Taliban i Afghanistan

Amerikansk militær forbereder sig på flere angreb ved lufthavnen i Kabul

Både civile afghanere og amerikanske soldater er omkommet ved to eksplosioner i Kabul. USA’s militær forventer, at der kan komme flere angreb.

Det amerikanske militær er klar til at forsvare sig mod yderligere angreb ved lufthavnen i Kabul, efter to selvmordsbomber torsdag eksploderede på stedet og dræbte mindst 60 civile og 12 amerikanske soldater.

Vi vil være forberedte og klar til at forsvare os

Kenneth F. McKenzie, øverstkommanderende i USA's militær

Det fortæller øverstkommanderende i USA's militær, general Kenneth F. McKenzie, på et pressemøde torsdag aften.

- Typisk er der et mønster med flere angreb, siger han.

- Lige nu er vores fokus fremadrettet at sikre, at der ikke sker endnu et angreb af denne kaliber.

Ifølge BBC er yderligere 140 mennesker såret.

"Ekstremt aktive trusler"

Generalen uddyber på pressemødet, at der på nuværende tidspunkt er ”ekstremt aktive trusler” mod flyvepladsen.

- Vi vil være forberedte og klar til at forsvare os mod det, siger McKenzie.

Han oplyser yderligere, at militær og myndigheder aktivt leder efter de ansvarlige for angrebet.

- Vi arbejder meget hårdt på at fastlægge, hvem der er associeret med dette kujonagtige angreb, og vi er forberedte på at handle over for dem, lyder det.

McKenzie vurderer samtidig, at også truslen i forhold til bilbomber er høj i Kabul lige nu.

Islamisk Stat har torsdag taget skylden for selvmordsangrebene, skriver nyhedsbureauet Reuters og BBC, der begge henviser til IS' nyhedsbureau.

På pressemødet beskrev McKenzie, at selvmordsangrebene blev fulgt op af bevæbnede personer fra Islamisk Stat, der skød mod afghanske civile og militært personale.

Evakuering fortsætter

Det amerikanske militær kommer til at fortsætte evakuering i Kabul, selv om truslen om flere angreb hænger over lufthavnen. Der er fortsat 1000 amerikanske statsborgere i Afghanistan, oplyser McKenzie, og i alt 5000 mennesker er i lufthavnen og venter på evakuering.

- Vi vil koordinere for at sikre, at det er sikkert for amerikanere at komme ud til lufthavnen. Hvis ikke, vil vi prøve at finde andre måde at få dem ud til lufthavnen. Vi vil fortsætte med at få dem ud indtil udgangen af måneden, lyder det.

USA har tidligere lavet en aftale med Taliban, der går på, at amerikanske styrker skal trække sig ud af landet senest 31. august.