Taliban i Afghanistan

Om lidt er USA ude af Afghanistan, og så begynder den sande hellige krig

Taliban og al-Qaeda står skulder ved skulder og har overhånden i kampen mod Islamisk Stat i Afghanistan, mener dansk ekspert.

Når USA og de vestlige allierede efter planen forlader Afghanistan på tirsdag, begynder et nyt kapitel i krigen mellem de nye magthavere Taliban og terrororganisationen Islamisk Stat.

Det vurderer Jacob Kaarsbo, som er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator.

- Mit bud er, at Taliban er i stand til at overtaget kontrollen med Afghanistan og for dem føre den sande hellige krig. Det er det, kampen handler om for Taliban og Islamisk Stat, siger Jacob Kaarsbo til TV 2.

Han understreger, at det har høj prioritet for Taliban at udrydde IS i Afghanistan.

Taliban har overhånden

Jacob Kaarsbo vurderer, at Taliban og al-Qaeda står skulder ved skulder i kampen mod Islamisk Stats afdeling i Afghanistan – kaldet Islamisk Stat Khorasan (IS-K).

- Taliban har overhånden og ved, hvor de skal lede efter IS-K. Gruppen har i flere år været under pres i Afghanistan, og med Talibans magtovertagelse kommer det sidste pres på dem. Det er også i det lys, at vi skal se Islamisk Stats nærmest desperate angreb forleden.

Islamisk Stat Khorasan, som stod bag terrorangrebet i Kabuls lufthavn torsdag, er en velkendt gren af Islamisk Stat - blandt andet fordi de tidligere har halshugget Taliban-krigere, fortæller ph.d. og forsker i jihadisme og terrorisme, Tore Hamming, til TV 2.

- Siden 2015 har det nok været den mest prominente IS-gruppe uden for Syrien og Irak. De har tidligere vist, at de er en rigtig farlig gruppe med mange soldater under fanerne,

En kæp i hjulet på Taliban

Islamisk Stat Khorasan opstod omkring 2014 i kølvandet på Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien.

Gruppen er udtalt modstander af Taliban-bevægelsen, der ifølge IS-K er alt for moderat i fortolkningen af islam. Det skriver Sky News.

Islamisk Stat Khorasans mål er at stikke en kæp i hjulet på Taliban og al-Qaedas komplette magtovertagelse i Afghanistan.

- For første gang i mange år er der fremgang for al-Qaeda og tilbagegang for IS, og de frygter derfor at blive fuldstændig isoleret af Taliban, siger Jacob Kaarsbo til TV 2.

IS-K er kendt for at udføre selvmordsaktioner med bomber placeret i enten køretøjer eller personer iført selvmordsvest.

Kendt for dødelige angreb

Gruppen har taget ansvaret for nogle af de mest dødelige terrorangreb i Afghanistan.

Sidste år i maj angreb IS-K-medlemmer en fødeafdeling på Dasht-e-Barchi-hospitalet i Kabul, hvor 24 civile blev dræbt – heriblandt nybagte mødre og deres babyer.

Ifølge Sky News ledes Islamisk Stat Khorasan af den militante ekstremist Shahab al-Muhajir. Tidligere ledere er enten taget til fange eller dræbt af amerikanske styrker i Afghanistan.