Tyrkiet: Vi kommer ikke til at tage imod afghanske flygtninge
Tyrkiet vil ikke tage imod flygtninge fra Afghanistan. I stedet bør man internationalt hjælpe befolkningen i landet.
Flugten fra Afghanistan fortsætter, efter Taleban har overtaget magten i landet. EU forhandler lige nu om, hvordan flygtningestrømmen skal håndteres.
EU vil lave aftaler med landene omkring Afghanistan, herunder Tyrkiet, som skal hjælpe med at modtage flygtninge. Men det kommer ikke til at ske, siger den tyrkiske ambassadør i Danmark, Ugur Kenan Ipek, til TV 2.
- Vi kommer ikke til at tage migranter eller flygtninge fra Afghanistan. Tyrkiet har taget sig af krisen i Syrien de seneste syv år, og vi har netop nu omkring 4 millioner syriske flygtninge i vores land.
Tyrkiet er det land i verden, der huser flest flygtninge, herunder blandt andet 300.000 afghanere. De bliver dog ikke anerkendt som flygtninge, og hvis det bliver opdaget, risikerer de at blive smidt ud. Ifølge ambassadøren er det dog flygtningestrømmen i 2015, der har fået den tyrkiske befolkning til at sige stop for flere flygtninge.
- Vi har brugt mange af vores ressourcer på at hjælpe dem, for det at tage sig af 4 millioner er ikke den letteste opgave.
Iran og Pakistan kan ikke tage flere
Tyrkiet er ikke det eneste land, der ikke vil tage imod flere flygtninge. Iran og Pakistan, som har mere end 2 millioner flygtninge, siger til TV 2, at de heller ikke er klar.
- Da vi indtil nu har taget imod over 3 mio. flygtninge, er der en grænse for, hvor mange flere flygtninge vi vil tage imod, siger Pakistans ambassadør i Danmark, Ahmad Farooq.
Og i et skriftligt svar til TV 2 skriver Irans ambassade, at coronasituationen i landet gør, at heller ikke de er klar til at tage flere flygtninge.
Svære forhandlinger
Ifølge TV 2’s internationale korrespondent Lotte Mejlhede, som i mange år har dækket EU, kan det blive svært for EU at overtale Tyrkiet til at tage imod afghanske flygtninge.
- For hvis ikke Tyrkiet kan købes til et samarbejde for penge, så er det svært at se, hvad EU kan tilbyde, da det ikke længere er på tale, at man arbejder imod et tyrkisk medlemskab af EU.
Indtil videre har ingen nabolande meldt sig klar til at hjælpe EU med at tage sig af den mulige flygtningestrøm. Ifølge Tyrkiets ambassadør skal løsningen da også findes et andet sted.
- Humanitær bistand er den bedste måde at hjælpe på. Det er derfor, jeg mener, vi bør koordinere vores indsats og bistå med hjælp til Afghanistan. Det kan hjælpe til stabilitet og vedvarende fred i landet, så længe vi hjælper dem til at have de normale levevilkår, som de har brug for, siger Ugur Kenan Ipek.
Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, kan op mod en halv million mennesker være på flugt fra Afghanistan, inden året er omme.