Taliban i Afghanistan

Kvindelig journalist fra opsigtsvækkende Taliban-interview er flygtet

Især for journalisterne i Afghanistan er faren stor. Derfor er flere af dem nu flygtet.

Beheshta Arghand var på alles læber, da hun tidligere på måneden skabte historie ved at lave et interview med Talibans talsmand på live tv.

Det var første gang, at et medlem fra Taliban viste sig på en live nyhedsudsendelse med en kvindelig tv-vært.

Men nu er 24-årige Beheshta Arghand - ligesom tusindvis af afghanere - flygtet.

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau CNN.

Fik hjælp af berømt aktivist

Arghand fik hjælp til at flygte af den verdenskendte aktivist Malala Yousafzai, som i 2012 blev skudt i hovedet ved et attentat af Taliban.

Den unge tv-vært havde interviewet aktivisten blot to dage efter interviewet med Talibans talsmand.

Kort tid efter tog Arghand kontakt til Yousafzai og bad om hjælp til at flygte.

Og tirsdag forlod hun så det kaosramte land med nogle familiemedlemmer, da de hoppede ombord på et evakueringsfly med retning mod Qatar.

For farligt for journalister

Beheshta Arghand fortæller, at hun besluttede sig for at forlade Afghanistan grundet farerne, som de afghanske borgere og journalister står overfor.

- Jeg har forladt landet, fordi jeg ligesom millioner af mennesker frygter Taliban, siger tv-værten.​

Dagligt kommer der nye beretninger om Talibans intimidering af afghanske nyhedsmedier, skriver CNN.

Saad Mohseni er ejer af selskabet TOLO, hvor Arghand tidligere arbejdede. Han fortæller, at tv-værtens sag er symbolsk for situationen i Afghanistan.

- Næsten alle vores velkendte reportere og journalister har forladt os. Vi har arbejdet som sindssyge for at erstatte dem med nye folk, siger Mohseni.

Et historisk interview

Beheshta Arghand har på bagkant af interviewet med Taliban-lederen fortalt, at det var svært for hende, men at hun gjorde det for alle afghanske kvinder.

- Jeg sagde til medlemmet af Taliban, at vi vil have vores rettigheder. Vi vil arbejde. Vi vil – vi må – blive i samfundet. Det er vores ret, fortalte den 24-årige vært.

Arghand håber på at vende tilbage til Afghanistan en dag. Men det vil ifølge hende kun ske, hvis Taliban holder deres løfter, og situationen forbedres, så der er sikkerhed.