Taliban i Afghanistan

Taliban om ny regering: Der bliver ikke tale om demokrati

Der kommer sharia og ikke demokrati i Afghanistan, siger Taliban-talsmand. Og den nye regering vil blive udpeget af bevægelsens øverste lederskab.

Taliban er tilsyneladende tæt på at løfte sløret for, hvordan Afghanistans fremtidige regering skal se ud.

Talsmanden Ahmadullah Muttaqi skriver på sociale medier, at man er ved at forberede en ceremoni i præsidentpaladset i Kabul, hvor landets fremtidige styre vil blive afsløret.

På forhånd har der være modsatrettede meldinger fra Taliban. Officielt har de rakt ud til alle dele af det afghanske samfund:

- Alle, der bor i Afghanistan, har ret til at blive en del af den kommende regering. Medlemmerne vil blive valgt efter deres evner og professionelle kunnen, forsikrer en af Talibans topfolk, Inayatulhaq Yasini, i et interview med BBC.

Yasini, der er næstkommanderende på Talibans politiske kontor i Qatar, indrømmer dog, at afghanske kvinder næppe får nogen rolle i den nye regering.

- På topposterne, på ministerposterne, kan det godt tænkes, at der ikke er nogen kvinder. Men hvis de ikke er med i toppen, så vil de være inkluderet i regeringen på lavere positioner. De kan vende tilbage til ministerier og regeringskontorer og fortsætte deres arbejde, siger han.

Talibanledere udpeger ministre

Mens alle dele af det afghanske samfund opfordres til at bidrage til og arbejde for den nye regering, lægger Talibans topfolk ikke skjul på, hvem der skal bestemme i fremtiden.

- Den nye regerings overordnede mål vil være at fortsætte og være trofast over for det, som vi har kæmpet for. At tjene det afghanske folk og tjene Islam, sagde Taliban-lederen Anas Haqqani til tv-stationen Al Jazerra, samtidig med at det sidste amerikanske evakueringsfly var på vej væk fra Kabul Lufthavn i mandags.

Taliban har over for nyhedsbureauet Reuters skitseret, hvordan landets fremtidige regering kan komme til at se ud.

Ifølge denne skitse vil Talibans leder, Haibatullah Akhundzada, blive landets øverste leder med et regeringsråd og en præsident under sig.

Den ene af Talibans tre næstkommanderende, Abdul Ghani Baradar, er blevet nævnt som favorit til præsidentposten. Han har hidtil ledet Talibans politiske forhandlinger i Qatar med USA og den – nu væltede – afghanske regering, men vendte hurtigt tilbage til Afghanistan efter magtskiftet.

Ingen plads til demokrati

Topfolkene vil blive udpeget, ikke demokratisk valgt, understreger Taliban.

- Der bliver ikke tale om nogen form for demokratisk system, for sådan et system har ingen rødder i vores land. Vi har ikke tænkt os at diskutere, hvilket politisk system vi vil indføre i Afghanistan, for det står helt klart. Det er sharia-lovgivning og intet andet, sagde en talsmand for Taliban, Waheedullah Hashimi, til Reuters i august.

Den skitserede regeringsopbygning svarer til landets ledelse, da Taliban sidst var ved magten fra 1996 til 2001.

Men Taliban forsikrer, at man nu har tænkt sig at regere mildere, med større respekt for menneskerettigheder, minoriteter og kvinders rettigheder – og uden at hævne sig på gamle fjender.

USA og EU ser tiden an

Både i USA og i EU tager man imidlertid de forsikringer med et gran salt.

- Vi vil ikke vurdere dem på, hvad de siger, men på, hvad de gør. De har meget at bevise, når man ser på deres gamle historie. Men de har meget at vinde, hvis de kan lede Afghanistan helt anderledes, end de gjorde, sidst de var ved magten, siger den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland.

På vegne af EU siger Gunnar Wiegand, der leder Europa-Kommissionens Asien-afdeling, at EU ikke har travlt med at anerkende en ny Taliban-regering.

- Vi har brug for kontakt til Taliban, for at tale med Taliban, for at øve indflydelse på Taliban og for at bruge al den indflydelse, vi har. Men vi har ikke travlt med at anerkende det nye styre eller med at etablere officielle kontakter, siger Gunnar Wiegand til Reuters.