for at skræmme nogle bort, at folk er i tvivl om, hvad partiet egentlig står for. Det er ikke, fordi abortspørgsmålet betyder noget for nordmændene i valgkampen. Det gjorde det engang, men når Kristeligt Folkepartis formand ikke kan svare på spørgsmålet, ryger troværdigheden.

Ved den sidste meningsmåling ville partiet få 4,1 procent af stemmerne. Tættere kommer man ikke på udgangsdøren.

Blå blok ser nu ud til at skulle holde en pause fra regeringskontorerne.

Næste statsminister bliver efter al sandsynlighed Jonas Gahr Støre og den rød-grønne blok. Det spændende bliver, hvor mange partier - og hvor forskellige partier - han bliver afhængig af.