Udland

Flere lande i Mellemamerika sætter digital valuta under lup

Honduras og Guatemala påtænker at følge nabolandet El Salvador og godkende digital valuta som betalingsmiddel.

Centralbanken i Honduras og centralbanken i Guatemala overvejer begge muligheden for at acceptere digitale valutaer som betalingsmiddel.

Det oplyser embedsfolk i de to lande onsdag.

Udmeldingerne kommer, efter at El Salvador tirsdag blev det første land i verden til at acceptere kryptovalutaen bitcoin som lovligt betalingsmiddel.

Det betyder, at borgere har ret til at bruge valutaen til at betale for varer og ydelser i landet.

Honduras og Guatemala er i øjeblikket ved at granske en række digitale valutaer. Formålet er, at de på sigt skal gøres til en del af økonomien. Det oplyser præsidenterne for de to landes centralbanker.

El Salvador oplevede for nylig enkelte problemer, da Bitcoin blev lanceret som lovligt betalingsmiddel. Det skyldtes blandt andet, at der var tekniske problemer med den digitale tegnebog, som regeringen har lanceret til at lade folk opbevare deres bitcoins i.

Befolkning imod bitcoin

Flere meningsmålinger fra El Salvador har også vist, at størstedelen af landets 6,5 millioner indbyggere er imod regeringens bitcoin-tiltag.

Det forhindrer dog ikke El Salvadors nabolande i at afsøge lignende tiltag.

- Centralbanken i Honduras har for nylig indledt et studie for at fastslå muligheden for at udføre test med dens egne digitale penge, siger præsidenten for Honduras centralbank, Wilfredo Cerrato.

Han tilføjer, at enhver godkendelse af digitale valutaer først bør diskuteres i Det Centralamerikanske Monetære Institut.

En lignende melding kommer fra vicepræsidenten i Guatemalas centralbank, Jose Alfredo Blanco.

Han siger, at banken øjner muligheden for at indføre sin egen digitale valuta kaldet iQuetzal.

- Men det kommer måske til at tage lang tid at færdiggøre de nødvendige undersøgelser, siger han.