Udland

Ubemandet skib skal sejle mellem norske byer

Et udviklingssamarbejde mellem flere danske transportvirksomheder giver håb for, at intelligente fragtskibe snart vil findes i de danske farvande.

Den teknologiske udvikling har åbnet døre for transportindustrien. Også i Norge, hvor nordmændene kan se frem til et noget anderledes fragtskib.

Det norske virksomhed Yara International har lavet et såkaldt autonomt nulemissionsfragtskib. Det er miljøvenligt og skal sejle helt uden besætningsmedlemmer.

Ifølge virksomheden er det det første af sin slags i verden, skriver CNN.

Fokus på miljøvenlighed

Fragtskibet, som har fået navnet Yara Birkeland, blev første gang præsenteret i 2017. Nu forventes det at sætte sejl i slutningen af året, hvor det skal sejle mellem havnebyerne Herøya og Brevik.

Yara Birkelands sejlads og rute vil blive overvåget af tre datastyringscentre.

Det intelligente fragtskib er designet til at reducere udledning af carbondioxid og nitrogenoxider, som bidrager til luftforurening.

Ifølge en undersøgelse fra International Maritime Organization (IMO) er transportindustrien ansvarlig for 2,5 procent af udledte drivhusgasser på verdensplan.

Der er ulemper, siger professor

Rudy Negenborn, professor i maritim og transportteknologi ved Delft University of Technology i Holland, fortæller CNN, at der er udfordringer ved at have autonome fragtskibe i farvandene.

For det første kan fragtskibene have svært ved at navigere i trafikerede vandområder, hvor der er andre intelligente fragtskibe til stede.

- På et tidspunkt bliver disse skibe nødt til at interagere med hinanden, så de kan udveksle oplysninger og lave stier, der ikke er problematiske, siger Negenborn til CNN.

Derudover mener professoren, at hvis intelligente skibe skal sejle uden besætningsmedlemmer ombord, vil de have brug for indbyggede selvdiagnosticerende systemer med evnen til at opdage og løse problemer eller tilkalde menneskelig bistand.

Der kan opstå juridiske problemer, hvis de intelligente fragtskibe skal sejle mellem lande, fortæller Negenborn:

- Yara Birkeland opererer langs den norske kyst, men hvis det sejlede længere, kan det støde på andre territoriale regioner med måske andre regler, der skal overholdes.

Intelligente fragtskibe er i Danmarks fremtid

Hos Danske Rederier er begejstringen stor for det miljøvenlige aspekt ved det norske fragtskib. Men fragtskibe helt uden søfolk ombord ligger ikke i kortene herhjemme, lyder det.

- Man arbejder med forskellige grader af autonomi i Danmark, men det her med et helt ubemandet handelsskib er ikke noget, vi ser lige foreløbig, siger Maria Skipper Schwenn, som er direktør for Sikkerhed, Miljø og Maritim forskning hos Danske Rederier.

Transportvirksomheder i Danmark er begyndt at udvikle fremtidens fragtskibe.

I 2019 slog flere danske transportvirksomheder sig sammen i et udviklingssamarbejde kaldt ShippingLab. Ligesom Yara International arbejder de på at udvikle autonome og miljøvenlige fragtskibe.

Disse skibe skal være førerløse, men ikke ubemandede.

Ifølge virksomhedsforsikringsselskabet Allianz Global Corporate and Specialty er menneskelige fejl skyld i 75 procent til 96 procent af maritime ulykker.