Udland

Skovbrand tvinger 22.000 til at forlade kendt turistmål i USA

En stor skovbrand nærmer sig med hastige skridt byen South Lake Tahoe i det nordøstlige Californien.

Over 22.000 mennesker er mandag blevet bedt om at forlade deres hjem i byen South Lake Tahoe i den amerikanske delstat Californien.

Det skyldes, at en kæmpe skovbrand, der har fået navnet Caldor-branden, med hastige skridt nærmer sig byen, der er et særdeles populært turistmål i USA.

Branden, der brød ud 14. august, har allerede brændt sig igennem mere end 700 kvadratkilometer land og ødelagt hundredvis af bygninger.

- Jeg er fuldstændig i vildrede

Mandag er den kommet så nær South Lake Tahoe, at den har fyldt luften i byen med kvælende røg og tvunget myndighederne til at evakuere størstedelen af byens befolkning.

- Det bankede på min dør klokken ti i går aftes, hvor jeg blev advaret om at gøre mig klar. Klokken ti i morges stod sheriffen der så for at smide os ud. Jeg er fuldstændig i vildrede, siger Corinne Kobel, der bor i byen, til avisen Sacramento Bee.

South Lake Tahoe er den største by i det populære ferieområde langs søen af samme navn, der ligger på grænsen mellem delstaterne Californien og Nevada.

Indbyggerne flygter

Byens indbyggere slutter sig nu til de titusindvis af andre amerikanere, der de seneste uger er flygtet fra flammerne. Det har mandag skabt lange køer af biler og autocampere på vejene ud af byen.

74-årige Mel Smothers er blandt de fangede i trafikken. Han har boet i South Lake Tahoe siden 1970'erne og fortæller, at det er første gang, han er blevet jaget ud af byen på grund af skovbrande.

- Det her er paradis, men Lake Tahoe har ændret sig efter de seneste brande. Det er sådan her, det kommer til at blive fremover. Vi kommer til at have de her brande hvert eneste år, siger han.

Søndag brændte Caldor-branden, der er opkaldt efter området Caldor, sig igennem det populære skisportssted Twin Bridges. Her satte myndighederne snekanonerne i gang i et desperat forsøg på at holde området fugtigt.

Bare en i rækken af brande

Branden i det nordøstlige Californien er bare en i en række af skovbrande, der i øjeblikket dræner brandvæsnets ressourcer i delstaten.

Længere nordpå har den enorme skovbrand Dixie brændt sig igennem et område på næsten 3000 kvadratkilometer, siden den brød ud for seks uger siden.

Brandene bliver næret af en historisk tørke, der har udtørret store dele af regionen og skabt perfekte brandforhold.

Ingen mennesker har endnu mistet livet i dette års skovbrande i Californien.