Taliban i Afghanistan

Joe Biden lover hævn efter angreb i Kabul: I kommer til at betale

USA’s præsident, Joe Biden, understreger, at man ikke vil tilgive og glemme angrebet ved lufthavnen i Kabul, hvor amerikanske soldater mistede livet.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, vil gå hårdt efter folkene bag torsdagens to selvmordsbomber ved lufthavnen i Kabul.

På et pressemøde torsdag aften sagde han direkte til bagmændene:

- Til dem, der udførte angrebet, og til dem, der vil såre USA. Vi vil ikke tilgive, og vi vil ikke glemme. Vi vil jage jer og få jer til at betale.

Islamisk Stat i Afghanistan, også kendt som Islamisk Stat Khorasan (IS-K), har taget ansvaret for angrebet, der ifølge flere internationale medier har kostet over 100 personer livet. Heriblandt 13 amerikanske soldater og 90 civile afghanere.

Det er det største tab for det amerikanske militær i et årti ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Biden forklarede, at USA vil "svare med styrke".

- Jeg har beordret mine militære ledere til at lave operationelle planer for at ramme IS-K. Vi vil svare igen med styrke og præcision, når vi finder, at tiden er inde, på det sted, vi vælger, sagde han.

Pres på Biden

Bidens ord ringer genklang fra 11. september 2001, hvor daværende præsident George W. Bush også lovede at "jage og straffe de ansvarlige" for angrebene mod World Trade Center.

Og den hårde retorik skal ses i lyset af, at meldingen om de dræbte amerikanske soldater øger presset på præsident Biden. Det vurderer TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

- Man vil ikke acceptere, at Biden har bragt landet og landets soldater i denne situation uden at have en nødplan og uden at have viljen til at svare igen militært, siger Jesper Steinmetz.

Svært at lave angreb

Men selvom Joe Biden lover et hårdt modsvar, er det nemmere sagt end gjort, forklarer TV 2s journalist Nagieb Khaja, der befinder sig i Afghanistan.

Islamisk Stat i Afghanistan har været bekriget af Taliban og eksisterer derfor ikke på overfladen. Det er mest af alt en undergrundsbevægelse, som fungerer ved enkelte terrorceller.

Kun i nogle få og små landsbyer i det østlige Afghanistan menes Islamisk Stat at have styringen.

- Det bliver rigtig svært for Biden at angribe dem, for du kan ikke bare angribe dem med luftangreb eller sætte specialtropper ind. I bedste fald kan du finde ud af, hvor deres leder er og lave et droneangreb, siger Nagieb Khaja.

Missionen fortsætter

Trods angrebet på lufthavnen vil USA fortsætte evakueringerne fra Kabul. Det fastslog Joe Biden på pressemødet.

Biden har sat en tidsfrist til 31. august for at få afsluttet evakueringen.

- Vi vil ikke lade os afskrække af terrorister. Vi vil ikke lade dem stoppe vores mission. Vi vil fortsætte evakueringerne af sårbare mennesker, sagde Biden.

Den øverstkommanderende i USA's militær, Kenneth ’Frank’ McKenzie, fortalte på et tidligere pressemøde, at der fortsat er 1000 amerikanske statsborgere i Afghanistan.

Samtidig er der fortsat afghanere i landet, som er særligt i fare, fordi de har arbejdet for USA eller andre af de lande, som har haft soldater udstationeret i Afghanistan.

Kritik af tilbagetrækning

USA har som andre vestlige lande, der har haft militær tilstedeværelse i Afghanistan, haft vanskeligheder med at få alle sine statsborgere i landet bragt i sikkerhed.

Og det har udløst kritik af Biden i USA. Især fra republikanske medlemmer af Kongressen.

I et tweet torsdag skriver mindretalslederen for republikanerne i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy:

- Forfærdeligt. Vores fjender har udnyttet Bidens kaotiske tilbagetrækning.