Udland

Japans premierminister Suga træder tilbage efter et år

Premierminister Yoshihide Suga vil ikke genopstille som partileder i slutningen af september, fortæller han.

Yoshihide Suga vil træde tilbage som Japans premierminister efter kun et år på posten.

Det fortæller han fredag.

Suga genopstiller således ikke, når der er valg til partilederposten i Japans Liberale Demokratiske Parti (LDP) i slutningen af september.

For meget at tackle

Der er valg til formandsposten i LDP 29. september. Vinderen er så godt som sikret posten som premierminister også, da LDP har flertal i det japanske underhus.

Ifølge Suga selv er det for stor en mundfuld både at tackle coronapandemien og føre valgkamp til partiledervalget.

- Det ville kræve en enorm mængde energi, siger han.

Yoshihide Suga annoncerede beslutningen på et møde i partiet fredag.

- Jeg er ærligt talt overrasket, siger partisekretær Toshihiro Nikai om Sugas beslutning.

Toshihiro Nikai havde på forhånd erklæret sin støtte til Suga i kampen om formandsposten.

Tvivl om, hvem der bliver den næste

Støtten til den 72-årige premierminister er blandt befolkningen faldet til under 30 procent, imens Japan har kæmpet med sin hidtil værste bølge af coronavirus op til parlamentsvalget til oktober.

Blandt de, der stiller op til partilederposten, er tidligere udenrigsminister Fumio Kishida. Så sent som torsdag var han ude at kritisere Suga for hans håndtering af coronapandemien.

- Kishida er den foreløbige favorit til at overtage posten, men det betyder ikke, at sejren er sikret, siger professor i statskundskab ved Sophia University i Tokyo Koichi Nakano.

Han peger derudover på reformminister Taro Kono, finansminister Taro Aso og tidligere forsvarsminister Shigeru Ishiba som mulige kandidater.

Yoshihide Suga overtog formandsposten i LDP i september sidste år, da hans forgænger, Shinzo Abe, gik af som partileder og premierminister af helbredsmæssige årsager.