Billeder viser Biden tage imod kisterne med 13 faldne soldater efter terrorangreb i Kabul
USA ønsker ikke at starte en ny krig i Afghanistan, men de vil fortsætte med at sende droneangreb til landet, siger sikkerhedsrådgiver for Joe Biden.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, rejste søndag til Dover Air Force Base i delstaten Delaware.
Her tog han imod kisterne med de 13 amerikanske soldater, der døde i et terrorangreb i Kabul torsdag.
Præsidenten lagde også selv et billede på Twitter, hvor han udtrykte sin respekt for de faldne soldater.
- De 13 tjenestemedlemmer, vi mistede, var helte, der gav det ultimative offer i tjeneste for vores største amerikanske idealer, samtidig med at de reddede andres liv, skrev han.
Samme dag var han på besøg hos det Føderale Beredskabsstyringsagenturs (FEMA) hovedkvarter i Washington i forbindelse med orkanen Ida, der ramte staten Louisiana tidligere samme dag. Her talte han også kort om de omkomne soldater.
- Vi har mødt familierne til de 13 faldne helte i Afghanistan, som mistede deres liv i tjeneste til vores land, sagde præsidenten ifølge The Guardian.
- Mens vi beder for det bedste i Louisiana, så lad os også have disse personer i vores bønner.
Far giver Biden skylden for søns død
Mens Joe Biden tog imod de faldne soldaters kister, talte Anthony Blinken, den amerikanske udenrigsminister, med nyhedsmediet NBC.
Han kondolerede over for familierne til de dræbte tropper – heriblandt faren til marinesoldaten Kareem Nikoui, der fredag gav Biden skylden for sin søns død.
- De sendte min søn derover som en papirskubber og satte Taliban til at sørge for sikkerheden. Biden vendte ham ryggen. Sådan er det, sagde Steve Nikoui til nyhedsmediet The Daily Beast.
Til NBC sagde Anthony Blinken, at han havde fuld forståelse for farens reaktion, og at han formentlig ville mene det samme, hvis det var hans barn.
- Der er ingen ord, som kan dæmpe den sorg, en forælder føler ved tabet af sit barn, sagde udenrigsministeren.
- Alt, hvad jeg kan gøre, er at tage ansvar for mine egne handlinger og gøre alt for at fortsætte med at få folk ud af Afghanistan. Det er mit ansvar.
USA vil forblive involveret i Afghanistan
Jake Sulivan, Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, understreger, at USA vil forblive involveret i Afghanistan – selv efter tidsfristen for evakueringen tirsdag 31. august.
Mens Joe Biden ”ikke ønsker at starte en ny krig i Afghanistan”, fortalte Jake Sullivan nyhedsmediet CBS, at præsidenten fortsat vil sende droneangreb til Afghanistan og hjælpe amerikanere og afghanske allierede med at forlade landet.
Organisationen Islamisk Stat har påtaget sig skylden for selvmordsbomberne, der i sidste uge dræbte de 13 amerikanske soldater og op mod 170 afghanere.
Fredag sendte USA det første droneangreb mod personerne bag terrorangrebet, og lørdag sagde Joe Biden, at angrebet, der dræbte to medlemmer af Islamisk Stat, ”ikke vil være det sidste”.