- Jeg tilgiver aldrig, siger mor til terroroffer
Onsdag begynder retssagen for terrorangrebene i Paris i november 2015. TV 2 har mødt to af dem, der fik begivenhederne helt tæt på.
Patricia Correia byder velkommen i døren til sin lejlighed på 5. sal i Paris.
Her på kvisten i et ældre lejlighedskompleks kan hun skue ud over den pulserende franske hovedstad. Fra balkonen troner Eiffeltårnet i det fjerne. Nede på gaden hygger folk sig i septembervarmen på den lokale café.
Men i lejligheden er der stille. Her har Patricia boet alene siden fredag den 13. november 2015 – omgivet af minderne om datteren, der mistede livet den aften på spillestedet Bataclan.
Retssagen
Patricia Correia er en af dem, der siden den skæbnesvangre novemberaften har ventet på dagen i dag.
På startskuddet til den retssag, der endelig vil fælde dom over de skyldige terrorister og deres sammensvorne, der stod bag det koordinerede terrorangreb i Paris på flere barer og caféer, fodboldstadionet Stade de France og spillestedet Bataclan.
- Hun var mit eneste barn, hun var min solstråle. Det er svært at leve med. Og det er meget hårdt og smertefuldt, at hun ikke er her mere, fortæller Patricia.
Efterlyst
Fredag den 13. november 2015 var Patricia Correia på ferie i Portugal. Hendes hjemmeboende datter, Précilia på 35 år, var i Paris og havde sammen med sin kæreste fået billetter til en koncert med det amerikanske rockband, Eagles of Death Metal, på Bataclan samme aften.
Men det var Patricia på det tidspunkt lykkeligt uvidende om. Alligevel blev hun ængstelig og tændte tv'et, da hun hørte om angrebene. Kunne Précilia været taget på bar den aften, som hun så ofte gjorde i weekenden?
Efter flere forgæves opkald til datterens og svigersønnens mobiltelefoner, efterlyste en kusine hende på Facebook. Men ingen vidste, hvor hun var.
Vished
Først søndag fik Patricia endelig vished. Datteren og svigersønnen havde sammen med 88 andre uskyldige koncertgæster mistet livet i terrorangrebet på Bataclan.
De lå i et af de lighuse, der havde taget imod de i alt 130 dræbte fra angrebene.
Patricia tog sammen med sin søster afsted på en umenneskelig opgave – at skulle identificere sin afdøde datter.
- Der så jeg min datter. Bag et vindue. Med et lagen helt op til hagen. Og ja, det var hende, siger hun stille.
- Jeg frøs til is. Hun lå der i kølerummet, og jeg frøs til is. Jeg var korsfæstet. Jeg følte, at mine indvolde eksploderede. Det er det værste billede, man kan få at se. Så udefinerbart. Man bliver paf, man tænker ’det er ikke sandt’, jeg befinder mig i et mareridt, men nej, det er virkeligt.
Bataclan
Omkring 1500 gæster var samlet til den udsolgte koncert på Bataclan den fredag aften. En af dem, der kom derfra med livet i behold, er 42-årige Yann Lafolie, som TV 2 har mødt foran Bataclan, få dage før retssagen går i gang.
Fredag den 13. november 2015 så han frem til en festlig koncertaften sammen med sin kone og lillesøster. De ankom i godt humør, musikken begyndte at spille, og stemningen var god. Men en halv time inde i koncerten hørte han pludselig flere høje knald.
- Jeg drejede hovedet og så nogle personer med våben. Jeg vendte mit blik mod scenen, der var noget galt, for musikerne løb væk. Så så jeg en masse mennesker lægge sig på gulvet. Som en slags dominobrikker, siger han.
Under skyderiet faldt han selv mod gulvet på grund af presset fra den desperate menneskemængde. Her opdagede han, at søsteren var såret. Hun var ramt af skud i lysken og under brystet. På det tidspunkt troede han, at de begge skulle dø.
- Jeg lå på gulvet, da en af terroristerne nærmede sig. Jeg krummede mig helt sammen på gulvet. Jeg kiggede ned i gulvet, og så hørte jeg ikke mere.
Flugten
På et tidspunkt fik en sikkerhedsvagt åbnet nødudgangen og Yanns kone slap ud.
- Min søster sagde: "Løb, jeg har ikke flere kræfter". Men jeg sagde til hende, at det kom ikke til at ske: "Hvis vi bliver her, dør vi begge."
Yann tog til sidst søsteren i sine arme og fik kæmpet sig ud, kravlende, i pauserne mellem skudsalverne.
Søsteren kom på hospitalet i yderste livsfare. Hun overlevede, men har stadig mén på krop og sjæl.
Selv har han blandede følelser her seks år efter angrebene. Især fordi retssagen går i gang nu.
- Der er utålmodigheden omkring, hvad der vil ske. Jeg føler ængstelse, stress og lysten til, at det bliver hurtigt overstået, siger han.
Tilgivelse
I modsætning til Patricia Correia har Yann Lafolie valgt ikke at vidne i retssagen.
Hun er derimod en af de knap 1.800 overlevende og pårørende, der har anlagt civile søgsmål i forbindelse med retssagen for angrebene. Hun skal derfor vidne i løbet af processen og finder trøst i, at datterens fortælling bliver en del af den franske historieskrivning.
Det er nødvendigt for fremtidens generationer og for at mindet bevares, mener hun. Derudover har Patricia kun et ønske:
- Jeg tilgiver aldrig terroristerne. Jeg håber ikke, at de kommer ud af fængslet. Dem, der har deltaget i denne krigsgerning, bør aldrig få deres frihed igen. Aldrig nogensinde, siger Patricia.