Ayman al-Zawahiri som ung læge.
Kernen

Kirurgen fra Kairo fik hård hud i panden og endte som verdens mest eftersøgte mand

Terrorlederen Ayman al-Zawahiri var engang en kvik kirurg i jakkesæt. Det lå ikke i kortene, at han skulle ende blandt verdens mest eftersøgte mænd.

Præsidenten sad på forreste række, mens militærkøretøjerne rullede forbi podiet.

Han var klædt i en marineblå paradeuniform med tilhørende højhælede cowboystøvler, og han kiggede op, da fem jagerfly dækkede himlen med farvet røg.

Hvad kan vi gøre. Vil de have os til at skyde løs i gaderne og blive anholdt af politiet?

Ayman al-Zawahiri, øjenkirurg

Den 62-årige mand på podiet så selvsikker ud, mens han lod sig hylde for sine militære bedrifter og den fredsaftale, som kort forinden havde resulteret i, at han fik Nobels fredspris.

Lastbil efter lastbil passerede i langsomt tempo, indtil en af dem pludselig holdt stille.

Dørene blev åbnet, fire soldater hoppede ud og løb hen mod præsidenten.

Han rejste sig for at modtage denne uventede, spontane hyldest fra sine mænd, som svarede ved at kaste tre håndgranater og hæve deres automatvåben.

Det var først på eftermiddagen 6. oktober 1981 i Egypten, og et andet sted i hovedstaden Kairo var en øjenkirurg i gang med at passe sit daglige arbejde.

Kirurgen hed Ayman al-Zawahiri.

En grim overraskelse

Han vidste godt, at dette ikke ville blive en helt almindelig tirsdag, men han havde næppe nogen idé om, hvor store konsekvenser den ville få for ham selv.

Ayman al-Zawahiris klinik lå i Kairos pæne Maadi-kvarter, der har været befolket af europæere og rige egyptere, lige siden dengang landet var en britisk koloni.

Jeg har dræbt faraoen

Khaled Islambouli, terrorist

Det holdt Egypten op med at være, da Ayman al-Zawahiri var fem år gammel, men forvandlingen fra koloni til diktatur havde efter den unge kirurgs mening ikke gjort det hele bedre.

I stedet ønskede han sig et samfund, hvor Koranen var vigtigere end magtfulde mænd i marineblå militæruniformer.

Derfor alarmerede den unge kirurg ikke politiet, da han nogle timer før militærparaden hørte, at der var en grim overraskelse på vej til Egyptens præsident Anwar Sadat.

I dag er Ayman al-Zawahiri leder af terrororganisationen al Qaeda, der ifølge den danske terrorekspert Tore Hamming igen er på vej frem efter USA's tilbagetrækning fra Afghanistan.

Det fortæller han til tv-programmet Kernen på TV 2 Play, som i denne uge handler om terrorbevægelsen 20 år efter angrebene i New York og Washington.

Men i 1981 var Ayman al-Zawahiri ikke kendt for ret meget andet end sine færdigheder med en skalpel og sin strenge religiøse overbevisning.

Overraskelsen

Øjenkirurgen havde siden sin skoletid færdedes i Kairos islamistiske miljø, og da en af hans kontakter – en apoteker – overbragte Ayman al-Zawahiri nyheden om attentatplanerne klokken 9 om morgenen, blev han faktisk overrasket.

Det forklarede han efterfølgende politiet ifølge Lawrence Wrights bog 'The Terror Years'.

- Jeg blev faktisk lamslået og rystet, sagde Ayman al-Zawahiri og tilføjede, at planen efter hans mening virkede alt for uigennemtænkt til, at han ville have noget med den at gøre.

- Men hvad kan vi gøre? Vil de have os til at skyde løs i gaderne og blive anholdt af politiet? Vi gør ingenting, sagde han til apotekeren.

Forbrydelsen og dens ofre

Da Ayman al-Zawahiri nogle timer senere hørte, at militærparaden var i fuld gang, troede han, at attentatet var gået i kludder, og at de involverede var blevet anholdt.

Men han tog fejl.

Det var godt nok kun én af de tre håndgranater, der eksploderede, men soldaterne kunne nemt ramme præsidenten og folkene omkring ham med deres automatgeværer.

- Jeg har dræbt faraoen, råbte de fire soldaters anfører, Khaled Islambouli, inden attentatmændene blev overmandet.

Kort efter begyndte masseanholdelserne.

Og det var dem, der skulle komme til at ændre Ayman al-Zawahiris liv for altid.

En privilegeret dreng

At Ayman al-Zawahiri skulle få en plads i de yderligtgående islamistiske miljøer lå egentlig slet ikke i kortene, da han kom til verden sammen med en tvillingesøster 19. juni 1951.

Forældrene, far Rabie og mor Umayma, var begge ud af fornemme egyptiske slægter, der talte mange læger, dommere, parlamentsmedlemmer og religiøse lærde.

Rabie var læge og arbejdede som professor i farmakologi på Kairos berømte universitet, og det var ham, der forsørgede familien.

Rabie og Umayma var også religiøse, men ikke mere end at Umayma gik rundt uden hovedtørklæde – ifølge Magasinet New Yorker, der interviewede flere af Ayman al-Zawahiris familiemedlemmer i 2002.

Al-Zawahiri sad i klasseværelset og kiggede op i loftet, så man troede, at han ikke fulgte med i timen

Dr. Hassan, klassekammerat

Som dreng så Ayman al-Zawahiri Disney-film, der blev vist på et udendørs lærred i kvarteret, og når hans far deltog i konferencer i udlandet – typisk i Østeuropa – fik børnene legetøj af ham.

Familien boede i Kairos pæne Maadi-kvarter, hvor husene var omkranset af store skyggefulde træer – et ideelt sted for børn i 1950'ernes Egypten.

Søskendeflokken voksede hurtigt til fem børn i alt, og Rabie al-Zawahiri måtte spare for at have råd til at uddanne dem alle.

Derfor havde familien for eksempel ingen bil, og Rabie al-Zawahiri holdt høns for at få billigere æg og kød.

Skolen med det snævre verdenssyn

Og selvom familien boede i et velhavende område, blev familien al-Zawahiris børn ikke sendt på områdets prestigefyldte skole Victoria College som mange af kvarterets andre børn.

I stedet stiftede Ayman al-Zawahiri bekendtskab med 1950'ernes offentlige egyptiske skolevæsen.

- Den ene skole var meget vestlig, mens den anden havde et meget snævert verdenssyn, fortalte Samir Raafat, en lokal historiker fra Maadi-kvarteret til New Yorker i 2002.

Tre af Ayman al-Zawahiris klassekammerater fortalte i 2004, at han havde været en introvert dreng, der var lynende intelligent.

- Al-Zawahiri sad i klasseværelset og kiggede op i loftet, så man troede, at han ikke fulgte med i timen. Men hvis læreren overraskede ham med et spørgsmål, svarede han hurtigt og med så få ord som muligt, fortalte en af klassekammeraterne, Dr. Hassan, dengang til det London-baserede arabiske medie Elaph.

Klassekammeraterne så ham aldrig dyrke sport, selvom områdets drenge ivrigt spillede bordtennis, løftede vægte og spillede fodbold.

Nyt fra Amerika

I stedet gik Ayman al-Zawahiri ofte i moskéen.

Det var et sted, hvor man ikke blot fordybede sig i Koranen, men også blev præsenteret for nyt ude fra den store verden.

For eksempel fra en professor i pædagogik, der nogle år forinden havde besøgt Amerika.

Han var gode venner med Ayman al-Zawahiris onkel Mahfouz Azzam og var en slags egyptisk berømthed.

Amerikaneren er så primitiv i sit livssyn, at det virker gådefuldt på iagttageren

Sayyid Qutb, islamisk ideolog

Manden hed Sayyid Qutb, og i 1948 havde de egyptiske myndigheder sendt ham til USA for at lære amerikansk pædagogik.

Det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé.

Da Sayyid Qutb kom hjem fra sin rejse, skrev han et essay i det egyptiske magasin Al-Risala under titlen: 'Det Amerika jeg har set'.

- På trods af hans avancerede viden og strålende bedrifter, er amerikaneren så primitiv i sit livssyn og sine menneskelige egenskaber, at det virker gådefuldt på iagttageren, skrev Sayyid Qutb.

Han tilføjede, at amerikanerne var så primitive, at det mindede ham om folk, der boede i "jungler og klippehuler".

Så godt som alt ved USA var ifølge det 28 sider lange essay helt forfærdeligt – helt ned til frisørerne, der var så dårlige til at klippe, at Sayyid Qutb selv måtte i gang med saksen efter en tur i frisørstolen.

Vejen til galgen

Den skuffede pædagogikprofessor blev en magtfuld figur i bevægelsen Det Muslimske Broderskab efter sin hjemkomst, og han var endda kortvarigt rådgiver for oberst Gamal Nasser, der tog magten i Egypten i 1954.

Men Nasser og Det Muslimske Broderskab så ikke ens på ting som sharialov og tørklædetvang, og den efterfølgende magtkamp var lige ved at koste Nasser livet under en stor tale i Alexandria 26. oktober 1954.

Vores midler stod ikke mål med vores ambitioner

Ayman al-Zawahiri, terrorleder, 1982

Attentatmanden stod lidt over syv meter væk, men alligevel ramte alle hans otte skud forbi, skrev New York Times dagen efter, hvor avisens skribent samtidig forudså, at militærjuntaen nu ville foretage "en blodig udrensning" hos Det Muslimske Broderskab.

Han fik ret. Dagen efter blev broderskabets hovedkvarter brændt af.

Seks mistænkte blev øjeblikkeligt henrettet og tusindvis af broderskabets medlemmer arresteret – heriblandt Sayyid Qutb, der fik Ayman al-Zawahiris onkel Mahfouz Azzam som advokat.

Dommerne – hvoraf den ene senere skulle komme til at forbløde i en marineblå militæruniform – idømte ham livsvarigt fængsel.

I Maadi-kvarteret i Kairo fik en ung Ayman al-Zawahiri et nyt idol, mens den fængslede Sayyid Qutb droppede de sidste rester af klassisk pædagogik.

Nu hed den eneste lærebog Koranen, som alle muslimer ifølge Sayyid Qutb skulle fortolke på samme måde, som den var blevet på profetens tid.

Dem, der passivt accepterede kætteri, trodsede Gud, mente Ayman al-Zawahiris nye forbillede, der skrev om sine idéer i cellen og fik smuglet tankerne ud side for side.

Mange år senere skrev Ayman al-Zawahiri i sine erindringer, at det var Sayyid Qutb, der skabte kernen af den moderne jihadbevægelse i Egypten.

Men han levede ikke længe nok til at se resultatet.

Skriverierne og beskyldninger om kupplaner gjorde nemlig, at Sayyid Qutb fik opgraderet sin straf i 1966.

Den udkårne

Ayman al-Zawahiri var selv kun 15 år gammel, da galgens løkke strammede sig om halsen på Sayyid Qutb, og kort efter samlede den unge mand en gruppe jævnaldrende for at føre kampen videre.

Gruppen af teenagere foretog sig dog ikke ret meget andet end at holde hemmelige møder og lægge frugtesløse planer.

- Vores midler stod ikke mål med vores ambitioner, sagde Ayman al-Zawahiri i 1982 under en afhøring hos egyptisk politi ifølge magasinet New Yorker.

I stedet for at blive martyr læste Ayman al-Zawahiri de samme bøger som sin far og uddannede sig til læge.

Han specialiserede sig i øjenkirurgi, tilbragte tre år i hæren og vendte så hjem for at starte en klinik i Maadi-kvarteret.

Moskéen besøgte han stadig flittigt.

Faktisk tilbragte han så lang tid med hovedet mod jorden i bøn, at han udviklede hård hud i panden.

Gift blev han også.

Den udkårne hed Azza Nowair.

Han så hendes ansigt, og så gik han

Essam Novair, bror til Ayman al-Zawahiris hustru

Hun var datter af to egyptiske advokater, der havde haft svært ved at få giftet datteren væk.

Sagen var nemlig den, at Azza Nowair pludselig var begyndt at gå i niqab, mens hun læste på universitetet, selvom familien ikke var specielt religiøs.

Det fortalte hendes bror Essam til New Yorker i 2002.

De unge mænd, der bejlede til hende, ønskede ikke, at hun skulle gå helt tildækket, men pigen insisterede og brugte Koranen som argument.

- Hun ønskede én, der ville acceptere hende, som hun var. Sådan en person var Ayman, sagde Essam Novair til New Yorker i 2002.

Første møde mellem de to turtelduer varede kun få minutter.

- Han så hendes ansigt, og så gik han, fortalte Essam Novair.

Ved andet møde talte de kort sammen.

Essam Novair bemærkede, at Ayman al-Zawahiri ikke hilste på kvinder, men hans forældre var begejstrede for den unge mands fine familienavn, så tredje gang parret så hinanden var ved brylluppet i februar 1978.

Afghanistan i blodet

Nu kunne Ayman al-Zawahiri slå sig ned som respektabel kirurg i Kairo og blive en del af den egyptiske overklasse, hvis han altså ville.

Men oprøret lurede i ham.

Så i stedet valgte han at efterlade sin hustru i Egypten og tage til Pakistan for at hjælpe sine trosfæller efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979.

Han arbejdede som læge i byen Peshawar og til tider også inde i selve Afghanistan, hvor den afghanske modstandskamp imponerede ham.

- Det var en træningsbane af yderste vigtighed for at forberede de muslimske hellige krigere på at foretage deres ventede slag mod den eneste tilbageværende supermagt med dominans over kloden, nemlig USA, skrev Ayman al-Zawahiri senere i sine erindringer.

Den unge læge rejste frem og tilbage mellem Pakistan og Egypten, hvor han havde udvidet sin gruppe af ligesindede med folk fra hæren. Gruppen hed nu Islamisk Jihad, og Ayman al-Zawahiri arbejdede tæt sammen med en kampvognsofficer, der ifølge Ayman al-Zawahiris erindringer stjal våben fra hærens lagre og fragtede dem til øjenklinikken i Maadi-kvarteret.

De sparkede os, de slog os, og de piskede os med elektriske kabler

Ayman al-Zawahiri, 1982

Så da kuglerne ramte Anwar Sadat under militærparaden, skulle man tro, at Ayman al-Zawahiri i det mindste ville være nervøs for at ende på samme måde som sit forbillede Sayyid Qutb – han var endda lige blevet far – men kirurgen gik ikke under jorden.

Politichefen slog først

Den myrdede diktator blev afløst af én af sine egne – en general i luftvåbnet ved navn Hosni Mubarak – der i øvrigt sad lige ved siden af Sadat under attentatet.

Også denne gang blev der slået hårdt ned på Det Muslimske Broderskab.

Omkring 1600 blev anholdt i dagene efter attentatet.

Ayman al-Zawahiri havde planlagt endnu en tur til Pakistan som læge og opførte sig, som om intet var hændt, men da han var på vej i lufthavnen, blev hans bil standset af politiet.

Politichefen slog ham i ansigtet, og Ayman slog igen

Omar Azzam, Ayman al-Zawahiris grandfætter

Hans grandfætter Omar Azzam fortalte efterfølgende til den amerikanske journalist Lawrence Wright, at Ayman al-Zawahiri blev taget med på politistationen under skarp bevogtning.

Her tyede den unge øjenkirurg ifølge grandfætteren for første gang nogensinde til vold.

- Politichefen slog ham i ansigtet, og Ayman slog igen, fortæller Omar Azzam.

Hundene

Derfra gik det ned ad bakke, og der er rygter om, at Ayman al-Zawahiri efterfølgende blev voldtaget af politiets hunde.

Under forhørene gav han blandt andet politiet oplysninger, der førte til, at kampvognsofficeren Isam al-Qamari, der skjulte våben i øjenklinikken, blev anholdt.

Det er ikke kommet frem præcis, hvad de egyptiske betjente gjorde ved Ayman al-Zawahiri for at få oplysninger ud af ham i fængslet, men da retssagen mod 300 af de anholdte gik i gang 4. december 1982, fik udenlandske nyhedsbureauer mulighed for at optage tv-billeder af de tiltalte.

Det udnyttede Ayman al-Zawahiri, der i et kort øjeblik fungerede som talsmand for fangerne på engelsk.

- De sparkede os, de slog os, de piskede os med elektriske kabler, de gav os stød med elektricitet, sagde han ud gennem tremmerne.

- Og de brugte vilde hunde. De brugte vilde hunde og hang os over dørkanten, sagde han og bøjede sig forover for at demonstrere stillingen.

- Med hænderne bundet på ryggen, fortsatte han.

Men lægen bag tremmerne kom også med et politisk budskab.

- Nu vil vi tale til hele verden. Hvem er vi? Hvorfor har de bragt os her, og hvad vil vi sige?, spurgte han og svarede selv.

- Vi er muslimer. Vi er troende muslimer, der tror på vores religion både som ideologi og i praksis, og derfor gjorde vi vores bedste for at etablere en islamisk stat og et islamisk samfund, sagde Ayman al-Zawahir, hvorefter hans medfanger råbte på arabisk:

- Der er ingen andre guder end Allah.

Og så gav Ayman al-Zawahiri sig til at tordne mod USA og Israel, som han truede med "Muhammeds hær".

Sheikerne

Han fik en fængselsdom for ulovlig våbenbesiddelse og kom til at afsone sin straf sammen med en blind sheik ved navn Omar Abdel-Rahman.

Det var ham, som siden udstedte den fatwa, der legitimerede drabet på Anwar Sadat.

De to fanger skulle også senere i livet komme til at dele interesse for højhuse.

Omar Abdel-Rahman blev mange år senere dømt for at have deltaget i bombeangrebet på World Trade Center i New York i 1993.

Men det var Ayman al-Zawahiri og hans sammensvorne, der fik held til at vælte højhusene i 2001.

Den mest kendte af de medsammensvorne er terrorlederen Osama bin Laden, som Ayman al-Zawahiri mødte efter sin løsladelse i 1984, hvor han flyttede til Pakistan og Afghanistan med sin hurtigt voksende familie.

Osama bin Laden var rig og tilhænger af samme idéer som Ayman al-Zawahiri, og så led han af lavt blodtryk, som den egyptiske læge kunne hjælpe med at behandle.

Ayman al-Zawahiri kom til at fungere som Osama bin Ladens højre hånd og var med til at gøre den hellige krig global.

Han rejste endda til USA i begyndelsen af 1990'erne, hvor han selv fik mulighed for at se, om amerikanerne virkelig var så primitive, som Sayyid Qutb havde beskrevet.

Store ambitioner

Besøget dæmpede tilsyneladende ikke hans had til Vesten, for i de efterfølgende år begyndte Ayman al-Zawahiri og Osama bin Laden at bruge vold for at udbrede deres version af Islam.

Det blev til:

Bombeangrebene på USA's ambassader i Kenya og Tanzania i 1998 hvor 204 mennesker blev dræbt.

Bombningen af det amerikanske krigsskib USS Cole i 2000 hvor 17 mennesker blev dræbt.

Terrorangrebene 11. september 2001 hvor 2977 mennesker blev dræbt.

Bombeangrebene i undergrundsbanen i Madrid i 2004 hvor 190 blev dræbt.

Bombeangrebene i London i 2005 hvor 52 blev dræbt.

Bombeangrebene på Bali i 2005 hvor 20 mennesker blev dræbt.

Men også over 50 andre terrorangreb med flere tusinde dødsofre, som de vestlige medier ikke gav ret megen omtale – for eksempel bombningerne af fire byer hos det irakiske mindretal yazidierne i 2007 hvor 796 mennesker døde.

Ayman al-Zawahiri og Osama bin Laden var ikke direkte indblandet i alle angreb, men gerningsmændene svor troskab til al-Qaeda, og Ayman al-Zawahiri hyldede jævnligt terroristerne på videooptagelser, der blev offentliggjort på nettet.

På vej mod slutningen

De to terrorledere måtte leve i skjul under konstant risiko for at blive dræbt af amerikanerne, og de kom ganske tæt på Ayman al-Zawahiri flere gange – for eksempel i 2001 hvor hans hustru Azza og to af hans børn blev dræbt under et luftangreb, mens de skjulte sig i en hule i Tora Bora-bjergene i Afghanistan.

Da Osama bin Laden blev slået ihjel af amerikanerne i 2011, overtog Ayman al-Zawahiri ledelsen af al-Qaeda.

Hvor mange terrorangreb, han reelt har været hjernen bag de seneste ti år, er uvist, men gennem det seneste årti har han jævnligt udsendt videoer med trusler og brandtaler mod USA og Vesten.

Flammerne fra krigen mellem korsfarerne og muslimerne er ikke slukket

Ayman al-Zawahiri, terrorleder, 2020

Den sidste video, han udsendte, var 11. september 2020.

- Flammerne fra krigen mellem korsfarerne og muslimerne er ikke slukket, sagde terrorlederen blandt andet.

Det er ikke offentlig kendt, præcis hvor han skjuler sig, men han er sidst set i Afghanistan.

Efter USA's tilbagetrækning og Talibans magtovertagelse har al-Qaeda fået et fristed i landet, og ifølge den danske terrorforsker Tore Hamming er forholdet mellem Taliban og al-Qaeda blevet mere og mere nært de seneste år.

Hvor stor indflydelse Ayman al-Zawahiri har på den daglige ledelse i al-Qaeda er ikke kendt, men der går rygter om, at hans helbred er dårligt, og så sent som i efteråret 2020 gik der rygter om, at han var død.

Hans organisation lever imidlertid i bedste velgående, og ifølge Tore Hamming har al-Qaeda op mod 600 medlemmer alene i Afghanistan mod omkring 200 i 2001.

Og ifølge terrorforskeren Tore Hamming vejrer Ayman al-Zawahiris folk nu morgenluft.

- Mine kilder i al-Qaeda er utrolig glade. Det er de primært fordi, at det her er det første eksempel i den moderne jihads historie på, at jihad faktisk er en holdbar løsning, at du faktisk kan opnå det, du gerne vil med væbnet kamp, siger han til TV 2.

Imens venter verden på, hvad Ayman al-Zawahiri selv har at sige om sagen.

Han plejer at udsende en video hvert år omkring 11. september – måske er den allerede udkommet, når du læser dette.

Hvis du vil vide mere om hovedpersonerne i islamisternes kamp mod Vesten, er der mulighed for at fordybe sig herunder.