Joe Bidens popularitet styrtdykker – nu fantaserer Trump om at slå ham knockout
USA's præsident Joe Biden forsøger at vende den seneste tids dårlige meningsmålinger med nye stramme vaccineregler.
Sensommeren 2021 har været hård for USA's præsident Joe Biden.
Hans tilslutning blandt vælgerne nærmer sig nu forgængeren Donald Trumps, og han er dermed blandt de mest upopulære amerikanske præsidenter i nyere tid.
Det fremgår af det vægtede gennemsnit af amerikanske meningsmålinger, som hjemmesiden FiveThirtyEight opdaterer dagligt.
Siden midten af juli er mængden af amerikanere, der mener, at Joe Biden gør et godt stykke arbejde, faldet med syv procentpoint, og tallet er i dag nede på 44,2 procent.
Til sammenligning syntes 45,8 procent af amerikanerne, at Donald Trump gjorde et godt stykke arbejde, da det gik bedst for ham – da det gik værst, var Trump helt nede på 36,4.
Samtidig viser målingerne, at Joe Biden er mindre populær, end for eksempel Barack Obama, George W. Bush og Jimmy Carter var det på samme tidspunkt i deres præsidentperioder.
Afghanistan og corona
Meningsmålingerne siger ikke noget om, hvad der har fået tilslutningen til Biden til at falde, men siden midten af juli har to sager fyldt meget i amerikansk politik:
Den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan og kampen for at få styr på pandemien.
Samme dag som Taliban indtog Kabul, faldt tilslutningen til Joe Biden til under 50 procent.
Helikoptere sværmede over USA's ambassade i Kabul, selv om Joe Biden blot en måned tidligere havde lovet, at amerikanerne "under ingen omstændigheder kommer til at se folk blive løftet fra taget af USA's ambassade i Afghanistan."
Det var anden gang på kort tid, at Joe Biden brød den gyldne regel i politik, at man ikke må sætte et mål, man ikke kan nå.
Præsidenten havde nemlig lovet amerikanerne, at 70 procent af alle voksne ville have modtaget mindst en vaccinedosis mod covid-19 inden USA's nationaldag 4. juli.
Men da nationaldagen kom, var kun 67 procent, som havde modtaget første dosis, og siden er det blevet stadig mere vanskeligt at få den sidste del af befolkningen til at tage imod vaccinen.
Samtidig har deltavarianten gjort, at smittetallene er steget eksplosivt.
Kan udviklingen vendes?
Nu forsøger Joe Biden så at gøre noget ved det og har indført skrappe krav til vacciner hos føderalt ansatte og testkrav i alle større virksomheder.
Ifølge TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, sker det, fordi Joe Biden vurderer, at smittetal og dødsfald er nært forbundet med hans popularitet.
Hos Joe Bidens politiske modstandere i Det Republikanske Parti, lader man ikke præsidentens krise gå til spilde.
USA's tidligere præsident Donald Trump gik torsdag aften så langt som til at lufte muligheden for en nævekamp mellem de to rivaler.
Under en pressekonference forud for en boksekamp i Hollywood blev den tidligere præsident spurgt om, hvem han helst ville møde i en boksekamp.
- Hvis jeg skulle bokse mod nogen, tænker jeg, at den nemmeste kamp ville være mod Joe Biden, for jeg tror, han ville gå omkuld meget, meget hurtigt, svarede Donald Trump og tilføjede, at boksekampen nok kun ville tage få sekunder.
Hos resten af republikanerne raser politikerne nu mod Joe Bidens vaccineplan, der bliver beskyldt for at være i strid med USA's forfatning.
En enkelt overskrift hos tv-kanalen Fox News indfanger stemningen – den lyder: "Republikanere eksploderer i raseri over Bidens vaccinekrav".
Donald Trump søn, Don Jr., er med i koret, han skriver på Twitter:
- Lever vi overhovedet i et frit land længere?
Om Joe Biden får held til at vende udviklingen i meningsmålingerne med sin nye vaccineplan, har vi endnu til gode at se, men en meningsmåling fra Associated Press-NORC fra august kunne godt tyde på, at det kan lykkes.
Målingen viste, at 62 procent af amerikanerne var tilhængere af vaccinekrav for ansatte i sundhedssektoren, men 59 procent var tilhængere af vaccinekrav for skolelærere.