Udland

3000 døde i terrorangrebet, men usynlig dræber har gjort omfanget endnu værre

Næsten 3000 personer blev dræbt ved terrorangrebet i USA i 2001. Men det samlede dødstal forbundet til angrebet kan vise sig at være langt højere.

I hovedkvarteret hos brandvæsenet i New York hænger en stor mindetavle.

Den oplister navnene på de 343 brandfolk, som mistede livet ved terrorangrebet 11. september 2001.

Men hvert år på årsdagen for angrebet bliver der tilføjet nye navne til tavlen. Flere døde.

11. september dræber stadig

John Feal, fremtrædende rettighedsforkæmper

I alt 226 nye navne er det indtil videre blevet til, og alene sidste år blev yderligere 27 brandmænd føjet til tavlen i New York.

Faktisk vokser listen med døde brandmænd så meget, at brandvæsenet har måtte udvide mindetavlen for at blive ved med at have plads.

Forventningen er nemlig, at listen vil vokse yderligere.

Forklaringen skal findes tilbage i 2001 og de sammenstyrtede tvillingetårne ved World Trade Center i New York.

Røgen og støvet fra bygningerne, der spredte sig ud over byen, indeholdt adskillige skadelige giftstoffer, som siden har gjort mange newyorkere syge.

Heriblandt de 226 brandfolk, der efterfølgende er tilføjet mindetavlen over terrorangrebets ofre. De er alle døde af sygdom, som sættes i forbindelse med deres arbejde for 20 år siden.

- 11. september dræber stadig, som John Feal, der kæmper for de sygdomsramtes rettigheder, i 2018 sagde til New York Post.

Giftigt støv

Officielt blev næsten 3000 mennesker dræbt, da terrorister 11. september 2001 kaprede fire passagerfly og angreb USA.

2977 tabte menneskeliv for at være mere præcis.

Men som årene er gået, tyder stadig mere på, at antallet af ofre for historiens mest dødelige terrorangreb er langt højere.

Hvis altså man tæller de afledte dødsfald med.

I alt anslås omkring 400.000 mennesker at være blevet udsat for giftigt støv fra World Trade Center, da store dele af det sydlige Manhattan blev indhyllet i røg fra de sammenstyrtede bygninger.

Støv, der indeholdt alt fra metaller, glasfiber og asbest til PAH-stoffer og dioxiner.

FAKTA

Dioxin er et af de mest giftige stoffer, mennesket har frembragt, og det mistænkes for at virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

PAH omfatter en gruppe af tjærestoffer, hvoraf flere betragtes som meget sundhedsskadelige og kræftfremkaldende.

Asbest kan føre til lungeasbestose og er dokumenteret som årsag til flere forskellige kræftformer.

Kilde: Miljøstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse

Det blev ikke bedre af, at der i forbrændingsprocessen blev udskilt tusindvis af andre kemikalier, forklarer Johnni Hansen, seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelser har i forbindelse med katastrofen målt omkring 100 stoffer, som enten er dokumenteret eller mistænkt for at være kræftfremkaldende.

- Så det er noget skidt noget, som folk har fået i hovedet, siger Johnni Hansen.

Blandt de udsatte var især mange brand- og redningsfolk og andre såkaldte first responders, som under og i tiden efter angrebet arbejdede i området på Manhattan.

Men også titusindvis af mennesker, som på tidspunktet boede, studerede eller arbejdede i området, blev udsat for det giftige støv.

- Om 15-20 år kommer vi til at se alvorlige sundhedsproblemer her i New York. Vi har ikke en gang set toppen af isbjerget endnu. Mange flere kan være blevet udsat, end vi først troede, har lægen Raja Flores fra Mount Sinai Hospital i New York sagt til 9News.

Titusindvis af syge

I 2011 oprettede de amerikanske myndigheder World Trade Center Health Program, som registrerer og yder medicinsk hjælp til personer, som vurderes at have sundhedsproblemer forbundet til terrorangrebet i 2001.

I den seneste opgørelse fra juni i år var godt 112.000 amerikanere tilmeldt programmet, hvoraf nedenstående antal er bekræftet at være relateret til sygdom:

Som det fremgår af tabellen, er antallet af relaterede dødsfald opgjort til mellem 1500 og 3700, alt efter hvor mange gengangere der er på tværs af kategorierne.

Døde, der ikke optræder i statistikkerne eller på det officielle mindesmærke for ofrene efter terrorangrebet i 2001, men dødsfald der potentielt kan tilskrives samme begivenhed.

Over 22.000 er registreret syge med forskellige kræftformer.

Tilbage i 2011 fandt en rapport fra USA's regering ellers ingen beviser for, at støv og murbrokker fra det sammenstyrtede World Trade Center kunne føre til kræft.

Men i de efterfølgende år fra 2012 til 2014 blev en række kræftformer anerkendt som afledte konsekvenser og tilføjet i WTC-sundhedsprogrammet, og siden da er antallet af registrerede kræftpatienter i programmet steget støt.

Reelt ved vi endnu ikke ret meget med sikkerhed om sammenhængen mellem kræft og WTC-støvet, fortæller Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Koncentrationerne af giftstoffer var enorme, og der er ingen tvivl om, at det har haft betydning for manges sundhed. Men der er stadig spørgsmål om betydningen for kræftrisiko, siger han.

Øget kræftrisiko?

Mange havde måske udviklet kræft, selv hvis de ikke var blevet udsat for giftigt støv i 2001. Der er trods alt gået 20 år, og risikoen for kræft stiger med alderen.

Men flere studier har påvist, at personer, som dengang blev udsat for støvet fra de pulveriserede skyskrabere, i dag er overrepræsenteret i kræftstatistikkerne.

Et studie offentliggjort sidste år i JNCI Cancer Spectrum fandt eksempelvis, at first responders, der deltog i arbejdet i 2001, generelt havde 9 procent større risiko for at udvikle kræft end resten af den amerikanske befolkning.

For nogle kræftformer var forskellene endnu større.

Risikoen for at udvikle skjoldbruskkirtelkræft var eksempelvis mere end dobbelt så stor som for resten af befolkningen, mens risikoen for leukæmi var 41 procent større og risikoen for prostatakræft 25 procent større.

Andre undersøgelser har dog vist, at brandmænd i forvejen har øget risiko for prostatakræft, så andre faktorer kan også spille ind, påpeger Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Hvor stor betydning 11. september helt præcist havde er derfor svært at sige. Spørgsmålet er, om der er gået lang nok tid til, at vi kan se det fulde omfang. Der er 20 år måske ikke nok.

Vil huske alle ofre

Politiet i New York har i årenes løb mistet flere end 200 nuværende og tidligere betjente til sygdom relateret til terrorangrebet i 2001.

Også FBI har tidligere meldt om et stigende antal relaterede dødsfald blandt sine agenter.

Da brandvæsenet i New York sidste år føjede 27 nye navne til sin mindevæg, understregede brandkommissær Daniel A. Nigro vigtigheden af at huske både dem, der mistede livet 11. september, og dem der siden er gået bort.

- De har ultimativt måttet bukke under for sygdom, de pådrog sig, fordi de aldrig tøvede med at løbe ind i problemer for at hjælpe andre, sagde han.

Her på 20-årsdagen kan han og kollegerne igen føje nye navne til tavlen.

Vi kender endnu ikke antallet, men ifølge organisationen Uniformed Firefighters Association of New York er mindst 23 kolleger døde af relateret sygdom siden seneste 11. september.