Udland

Oversvømmelser gjorde New York-kældre uden vinduer til dødsfælder

Toårig dreng blev et af ofrene for oversvømmelserne i New York, da hans familie blev fanget i deres billige kælderlejlighed.

En toårig dreng og hans forældre er blandt de mindst 46 mennesker, der er døde på den amerikanske østkyst efter orkanen Idas hærgen, skriver nyhedsbureauet AP.

Mindst 11 af disse ofre druknede, fordi de ikke kunne komme ud af deres kælderlejligheder i New York-bydelen Queens.

Her bor mange fattige familier, ofte illegale indvandrere, i ulovlige kælderlejligheder, ofte helt uden vinduer eller andre muligheder for at slippe ud, hvis hoveddøren bliver blokeret.

Den toårige dreng Lobsang og hans forældre var blandt disse ofre i Queens, skriver avisen New York Post.

- De blev fanget i en fælde, fortæller deres overbo, Deborah Torres, til avisen.

Hun stod selv i vand til knæene i sin lejlighed ovenpå og kan kun forestille sig, hvordan situationen så har været i kælderlejligheden nedenunder. Hun ved kun, at familien ringede til ejeren af ejendommen for at få hjælp.

- Det var umuligt at komme ud. Ejeren af vores hus sagde: "Se at komme op fra kælderen. Kom ud, kom ud".

- Et par minutter senere ringede han tilbage til dem, men da tog de ikke telefonen, fortæller Deborah Torres.

Hun formoder, at familien ikke var i stand til at åbne yderdøren i vandmasserne.

Nogle timer senere fandt dykkere den druknede familie i de oversvømmede kælderlokaler.

Mor og søn blev fanget

Andre indbyggere i Queens har lignende historier at fortælle.

En 43-årig kvinde og hendes 22-årige søn druknede i deres kælderlejlighed, netop som de var ved at gøre klar til at flygte.

- Jeg kunne se, at vandet steg, så jeg skyndte mig tilbage og sagde til dem, at de skulle passe på og se at komme ud, fortæller deres udlejer Ragendra Shivprasad til New York Post.

Men det var lige akkurat for sent.

Mens faderen og en anden søn gik op på gaden for at hente deres bil, pakkede mor og søn deres mest nødvendige ting i en taske. Og netop i det øjeblik brød vandmasserne gennem en mur i kælderen og oversvømmede lejligheden på et øjeblik.

- Da jeg nåede frem, kunne jeg se manden og den ene søn. Men hvor var moderen? Hvor var den anden søn? De var stadigvæk dernede, siger Ragendra Shivprasad.

Rekordmeget regn

Ifølge New York Times har de ulovlige kælderlejligheder i Queens længe været i myndighedernes søgelys. Det har først og fremmest været, fordi man har oplevet flere brande, der har kostet menneskeliv, fordi beboerne ikke har kunnet komme ud.

Bystyret har taget initiativ til et låneprogram, der skulle give udlejerne penge til at installere vinduer, nødudgange og røgalarmer i de tæt beboede kælderlejligheder.

Vandmasser som dem, New York og de øvrige østkyststater netop har oplevet, er en ny udfordring for de indbyggere, der bor under jorden i en ussel lejlighed uden vinduer.

Onsdag blev der målt mere regn end nogensinde før i Central Park på Manhattan, da der på en time faldt 80 millimeter nedbør, hvilket svarer til en normal måneds nedbør. Det fik National Weather Service til for første gang nogensinde at udsende en flodbølgevarsel for New York City.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har netop godkendt, at både staterne New York og New Jersey har erklæret sig i undtagelsestilstand og har stillet dem føderal bistand i udsigt.

- De seneste dage med orkanen Ida er endnu en påmindelse om, at ekstreme storme og klimakrisen er en realitet. Vi bliver nødt til at være bedre forberedt. Vi bliver nødt til at handle, siger Joe Biden.