Udland

Biden indfører krav om vaccine for millioner

Blandt andet sundhedspersonale og føderalt ansatte underlægges et krav om at lade sig vaccinere.

- Tiden til at vente er ovre.

Sådan lød det torsdag nat dansk tid fra den amerikanske præsident Joe Biden på et pressemøde.

Ifølge præsidenten er alt for mange amerikanere endnu ikke vaccineret mod coronavirus.

Derfor har han underskrevet et dekret, som skal sætte skub i vaccinationsprocessen. Og for millioner af amerikanere betyder det, at et vaccinestik nu bliver et krav.

I hvert fald hvis de fortsat vil kunne gå på arbejde

- Mange af os er frustrerede over de næsten 80 millioner amerikanere, som stadig ikke er vaccinerede, sagde Biden.

Krav om vaccine for millioner

Siden maj har vacciner været tilgængelige for alle amerikanere ned til 12-årsalderen.

Men selvom 175 millioner allerede har taget imod et stik, har 80 millioner indtil videre ikke ladet sig vaccinere.

For at skubbe til de tal, præsenterede Joe Biden på pressemødet blandt andet fem tiltag:

  • Langt det meste sundhedspersonale i USA, herunder ansatte på hospitaler og i hjemmepleje, skal vaccineres. Det vil i alt dreje sig om cirka 17 millioner personer.
  • Alle føderalt ansatte i USA skal vaccineres. De samme krav vil gælde for firmaer, som er ansat til opgaver af staten.
  • Arbejdsgivere med flere end 100 ansatte skal sikre, at deres arbejdere er vaccinerede eller testes mindst én gang ugentligt.
  • Arbejdsgivere med flere end 100 ansatte skal tilbyde deres ansatte betalte fridage til at blive vaccineret og komme sig efter vaccinationen.
  • Store teatre, stadioner, biografer og lignende opfordres til at kræve bevis på vaccination eller en negativ test ved indgangen.

Flere end en million smittet den seneste uge

Ifølge Joe Biden har mange af de uvaccinerede amerikanere ventet på, at den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA gav sin endelige godkendelse til vaccinerne.

I august kom den endelige godkendelse så. Men i mellemtiden er det amerikanske smittetal skudt i vejret.

Ifølge tal fra John Hopkins University er flere end én million mennesker blevet konstateret smittet i USA den seneste uge. Samtidig har knap 10.500 mistet livet med virussen i kroppen.

Allerede i juli indførte Biden derfor regler om, at sundhedspersonale enten skal lade sig vaccinere eller teste regelmæssigt.

De samme krav gælder for firmaer, som er ansat til opgaver af staten. Og alle andre private virksomheder blev opfordret til at følge samme model.

Flere techgiganter som Google, Facebook og Netflix gjort vacciner til et krav for deres amerikanske ansatte.

Og for en måned siden indførte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon det samme krav for alle ansatte i USA’s militær.