Udland

Al-Qaeda nævnte Danmark i video, lige inden Jeppe Kofod sagde, de var væk fra Afghanistan

Terrororganisationen al-Qaeda udsendte i juli en video, hvor Danmark adresseres. Ekspert ser det dog ikke som en konkret fare nu og her.

RETTELSE: TV 2 har i denne artikel fjernet en række citater fra omtalte video, da det som udgangspunkt er imod TV 2s retningslinjer at give taletid til terrorister.

Bomben var placeret i en hvid Toyota Corolla.

I omegnen af 50 kilo sprængstof, som trykkede et dybt hul i jorden og sendte metalsplinter og betonstykker flyvende gennem luften, da den detonerede.

Syv mennesker blev dræbt af den unge pakistanske mand bag rattet.

Det var i 2008, og målet var Danmarks ambassade i Islamabad.

Her i Danmark er det nok de færreste, der husker bombeangrebet, kender årsagen til det eller har hørt selvmordsbomberens navn.

Men sådan er det ikke i terrororganisationen al-Qaeda.

15. juli 2021 gjorde terroristernes propagandaafdeling nemlig et stort nummer ud af at mindes terroraktionen, årsagen til den og fortælle verden, at de stadig er vrede på Danmark.

Det sker på en video, som TV 2 PLAYs aktualitetsprogram 'Kernen' er i besiddelse af.

På den 40 minutter lange video med titlen 'En utilgivelig forbrydelse' tordner al-Qaedas propagandaafdeling mod de lande, der efter terroristernes mening er fjender af Islam.

Vrede over Muhammedtegningerne

Afsnittet om Danmark fylder fem minutter, og det indeholder blandt andet klip med en smilende selvmordsbomber fra Islamabad fra 2008. I videoen poserer han ved en bil fyldt med sprængstoffer.

Selvmordsbomberen har fået plads i filmen for at minde al-Qaedas tilhængere om, at de stadig skal være vrede over Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

Og for at gøre det klart, at al Qaeda foragter Danmark fra allerhøjeste sted, er terrorlederen Ayman al-Zawahiri også med i filmen. Han minder i videoen sine følgere om, at angrebet på den danske ambassade i Islamabad var en hævn.

Filmen blev lagt på nettet, præcis en måned før al-Qaedas allierede i Taliban-bevægelsen indtog Afghanistans hovedstad Kabul.

Danmark i al-Qaedas sigtekorn

Dengang sagde Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at al-Qaeda ikke længere var til stede i Afghanistan.

Det viste sig at være forkert.

Jeppe Kofod har siden korrigeret sine udtalelser og sagt, at de skyldtes manglende søvn.

I et svar til Folketingets udenrigsudvalg 8. september uddybede Jeppe Kofod, at hans egentlige pointe var at fortælle danskerne, at truslen fra al Qaeda i dag er mindre end i 2001, da terroristerne angreb USA.

- Min tiltænkte pointe var at sætte spørgsmålet om al-Qaeda i Afghanistan i relief med tiden omkring 11. september 2001 og den akutte trussel, som organisationen udgjorde da mod mål i Vesten, skrev Jeppe Kofod i sit svar til udenrigsudvalget.

Men at Danmark stadig er et terrormål for al-Qaeda, efterlader videoen fra juli måned ikke ret meget tvivl om.

- Det viser virkelig, at selv her 15 år efter Muhammedtegningerne er Danmark på al-Qaedas sigtekorn, siger den danske terrorforsker Tore Hamming til TV 2.

Terrorforsker er overrasket

Tore Hamming fortæller til programmet 'Kernen' på TV 2 PLAY, at Danmarks rolle i videoen kommer bag på ham.

- Jeg blev ret overrasket over at se, hvor meget tid de bruger på Danmark, siger han.

Tore Hamming ser de fleste af al-Qaedas videoer, når terroristerne offentliggør dem på mediet Telegram, og normalt spiller Danmark kun en mindre rolle i dem.

- En gang imellem ser man, at der lige er en reference til Danmark i deres materiale, eller at der måske er et billede fra Danmark, men det, at de bruger adskillige minutter på at beskrive al-Qaedas kamp mod Danmark og terrorangrebet i Islamabad i 2008, vidner om, at de ikke har glemt os, siger han.

Al-Qaedas speaker siger det endda direkte i videoen, at muslimerne ikke bør glemme operationen mod den danske ambassade i Islamabad.

Den aktuelle terrortrussel

For at understrege budskabet bringer al-Qaeda afskedsvideoen fra den bombemand, der ifølge organisationen sprængte sig selv i luften foran den danske ambassade i 2008. Her siger han, at angrebet hverken er den første eller sidste på Danmark.

Terrororganisationens propagandafolk går endda så langt som til at bringe en animeret rekonstruktion af selvmordsangrebet.

Ifølge terrorforsker Tore Hamming betyder den nye video næppe, at der er en direkte og konkret trussel mod danskerne her og nu.

- Det betyder ikke, at de laver en operation i Danmark i morgen eller i overmorgen, men det vidner om, at den dag, de vælger at lave en operation, er Danmark et sted, som de overvejer, siger han.

Dog understreger terrorforskeren, at han ikke forudser, at bevægelsen i den nærmeste fremtid vil angribe mål i Vesten.

Al-Qaeda er styrket

Ifølge Tore Hamming er al-Qaeda i dag mange gange stærkere, end da organisationen stod bag terrorangrebene mod USA 11. september 2001.

- I 2001 var gruppen omkring 150 til 200 mennesker på globalt plan. Nu snakker vi om en gruppe, der er i adskillige lande, og som bare i Afghanistan er 400 til 600 mennesker ifølge FN. Så det er en gruppe, der er meget stærkere, end de var i 2001, geografisk meget mere udbredt og på mange måder meget mere sofistikeret, end de var dengang, siger Tore Hamming.

Han fortæller, at hans kilder i terrororganisationen er glade for USA’s tilbagetrækning og Talibans sejr.

- De folk, jeg snakker med i al-Qaeda lige nu, jubler. De ser det som en kæmpe sejr, og de støtter Taliban fuldkommen i deres islamiske emirat og har kun positive ord til over for situationen derovre.

At terrororganisationen ikke har været særlig synlig på det seneste, kan ifølge Tore Hamming netop skyldes alliancen med Taliban.

- Taliban vil bede al-Qaeda holde lav profil i Afghanistan. Jeg tror, at det er derfor, at vi ikke har set så meget fra al-Qaeda i Afghanistan, på trods af at gruppen i den grad eksisterer, siger han.

Afghanistans nye magthavere i Taliban har ifølge Tore Hamming ingen interesse i, at al-Qaeda begynder at planlægge nye terrorangreb fra Afghanistan.

- Men Taliban bestemmer bare ikke det hele, siger han.

Hvor er næste mål?

Og USA’s tilbagetrækning kan godt have gjort al-Qaeda mere modige, vurderer terrorforskeren.

- Vesten kommer ikke til at gå ind i en stor krig i Afghanistan igen, og det ved Taliban godt. Det betyder muligvis for al-Qaeda, at de kan tillade sig at være lidt frækkere, end de ellers kunne, fordi de ved, at spillerummet er lidt større, siger han.

Han tror dog, at terrorbevægelsen i den nærmeste fremtid vil fokusere på at bringe islamister til magten i forskellige lande i Mellemøsten frem for at angribe mål i Vesten.

TV 2 har ønsket at spørge udenrigsminister Jeppe Kofod, om han var informeret om videoen fra al-Qaeda, inden han fortalte, at terrororganisationen ikke længere fandtes i Afghanistan. Udenrigsministeriet henviser dog til Forsvarets Efterretningstjeneste, der sidder med trusselsvurdering mod Danmark. Samtidig afviser ministeriet over for TV 2 at kommentere på videoen.

Se hele afsnittet af 'Kernen' på TV 2 PLAY.