United Airlines Flight 175 rammer World Trade Center i New York 11. september 2001.
Udland

Manden på kontoret troede ikke advarslen – da der blev lagt på, så han flyet lige i øjnene

Krigene efter terrorangrebene 11. september 2001 ser nu ud til at lakke mod enden, men hvilke rædsler var det egentlig, der fik USA til at gå i krig?

Mandens ansigt mistede sit udtryk.

Hans hånd blev slap, så telefonen faldt på gulvet, mens han stirrede ud gennem kontorets vinduesparti.

Først havde flyet over Frihedsgudinden været en prik på himlen.

Men nu voksede det med faretruende fart.

Flyet på den blå himmel uden for højhuset havde helt tydeligt kurs direkte mod ham, kontoret og alle hans kolleger med over 900 kilometer i timen.

Var det larmen fra jetmotorerne, han kunne høre?

Nu kiggede manden passagerflyet direkte i øjnene og skreg.

Jeg kan fortælle jer, at min Gud er levende

Stanley Praimnath, overlevende

Selvom det virkede udsigtsløst, kastede han sig ind under sit skrivebord og bad til Gud.

- Herre, jeg kan ikke gøre dette, nu overtager du, lød det fra manden under bordet.

Klokken var tre minutter over 9, og det var den tirsdag, verden forandrede sig.

Det er 20 år siden nu, men vi mærker stadig konsekvenserne af det, der skete den morgen.

For eksempel i Afghanistan hvor det hidtil sidste kapitel af den krig, der begyndte for øjnene af manden på kontoret, netop har draget sine sidste krampetrækninger.

Manden under skrivebordet

Men hvilke rædsler var det egentlig, der fik USA til at gå i krig i fjerne lande dengang i 2001?

Det ved manden under skrivebordet.

For ham er terrorangrebene 11. september 2001 ikke bare noget, der foregik på gnidrede tv-billeder for meget længe siden.

Og hvis man spørger Google, hvem der var den mest usandsynlige overlevende den dag, er det hans navn, der kommer frem på skærmen.

Manden hedder Stanley Praimnath, og terrorangrebets tragedie består af tusindvis af historier som hans.

Stanley Praimnath har fortalt om sine oplevelser til TV 2 og skrevet om dem i bogen 'Plucked From The Fire'. Det er derfra, en stor del af oplysningerne i denne artikel stammer, dog er der også anvendt tilskudsinformationer fra tv-stationerne CTV og PBS .

Faktisk var flyet uden for vinduet ikke den første overraskelse, Stanley Praimnath fik den tirsdag morgen i 2001.

En mors bekymring

Han var mødt på arbejde cirka kvart i 9.

Nede i skyskraberens lobby var han gået ind i en ekspreselevator og havde nået 78. etage på 45 sekunder. Derefter gik han ind i en lokal elevator for at komme det sidste stykke til sit kontor på 81. etage.

Netop som Stanley Praimnath havde lagt sin attachemappe og stillet sin kaffekop fra sig, begyndte telefonen at ringe.

Det var hans mor.

- Stan, er du OK, spurgte hun.

- Ja, ja, jeg har det fint, svarede han.

Netop som røret var lagt på, ringede hans bror for at spørge om det samme.

Ingen af dem fortalte årsagen til den pludselige bekymring, men da Stanley Praimnath så ud gennem vinduet, fandt han selv ud af det.

Store ildkugler regnede ned oppe fra World Trade Centers nordlige tårn, men Stanley Praimnath kunne ikke se, hvad der var sket.

Frygten på 81. etage

Fuji Bank havde en afdeling i nordtårnet, så Stanley Praimnath ringede til sin chef derovre for at finde ud af det.

Men ingen svarede.

Endnu vidste verden ikke, at den amerikanske drøm var under angreb.

Jeg tager hjem

Stanley Praimnath, overlevende

Stanley Praimnath selv passede faktisk ret godt på den drøm.

Han var kommet til USA som en fattig migrant fra Guyana i 1981, og han havde arbejdet sig op fra en stilling som almindelig bogholder til assisterende vice president i Fuji Banks afdeling i New York.

En bank, der havde kontor i et af de mest berømte bygningskomplekser i USA.

Da terroristerne forsøgte at lægge tårnene ned første gang, havde Stanley Praimnath også været på arbejde.

Han havde følt bygningen ryste og var blevet evakueret gennem den røgfyldte trappeskakt.

Den enorme bombe i parkeringskælderen i 1993 gav den stræbsomme bankmand stof til eftertanke, men regningerne skulle betales og hans hustru og to døtre forsørges, så han valgte at leve med risikoen ved at arbejde i et terrormål.

Hvad der præcis havde sendt ildkugler ned foran kontorvinduerne denne gang, kunne Stanley Praimnath ikke gennemskue, men det var nok til at vække frygten i ham.

Flugtforsøget

En yngre kvindelig kollega blev også skræmt af synet.

Så de to løb hen til elevatoren og trykkede på knappen for at komme ned.

Elevatorerne var fyldt med mennesker, der ville ud af det intakte tårn.

Helt nede ved udgangen mødte Stanley Praimnath en af de sikkerhedsvagter, der skulle beskytte alle de mennesker, der arbejdede i tårnet, mod ubudne gæster, som de islamiske terrorister, der stod bag angrebet i 1993.

- Hvor skal du hen, spurgte vagten.

- Jeg tager hjem, svarede Stanley Praimnath.

- Nej, bygningen er sikker, tag du bare tilbage til dit kontor, lød det fra vagten.

Ganske kort efter lød samme melding over højhusets højtaleranlæg:

- Mine damer og herrer. Må vi bede om Deres opmærksomhed. Bygning to er sikker. Der er ingen grund til at evakuere bygning to. Hvis De er midt i en evakuering, kan De vende tilbage til Deres kontor.

Stanley Praimnath brød sig ikke om det.

Den unge kvinde ved hans side så heller ikke ud til at være tryg.

Slet ikke.

- Stan, jeg er bange, jeg tager hjem, sagde hun.

Så Stanley Praimnath traf en hurtig beslutning.

- Delise, hvorfor tager du ikke fri resten af dagen, sagde han til den unge kvinde, mens kollegerne i lobbyen kiggede mærkeligt på ham.

- Stan, hvorfor gør du det? Vi har jo en forretning at passe, lød det fra en af dem.

Op igen

Han kunne imidlertid ikke få sig selv til at forlade jobbet foran bankens direktør og HR-chef, der stod lige bag ham.

De to mænd holdt elevatordørene åbne for ham, og så kørte alle undtagen den unge kvinde de over 300 meter op i tårnet igen.

Inde i elevatoren tænkte Stanley Praimnath på terrorangrebet i 1993, hvor han havde oplevet bygningen ryste og elektriciteten forsvinde.

Frygten sad stadig i ham.

Stan, Stan, se at komme ud af bygningen

Telefonopkald til Stanley Praimnath

Men klokken 9 stod Stanley Praimnath igen foran sit skrivebord på 81. etage.

Telefonen ringede igen.

Denne gang var det en kollega fra Chicago.

- Stan, Stan, se at komme ud af bygningen, sagde hun.

Men Stanley Praimnath forsikrede hende, at han var ok.

- Men du er ikke logget på computersystemet, sagde kvinden fra Chicago, der formentlig troede, at Stanley Praimnath var i den anden bygning, som han i øvrigt stadig ikke havde fundet ud af, hvad der var sket med.

Og så var det, at han kiggede ud på den blå himmel over Frihedsgudinden.

Sammenstødet

Inde bag de to centimeter tykke glasruder var jetmotorernes brøl det sidste, som Stanley Praimnath hørte, inden det føltes, som om at verden væltede.

Det 48 meter lange passagerfly ramte højhuset med vingerne på skrå og smadrede sig vej gennem stålbjælker og panserglas.

Der blev slået hul mellem 79. og 82. etage, og så eksploderede brændstoftankene.

Kontoret blev ædt op af ild og hvidt støv.

Tårnet svajede.

Laaangt tilbage svajede det, men efter et øjeblik rettede det sig op.

Nede under skrivebordet blev Stanley Praimnath ramt af trykbølgen.

Efter den store eksplosion blev luften suget ud af kontoret, og han måtte holde fast i skrivebordet for ikke at flyve med.

På et splitsekund var de lyse, luftige lokaler forvandlet til en livsfarlig, mørk labyrint.

Miraklet

Stanley Praimnath selv var blodig, forslået og beskidt, men han var sluppet uden alvorlige kvæstelser, og hans skrivebord var tilsyneladende det eneste møbel, der ikke var blevet knust.

Han kiggede frem fra sit skjulested.

Etagen over ham var kollapset, så loftet var nu lige over hans skrivebord.

Hvis ikke gulvet kollapser fuldstændigt og dræber mig, bliver jeg dræbt af et elektrisk stød eller af flyvingen, der eksploderer

Stanley Praimnath, overlevende

I luften over ham svingede blottede elkabler, og der sprang gnister, mens vand fra sprinkleranlægget skabte kortslutning efter kortslutning.

Der var flammer, men ikke lige ved siden af ham.

Og så var det, at Stanley Praimnath fik øje på flyets vinge.

TV 2 mødte den overlevende fra World Trade Center i 2006. Video: Peter Møller

Det enorme stykke metal havde skåret sig gennem lokalerne og sat sig fast i døråbningen ind til kontoret, der lå cirka seks meter væk.

Nu var Stanley Praimnath for alvor bange.

Der var mange måder at dø på.

- Jeg tænkte, at hvis ikke gulvet kollapser fuldstændigt og dræber mig, bliver jeg dræbt af et elektrisk stød eller af vingen, der eksploderer, fortalte Stanley Praimnath nogle år senere.

At han også risikerede at blive knust, når højhuset ville styrte sammen om mindre end en time, var Stanley Praimnath lykkeligt uvidende om.

Fanget

Han skubbede murbrokker væk og kom frem fra skrivebordet, men kunne ikke stå oprejst, fordi loftet var styrtet sammen.

Og for at gøre tingene værre var den eneste vej ud af kontoret blokeret af flyets vinge.

Der var overhovedet ingen tegn på liv, hverken at høre eller at se.

Hjælp, hjælp, jeg er begravet. Jeg kan ikke trække vejret

Stanley Praimnath, overlevende

Stanley Praimnath græd, bad til Gud, bankede på murbrokkerne og råbte på hjælp.

Men alle andre på 81. etage var døde.

Højere oppe i skyskraberen var der til gengæld mange mennesker, der nu forsøgte at komme ned gennem trappeskakten inde midt i tårnet.

Der var langt fra toppen ned til 81. etage.

De smadrede etager, hvor flyet havde ramt, var vanskelige at passere, og netop som Stanley Praimnath forsøgte at tilkalde hjælp, stod en gruppe overlevende midt i en diskussion et stykke derfra.

Op eller ned?

En børsmægler med en lommelygte, der forsøgte at komme ned med seks af sine kolleger, havde mødt en overvægtig kvinde og en udmattet mand, som var på vej op ad trapperne nede fra 80. etage.

- Stop, stop, I kan ikke gå ned. Der er for meget røg og for mange flammer dernede, sagde kvinden.

Diskussionen var ved at udvikle sig til et skænderi, da børsmægleren hørte bankelyde.

- Hjælp, hjælp, jeg er begravet. Jeg kan ikke trække vejret. Er der nogen? Kan I hjælpe mig?

Børsmægleren hedder Brian Clark, og i stedet for at fortsætte skænderiet tog han fat i sin kollega Ron DiFrancescos ærme.

- Kom Ron, lad os få fat på den fyr, sagde Brian Clark.

Branddøren ind til 81. etage var trykket så langt væk fra muren, at de to mænd kunne klemme sig ind i det tågede, røgfyldte mørke bag den.

- Hvem der? Hvor er du? spurgte Brian Clark.

Men Stanley Praimnath kunne ikke høre de mulige redningsmænd.

Mødet

Den enorme eksplosion havde gjort ham midlertidigt døv, men til gengæld så han lyset fra lommelygten gennem et hul i væggen.

Kan du se min hånd?

Stanley Praimnath, overlevende

Han kravlede derhen, så hurtigt han kunne.

- Kan du se min hånd, råbte Stanley Praimnath, mens han vinkede ud af hullet.

Røgen i rummet var nu så tyk, at den ene af de to redningsmænd ikke kunne holde det ud mere.

Ron DiFrancesco flygtede tilbage mod trapperne uden at sige til sin kollega, om han gik op eller ned.

Desværre vidste Ron DiFrancesco ikke, at dørene op til højhusets tag var blevet låst for at øge sikkerheden efter terrorangrebet i 1993.

Så han traf en livsfarlig beslutning.

Imens kæmpede Brian Clark for at få Stanley Praimnath op over de kollapsede vægge, som spærrede ham inde.

- Spring, du er nødt til at springe, sagde Brian Clark.

Stanley Praimnath forsøgte, men fik et søm gennem hånden.

Ved næste forsøg lykkedes det Brian Clark at få fat i Stanley Praimnaths tøj og trække til.

Blodbrødre

De to mænd tumlede bagover, trillede flere meter ned og landede oven på hinanden i en utilsigtet omfavnelse.

Og så kyssede Stanley Praimnath sin redningsmand.

Et akavet øjeblik opstod, men så rakte Brian Clark hånden frem.

- Brian Clark, sagde han.

- Jeg er Stanley Praimnath, nu kan vi være brødre resten af livet, lød svaret.

Begge havde sår på håndfladerne, og så trykkede Brian Clark sin nye ven i hånden.

- Fra i dag er vi blodbrødre, sagde han.

Han ville gerne finde sin kollega Ron DiFrancesco igen, så de to skyndte sig ned ad trapperne.

De anede ikke, hvor travlt de havde.

Trappeskakten var svær at klatre igennem, fordi væggene var trykket ind, og vand fra sprinklersystemet strømmede ned over de mørke trin.

Men efter nogle få etager klarede det op.

Der løb stadig vand ned over trinene, men derudover var trappeskakten normal, og lyset var tændt.

Der var ikke et eneste menneske at se, mens de to gik nedad.

På 68. etage mødte Brian Clark en kollega, der var på vej op i tårnet for at hjælpe den gruppe, som Brian Clark oprindeligt havde fulgtes med.

Et glimt af helvede

Skænderiet på 81. etage var endt med, at gruppen søgte op mod taget, og via en walkie-talkie havde de tilkaldt kollegaen, der var evakueringshjælper, fordi der var sårede deroppe.

Vi er lige gået gennem helvede for at komme herned

Brian Clark, overlevende

Brian Clark forsøgte at tale manden på trappen fra forehavendet.

- Vi er lige gået gennem helvede for at komme herned, sagde han.

Men kollegaen insisterede og fortsatte op.

De to mænd gik den modsatte vej – etage efter etage uden at møde nogen.

Trappeskakten virkede næsten, som den plejede, og roen derinde stod i skarp kontrast til det mareridt, der udspillede sig lige uden for tårnets mure.

Et mareridt, de to mænd slet ikke kunne forestille sig.

Mand springer ud af World Trade Center, 11. september 2001
Mand springer ud af World Trade Center, 11. september 2001

Mens Brian Clark og Stanley Praimnath havde arbejdet sig ned gennem den ødelagte trappeskakt, var de nederste etager blevet evakueret.

Så turen ned foregik i ensomhed.

På 44. etage nåede de en af de lobbyer, som gik tværs gennem bygningen, og hvor man normalt kunne nyde udsigten over New York.

Men de fik ikke kigget ud, for nu mødte de igen mennesker.

En ældre sikkerhedsvagt tog fat i de to mænd og bad om hjælp til en livløs skikkelse på gulvet.

Manden på gulvet havde voldsomme skader i hovedet og på ryggen.

- Når I kan komme til en telefon, skal I få fat i en båre og en læge til denne mand, lød det fra vagten.

Atter gik det nedad.

Nedad, lige indtil Brian Clark og Stanley Praimnath besluttede sig for at tage en pause på 31. etage.

Hej skat, jeg er på 31. etage og har en god historie at fortælle

Brian Clark, overlevende

Det var cirka 40 minutter siden, at Stanley Praimnath havde set flyet i øjnene, og begge mænd ville gerne ringe hjem for at berolige deres familier.

Telefonkøen

De brød ind i et mødelokale, løftede et telefonrør hver og fik en klartone.

Brian Clarks hustru havde set flyet ramme på direkte tv og var meget bekymret.

- Hej skat, jeg er på 31. etage og har en god historie at fortælle. Jeg ville bare sige, at jeg er ok, sagde han.

Lettet og glad fortalte hun familien omkring sig, at hendes mand ville være ude af bygningen om to timer.

Ingen af dem kunne vide, at højhuset var cirka 15 minutter fra at synke i grus.

Stanley Praimnaths hustru havde også set billederne af flyet, der ramte sydtårnet.

Hun arbejdede i Brooklyn og regnede med det samme ud, at hendes mand måtte være død.

En kollega havde fulgt den sønderknuste kvinde ned til metroen, og derfor kom Stanley Praimnath kun til at tale med hendes chef.

Nu havde de to blodbrødre jo lovet sikkerhedsvagten på 44. etage at ringe efter hjælp, så mens de sad på 31. etage, havnede de i alarmcentralens telefonkø.

Efter flere minutters venten kom Brian Clark igennem og fik fortalt om den kvæstede mand, men blev så bedt om at vente på en ledig medarbejder højere oppe i systemet.

Det gentog sig tre gange.

- Nej, jeg har givet jer detaljerne. Her er de én gang til. Jeg fortæller dem én gang mere, og så lægger jeg på, sagde Brian Clark.

Og det gjorde han.

Så gik det nedad igen.

Mod udgangen

De sidste 30. etager blev forceret i et roligt tempo.

Synet gennem stueetagens vinduer var overvældende.

Hvis I vil krydse Liberty Street, må I hellere løbe, der falder ting ned ovenfra

Brandmand i World Trade Centers lobby

Det to hektar store Plaza-område mellem højhusene, som normalt summede af liv, var fuldstændigt øde.

Mændene gjorde holdt.

- Det, som sker her, er virkelig mærkeligt, sagde Brian Clark.

Efter en kort pause gik de mod udgangen, hvor brandfolk og politi var i arbejde.

Brian Clark syntes, at det hele så meget roligt og kontrolleret ud.

De kom ud til vejen ved det sydøstlige hjørne af World Trade Center og skulle lige til at gå ud, da en stemme afbrød dem.

- Halløj, vent lidt. Hvis I vil krydse Liberty Street, må I hellere løbe, der falder ting ned ovenfra, sagde en af de uniformerede mænd i døren.

- Skal jeg se op, spurgte Brian Clark.

- Nej, det ville jeg ikke gøre. Bare løb, lød svaret.

Brian Clark kunne ikke lade være med at kigge, og så løb de to mænd væk fra højhusene.

Ude

De kom ind i en restaurant, hvor ejeren gav dem et par flasker vand og en morgenmadsplatte med frisk frugt og nogle boller på en bakke.

Stanley Praimnath havde kun sin undertrøje på overkroppen, og begge var blodige og beskidte.

Denne mand reddede mit liv

Stanley Praimnath, overlevende

Med morgenmaden på en bakke og ryggen mod World Trade Center gik de to mænd hen mod det brune gotiske spir på Trinity Church, hvor de gjorde holdt.

Et par af kirkens præster stod ude på gaden og så op mod højhusene.

Og så brød Stanley Praimnath, der er meget religiøs, sammen.

- Denne mand reddede mit liv, betroede han præsterne.

Brian Clark så anderledes på det.

- Ved du hvad, Stanley? Du tror måske, at jeg reddede dit liv, men jeg tror, at du reddede mit. Du fik mig jo ud af det skænderi om at gå op eller ned. Nu er jeg her, og jeg er ikke kommet noget til. Det er på grund af din stemme i mørket, sagde Brian Clark.

Det umulige sker

Imens var Brian Clarks kollega Ron DiFrancesco stadig inde i bygningen.

De to mænd ved kirken kunne ikke vide det, men han var nået helt op til 94. etage, før tvivlen var begyndt at nage ham.

Deroppe havde han lagt sig på gulvet og overvejet sine muligheder i nogle minutter, inden han var gået i panik, var vendt om og havde taget trappen ned i stedet.

Ved du hvad? Jeg tror godt, at de bygninger kunne styrte sammen

Stanley Praimnath, overlevende

Så han gik de sidste trin ned ad trapperne, mens Stanley Praimnath tog Brian Clark med hen mod kirkens dør.

De to ville ind i kirken og bede en bøn.

Lige uden for døren tog Stanley Praimnath fat i det jerngitter, som omkransede kirkegården, mens han så op mod de rygende skyskrabere.

- Ved du hvad? Jeg tror godt, at de bygninger kunne styrte sammen, sagde han.

- Stan, du er i chok, det er umuligt, lød svaret fra Brian Clark.

- Det er bygninger af stål. Det er møbler, træværk, tapeter og den slags ting, der brænder, tilføjede han.

Sidste mand

Men ordene var endnu ikke kommet ud af munden på ham, før det tårn, de lige havde forladt, begyndte at synke i grus.

På netop det tidspunkt gik Ron DiFrancesco ud gennem centerets dør.

Lufttrykket fra den kollapsende bygning kastede ham fremad over Liberty Street, hvor han blev fundet i live noget tid efter.

Han var den sidste, der kom ud.

2606 andre mennesker døde inde i højhusene, mens 246 flypassagerer, 125 ansatte i USA's forsvarsministerium og 19 flykaprere også mistede livet den dag.

De 19 unge mænd i flyene foretog terrorangrebet i Allahs navn efter en fatwa udstedt af deres leder Osama bin Laden.

Men Stanley Praimnath fik de ikke ram på.

- Jeg får nok aldrig at vide, hvorfor nogle mennesker bad til Gud, uden at han svarede dem, mens jeg bad, og han svarede mig. Men jeg kan fortælle jer, at min Gud er levende, sagde Stanley Praimnath i 2016.

Efter terrorangrebet uddannede han sig som præst, og han er stadig venner med Brian Clark.