Amerikanske dollars endte i Talibans hænder, siger rutineret diplomat
USA har brugt et enormt pengebeløb på krigen i Afghanistan. Ofte endte store summer dog i korruption, siger amerikansk diplomat.
Historien om USA's nederlag i Afghanistan er også historien om milliarder af dollars, der flød til de forkerte, gjorde korruptionen endnu værre end før og undergravede tilliden til USA. Pengene endte tilmed ofte i hænderne på Taliban.
Sådan beskriver Sarah Peck, en amerikansk diplomat med 14 års ophold i Afghanistan, USA's og NATO’s krig i landet.
Sara Peck blev sendt til Afghanistan i 2009 for netop at bekæmpe den massive korruption under præsident Hamid Karzai.
Blandt hendes opgaver var at starte en særlig antikorruptions-indsats ved den internationale militærmission ISAF’s hovedkvarter i Kabul.
Korrupt præsident
Korruptionen i landet begyndte i toppen hos Hamid Karzai, som var den første præsident efter Talibans nederlag i 2001.
Han forhindrede undersøgelse af en medarbejder, som hjalp med at sende milliarder af dollars ud af landet.
Problemerne var massive. Blandt andet måtte amerikanerne hjælpe Kabul Bank på fode, efter at banken var blevet tvunget til at give falske lån på én milliard dollars til Karzais bror Mahmoud og vicepræsident Fahim Khan. Det konstaterede Sarah Peck ifølge The Sunday Times.
- Der var chokerende meget korruption. Men der ville ikke være så meget, hvis ikke der var lige så chokerende mængder af økonomisk støtte og militære spenderbukser, som gjorde korruptionen mulig, siger hun til bladet.
- Vi hjalp med uddannelse af dommere, men de var særdeles korrupte og snuppede bare folks penge. Vi trænede politifolk, men de brugte deres tid på at afpresse bønderne. Alt, hvad vi gjorde, førte til, at korrupte afghanere berigede sig og hindrede, at noget som helst gik til almindelige borgere, tilføjer Sarah Peck.
Sjusk, svindel og misbrug
USA misbrugte 1000 milliarder dollars, som forsvandt uden resultat i Afghanistan, fastslår endnu en officiel kilde. Det er Sigar, et agentur til kontrol med landets genopbygning, skabt i 2008 af den amerikanske kongres.
I en enkelt sag om 52 milliarder dollars konstaterede Sigar, at 15,5 milliarder - eller næsten en tredjedel - forsvandt i ”sjusk, svindel og misbrug”.
I et andet eksempel forsvandt 31 procent af en bevilling på 7,8 milliarder til opbygning af infrastruktur.
Ifølge Sigar var et af de store problemer, at der kom flere penge fra USA, end landet overhovedet kunne bruge hæderligt.
USA's ambassadør Ryan Crocher sagde i 2012 til Sigar, at korruptionen var ”gennemtrængende” og var en større trussel end Taliban. En del af pengene gik tilmed videre til netop oprørerne i Taliban.
Ubrugelige transportfly skrottet
Selv i militæret forsvandt penge i rent nonsens.
Sigars rapport peger på, at forsvaret i 2008 brugte 549 millioner dollars til at forsyne Afghanistans luftvåben med ældgamle G222 transportfly, som USA ikke selv kunne finde reservedele til. I 2014 måtte flyene afhændes som skrot.
Pengene var tabt, og tilliden til USA var på bunden.
Konklusionerne støttes af en stribe velunderbyggede rapporter fra Washington Post, The New York Times og den amerikanske radiostation The World.
Formanden for Kabul Bank indtil 2010, Sherkhan Farnook, hævdes at have ejet dusinvis af ejendomme i Dubai, hedder det i bogen ”Afghanistan Papers-A secret History of the War”.
Han sagde til Washington Post, at ”det er ikke hæderligt, det jeg gør. Men det er Afghanistan”.
Krigen gik udover de civile
The Guardian rapporterer, at britiske styrker i Helmand-provinsen, hvor de gjorde tjeneste sammen med danske styrker, ødelagde lokale bønders opium markeder. Dermed skabte de fjender i den lokale befolkning, som blev drevet i hænderne på Taliban.
Mistilliden til den udenlandske styrker understreges i en ny rapport fra Amnesty International.
Amnesty citerer FN organisationen UNAMA for, at krigen er gået udover tusinder af civile. Bare i de første otte måneder i år noterer FN 2177 civile dræbte, selv om der officielt var våbenhvile mellem USA og Taliban.
Så krigstrætheden i Afghanistan er intens.