Coronavirus

Trods nedlukning er rekordmange smittet i australsk delstat

Med 1533 nye smittetilfælde har New South Wales sat australsk rekord for flest tilfælde på et døgn.

Den australske delstat New South Wales har trods ti ugers nedlukning registreret et rekordhøjt antal smittetilfælde på 1533 det seneste døgn.

Det oplyser delstatens øverste sundhedsmyndighed lørdag.

Det er det højeste antal nye smittetilfælde i Australien på en enkelt dag under hele pandemien, rapporter tv-stationen ABC News.

De mange nye tilfælde er konstateret i de 24 timer frem til klokken 20 fredag aften lokal tid.

Det er kun lidt mere end en uge siden, at der i delstaten for første gang blev konstateret over 1000 tilfælde i løbet af et døgn.

Delstatens sundhedsminister, Brad Hazzard, kondolerer familierne til de afdøde, men understreger samtidig, at udrulningen af vacciner er "gode nyheder".

- Indbyggerne i NWS fortsætter med at strømme til vaccinationscentrene. I går blev der i NSW givet næsten 130.000 vaccinedoser, siger han.

Totalt er der givet over 7,2 millioner stik med en vaccine mod covid-19 i delstaten, og over 36 procent af alle over 16 år er færdigvaccineret.

Internationale grænser er lukket

Det seneste døgn er yderligere fire personer døde af virussygdommen.

Siden 16. juni, da det første smittetilfælde i det nuværende udbrud blev opdaget, er det coronarelaterede antal dødsfald dermed oppe på 123.

Sydney, der med omkring fem millioner indbyggere er både delstatens og Australiens største by, har siden slutningen af juni været under nedlukning og det samme har store dele af New South Wales.

Australien, der har godt 25 millioner indbyggere, havde i lang tid stor succes med at bekæmpe smittespredning som følge af meget restriktive tiltag ved de mindste tegn på nye udbrud.

Siden marts 2020 har de internationale grænser med enkelte undtagelser for eksempel været lukket.

Men en langsom udrulning af vacciner - i forhold til sammenlignelige lande - samt spredning af den ekstra smitsomme Delta-variant har sendt en stor andel af befolkningen tilbage i nedlukning.