Taliban i Afghanistan

Taliban har erobret dansk ambassadebolig og knækker jule-cd'er og børnefilm

De ansatte i den dansk-norske ambassadebygning flygtede i hast, da Taliban erobrede Kabul. Nu har oprørsgruppen overtaget bygningen.

Da Taliban 15. august på få timer erobrede Afghanistans hovedstad, Kabul, fik mange ansatte travlt med at forlade de vestlige ambassader i byen.

Allerede dagen inden var medarbejderne i den dansk-norske ambassadebygning i bydelen Wazir Akbar Khan blevet evakueret i hast. Alle private ejendele blev efterladt på ambassaderne.

Bygningerne nåede dog kun at stå tomme et par dage, så rykkede 56 medlemmer af Taliban ind.

Knækker jule-cd og børnefilm

Forleden tog den norske avis Aftenposten tilbage til Kabul og besøgte ambassadebygningen – og dens nye beboere.

Efter lidt diskussion med vagterne fik avisens journalist og fotograf lov til at komme indenfor.

Og Taliban har tydeligvis været i gang med et grundigt oprydningsarbejde på de to ambassader. Gruppens medlemmer har fyldt store affaldssække med de ansattes ejendele, der ifølge den islamistiske oprørsgruppe er noget blasfemisk makværk.

Aftenpostens billeder viser for eksempel Taliban-medlemmer, som knækker en cd med julesange og en dvd med den norske børnefilm 'Kurt bliver grusom'.

Filmen er baseret på en bog af forfatteren Erlend Loe, som efter at have set billederne fra Kabul har skrevet på Twitter:

- Er det muligt? I så fald ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde.

- Vi skal nok rydde op

Et andet billede viser, at Taliban i et af ambassadens rum har fundet en efterladt ro-maskine, som medlemmerne virker meget begejstrede for.

Ude på gangen poserer et andet Taliban-medlem med et par ski, der er udstyret med såkaldte Kandahar-bindinger.

Avisens journalist prøver at forklare oprørsgruppens medlemmer det pudsige i, at der findes et par ski med bindinger, der hedder det samme som en af Afghanistans største byer, men det lader ikke rigtig til at synke ind.

Amir Mohammed Mohammed, som er chef for den lille fraktion af Taliban-medlemmer i bygningen, beklager rodet i ambassadørboligen:

- Vi skal nok rydde op. Dette område tilhører stadig jeres lande. I skal nok få det tilbage. Vi passer bare på det.

20 danskere er kommet ud via landjorden

Siden Taliban overtog magten i Afghanistan, har de vestlige lande haft travlt med at evakuere deres statsborgere og lokale afghanere med tilknytning til de pågældende lande.

Tirsdag oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at 20 personer fra ministeriets lister er blevet evakueret fra Afghanistan ad landvejen i de seneste dage.

De 20 personer er kommet ud af det krigshærgede land via en grænseovergang.

- 11 personer tæller tidligere tolke og tidligere lokalansatte ved ambassaden og EU samt disses familiemedlemmer. De resterende ni er fra danskerlisten, lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.

På den sidste dag i august oplyste Udenrigsministeriet, at der stadig var 88 personer med dansk tilknytning tilbage i Afghanistan.

47 af disse personer stod på den såkaldte danskerliste, hvilket betyder, at de enten har dansk statsborgerskab eller lovligt ophold i Danmark.

Med tirsdagens udmelding er der nu 38 personer tilbage på danskerlisten.

De øvrige 41 personer er afghanere, som kan være truet, fordi de har samarbejdet med de udsendte danskere i Afghanistan.