Taliban i Afghanistan

USA støttede Facebook-general i Afghanistan – nu beskyldes han for krigsforbrydelser

Den general, som fik ansvaret for at holde Taliban ude af Kabul, bliver anklaget for at slippe kamphelikoptere løs mod kvinder og børn.

Han lignede det sidste håb for demokratiet i Afghanistan.

En idealistisk ung general på 36 år med Ray Ban-solbriller og 157.000 følgere på Facebook.

Jeg afviser, at de afghanske styrker under min kommando har påført civile tab med vilje

Sami Sadat, tidligere general for Afghanistans regeringshær

Mens Taliban erobrede by efter by, holdt han sammen med sine mænd fra Afghanistans regeringshær stand i den tidligere danske bastion i Laskar Gah i den sydlige Helmand-provins.

Da New York Times' korrespondent i Afghanistan, Carlotta Gall, beskrev ham 10. august 2021, var det med håb i stemmen.

- Der er en ung general, der er blevet meget berømt i Afghanistan. General Sami Sadat. Han er fra Afghanistans regeringshær og uddannet og trænet siden 11. september 2001. Han er chef for hovedstyrken dernede, og han er formidabel, lød det fra Charlotte Gall i New York Times' podcast The Daily.

I krig på Facebook

Sami Sadat lagde jævnligt billeder ud til sine dengang 14.000 følgere på Twitter og 4000 på Instagram, hvor han beskrev fremskridt efter fremskridt i kampen mod Taliban – både på sine egne profiler og på dem, der tilhørte hans korps.

Nogle af opslagene indeholdt billeder af bunkevis af lig, som Sami Sadat beskrev som nedkæmpede medlemmer af Taliban og terrorister fra al Qaeda – men han lagde også billeder op fra livet som soldat, når det tog sig ud fra sin mest glamourøse og næstekærlige side.

Da han talte med den britiske tv-station BBC 3. august, var den unge general optimist, og da han blev spurgt, om Taliban kunne vinde, levnede han dem ikke en chance.

- Absolut ikke. Jeg mener, at Taliban er naturstridige. Taliban er et totalitært regime, der bekæmper frihed. Ingen kan vinde mod friheden, sagde Sami Sadat.

Følelsen af forræderi

Som uddannet fra det prestigefyldte Kings College i London og med militær træning i Tyskland, Polen og USA var han en oplagt allieret for amerikanerne i Afghanistan, men trods masser af optimistiske opslag på Facebook, lykkedes det ham ikke at holde Kabul, da Taliban rykkede frem.

Da byen faldt, var han en af de privilegerede afghanere, der fik plads på et fly ud af landet, og 25. august skrev han et harmdirrende læserbrev i New York Times, hvor han beskyldte USA for forræderi.

- Vi blev forrådt af politik og præsidenter, skrev Sami Sadat og anklagede USA's præsident Joe Biden for mangel på respekt og loyalitet over for det afghanske folk.

- Det er sandt, at den afghanske hær mistede kampviljen, men det var på grund af en stigende følelse af at blive forladt af vores amerikanske partnere og den mangel på respekt og loyalitet, der blev reflekteret i hr. Bidens ord og tone i løbet af de seneste måneder, skrev han.

Efter nederlaget ændrede han sin stillingsbeskrivelse på Facebook fra general til "en simpel soldat".

Nu viser det sig imidlertid, at den veluddannede og velformulerede simple soldat muligvis stod bag ting, som aldrig blev nævnt på Facebook.

Mens Taliban trængte frem i Afghanistan i sommeren 2021, befandt den amerikanske journalist Anand Gopal sig nemlig i Helmand-provinsen, hvor han arbejdede på en historie om landets kvinder til magasinet New Yorker.

Kamphelikopterne

Og ifølge Anand Gopal står Sami Sadat bag omfattende krigsforbrydelser mod civile i Helmand-provinsen.

Han beskriver blandt andet et vidneudsagn fra en lokal bonde, Abdul Rahman, der fortæller, hvordan en kamphelikopter fra Afghanistans regeringshær angreb hans landsby, selv om der kun var civile til stede. Op mod 50 mennesker blev dræbt – heriblandt mange mindre børn.

Anand Gopal forsøgte at få historien bekræftet hos regeringsstyrkerne, og han skriver i New Yorker, at det lykkedes at få fat i en af de lokale piloter.

- Vi vidste, de var civile, men Camp Bastion gav ordrer til at dræbe dem alle, fortalte helikopterpiloten ifølge Anand Gopal.

Det tidligere britiske hovedkvarter Camp Bation, hvor mange danske soldater også har været udstationeret, var på det tidspunkt under Sami Sadats kommando.

Ifølge journalisten var helikopterpilotens kolleger i gang med et nyt angreb mod et civilt marked, mens han talte i telefon, og lokale nødhjælpsfolk fortalte ham, at regeringsstyrkerne angreb civile fra luften som hævn for, at Taliban havde fået lov til at erobre området.

- Vi gør det efter ordrer fra Sami Sadat, sagde helikopterpiloten ifølge Anand Gopal.

Beskyldninger om angreb efter angreb

Journalisten skriver, at regeringsstyrkerne overfaldt civile næsten dagligt, mens han var i Helmand-provinsen, og han forsøgte at registrere de angreb, han hørte om.

Ifølge Anand Gopal blev 12 civile dræbt, mens de samlede skrot uden for en tidligere militærbase i Sangin. 40 andre mistede livet i en lignende hændelse ved den tidligere militærbase Camp Walid, mens yderligere 20 blev dræbt ved et luftangreb på et marked i Gereshk.

Sami Sadats tidligere korps dokumenterede selv en lang række luftangreb på Twitter i løbet af sommeren 2021, men selv om regeringsstyrkerne angiver ret præcise tabstal hos fjenden, er det umuligt at se på billederne, hvem der blev ramt.

Mens han var i Helmand-provinsen talte Anand Gopal med flere førstehåndsvidner til de påståede angreb på civile.

Blandt andet fortalte en lokal gadesælger i Lashkar Gah ved navn Mohammed Wali om en mulig krigsforbrydelse.

Mohammed Wali fortalte, at hærens helikoptere havde beskudt hans hus og ramt hans datter i hovedet, så hun var død.

Mohammed Walis bror løb ud af huset og holdt pigens lig op mod helikopteren, mens han råbte:

- Vi er civile.

Ifølge Anand Gopals gengivelse af Mohammed Walis vidneudsagn åbnede helikopterne ild og dræbte broderen og hans søn, mens broderens hustru mistede et ben og en anden datter blev slået bevidstløs og lå i koma.

Efter artiklen i New Yorker har Sami Sadat afvist anklagerne på Twitter.

- Jeg afviser, at de afghanske styrker under min kommando har påført civile tab med vilje, skriver han.

Han skriver desuden, at han anser Anand Gopals research for problematisk, da de folk, han talte med, befandt sig i områder, der var kontrolleret af Taliban.