Udland

Nu må børn og unge i Kina kun spille online tre timer om ugen

Spilafhængigheden er et problem verden over, og derfor tager den kinesiske regering drastiske midler i brug for at mindske de unges tid på onlinespil.

Nu er det slut med at sidde bag skærmen og spille onlinespil i timevis. I hvert fald hvis du er under 18 år og bor i Kina.

Den kinesiske regering har bestemt, at børn og unge kun må spille onlinespil mellem klokken 20 og 21 fredag, lørdag, søndag og helligdage.

Det skriver Sky News.

Det er spilvirksomhedernes ansvar, at deres unge brugere kun spiller tre timer om ugen. Derudover skal de også sikre, at brugerne registrerer sig under deres rigtige identitet.

Onlinespil er "elektroniske stoffer"

Den kinesiske regerings syn på onlinespil kom frem i starten af måneden gennem den statsejede avis Economic Information Daily. En artikel i avisen advarede teenagere mod spilleafhængighed og opfordrede til, at man satte en stopper for onlinespilindustrien.

Avisen var især kritisk over for spillet 'Honor of Kings', som er blevet spillet flittigt af kinesiske studerende.

- Ingen industri, ingen sport skal udvikles på en måde, der ødelægger en generation, stod der i avisen, som sammenlignede onlinespil med "elektroniske stoffer".

Virksomheden Tencent, som har udviklet 'Honor of Kings', så et aktiefald på 10 procent, efter artiklen udkom.

Blandede følelser

TV 2s Asien-korrespondent, Christina Boutrup, fortæller, at de restriktive regler bliver modtaget med blandede følelser.

En del af unge kinesere er ikke begejstrede for regeringens nye lov, men de ved, at hvis regeringen bestemmer noget, så vil det ikke ændre sig, blot fordi de er utilfredse.

- De vil nok finde en måde at omgå restriktionerne på. De unge i Kina har før fundet ud af, at de kan spille online uden regeringens begrænsninger ved at bruge et bestemt VPN, som også kaldes en game booster, siger korrespondenten.

Ifølge Christina Boutrup har uddannelse en stor betydning for, hvorfor Kina har valgt at indføre loven.

- Bekymringen går blandt andet på, at det går ud over udover børnenes uddannelser, at de spiller for meget. Konkurrencen i Kina er benhård, og man falder hurtigt bagud, hvis man ikke gør sig umage i skolen. På den anden side er gaming jo et af de få frirum.

Asien-korrespondenten beretter, at der også er store problemer med spilafhængighed i Japan og Sydkorea. De to lande har et andet politisk system end Kina, og derfor vil det være svært for dem at indføre så restriktiv en lov som Kina.

Spilafhængighed er en sygdom

I dag betragtes spilafhængighed som et folkesundhedsproblem i flere lande, heriblandt Kina.

I 2019 blev spilafhængighed, også kaldt gaming disorder, officielt anerkendt som en psykisk lidelse, da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) besluttede sig for at optage spilafhængighed i deres diagnosemanual, som udkommer i 2022.

Blot fire dage før spilafhængighed blev betragtet som en psykisk lidelse af WHO, åbnede en klinik i Beijing, som udelukkende skal behandle dem, der lider af spilafhængighed.

Psykolog og computerspilforsker på IT-Universitetet i København Rune Kristian Lundedal Nielsen fortæller, at flere forskere ikke kan enes om, hvorvidt spilafhængighed skal betragtes som en diagnose.

Han er selv en af dem, som mener, at spilafhængighed ikke bør være en diagnose:

- En person med en alkoholafhængighed er tvunget til at drikke for at undgå abstinenser på en hel anden måde en med spilafhængighed, der ikke oplever fysiske abstinenssymptomer.

Rune Kristian Lundedal Nielsen siger, at forskere ikke kan blive enige om, hvordan spilafhængighed skal defineres og måles, og derfor er det endnu uklart, hvor stort et problem, det egentlig er.