Taliban i Afghanistan

Taliban lover nye tider, men mere og mere tyder på noget helt andet

Den islamistiske bevægelse har forsikret verden om, at man vil respektere kvinders rettigheder, men meget tyder nu på, at virkeligheden er en anden.

Mens tusindvis af mennesker i disse dage evakueres ud af Afghanistan, holder de tilbageblivende afghanere vejret.

For selvom Taliban siden magtovertagelsen har kørt en charmeoffensiv og lovet nye tider med respekt for især kvinders rettigheder, tegner der sig efterhånden et andet og mere dystert billede.

Senest oplyste FN tirsdag på et pressemøde, at organisationen har modtaget pålidelige rapporter om blandt andet begrænsning af kvinders rettigheder og henrettelser uden rettergang.

- Vi har modtaget troværdige rapporter om alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret og af menneskerettighederne i mange områder, der er under Talibans kontrol, sagde FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet.

- Disse inkluderer summariske henrettelser af civile og kamptropper i de afghanske sikkerhedsstyrker, begrænsninger af kvinders rettigheder - herunder deres bevægelsesfrihed – samt pigers ret til at gå i skole.

Nye tider

Da Taliban regerede i Afghanistan fra 1996 til 2001, levede landets kvinder under strenge regler. Det var blandt andet forbudt for kvinder at gå alene på gaden, vise sig offentligt uden burka og uddanne sig.

Men på et pressemøde tirsdag i sidste uge forsikrede Talibans talspersoner verden om, at kvinder under det nye styre vil få lov at gå i skole og uddanne sig, men tilføjede, at det bliver "inden for rammerne af islamisk lov".

- Jeg forsikrer jer, at vi ikke vil tillade nogen at gøre noget mod jer. I er sikre, lød det fra oprørsgruppen.

Talibans talspersoner understregede desuden, at kvinder skal være en aktiv del af samfundet.

Men en lang række vidneudsagn fortæller en anden historie.

Har ikke styr på fodsoldaterne

TV 2s journalist Nagieb Khaja besøgte fredag den nordlige provinshovedstad Mazar-i-Sharif, hvor man har været underlagt Talibans kontrol i godt en uge.

Her mødte han den øverst ansvarlige for kvindernes fredagsbøn, som var blevet nægtet at afholde den sædvanlige fredagsbøn af en Taliban-vagt.

- Men hans overordnede sagde, han skulle lade hende gøre det. At han ikke skulle forhindre hende i det, og det er jo positivt. Men det er samtidig et rigtig godt eksempel på, hvordan ledelsen ikke har styr på deres fodsoldater, fortæller Nagieb Khaja.

Ifølge Nagieb Khaja er der interne stridigheder i Taliban. Nogle fraktioner ønsker et Afghanistan, hvor kvinders rettigheder er stort set ikke-eksisterende, mens andre ønsker en mere tidssvarende udgave af 1990'ernes Taliban.

"Jeg skal være iklædt burka"

Talibans løfter til afghanske kvinder klinger især hult, hvis man lytter til udmeldinger fra nogle af de provinser, hvor Taliban igennem længere tid har haft kontrollen.

I Takhar-provinsen fik de afghanske kvinder hurtigt at mærke, at magten var skiftet. Det fortæller den 29-årige afghanske jordemoder Nooria Haya til BBC:

- Der er en masse restriktioner nu. Når jeg går udenfor, skal jeg være iklædt burka, sådan som Taliban beordrer det, og jeg skal have følgeskab af en mand.

BBC’s korrespondent Yalda Hakim kan berette om, at kvinder bliver afvist, når de møder op til undervisning på universiteter eller på arbejde i storbyen Herat. Her har Taliban også lukket flere skoler.

Desuden kan CNN fortælle om kvinder i Kunduz-provinsen, som har fået tæsk for at bevæge sig rundt uden en mandlig ledsager.

Kvinder er væk fra gadebilledet

Også i hovedstaden Kabul mærker kvinderne den nye virkelighed. Her er burkasalget steget markant, viser reportager på CNN.

TV 2s korrespondent Simi Jan, som har opholdt sig i Kabul siden magtovertagelsen sidste søndag, fortæller, at kvinderne stort set er forsvundet fra gadebilledet.

- Væk er de kvinder, man så på gaden, der gik rundt i jeans, stramme toppe og et lille tørklæde, der dækkede håret mere symbolsk. Det er slut. Det er fortid. Nu skal man som kvinde gå tildækket.

Flere butikker og skønhedssaloner har fået overmalet deres facader, som hidtil har været prydet af kvinder.

Tror ikke på Taliban

Selvom Taliban nu lover, at de er imod kvindeundertrykkelse, er mange afghanske kvinder skeptiske. En af dem er Hosna Jalil, som tidligere har været minister i Afghanistan.

- De kommer med beroligende meddelelser om, at kvinder vil få fundamentale rettigheder, men deres reelle handlinger viser noget andet. Så kvinderne er bange for at blive spærret inde i deres huse, som det skete under Taliban-regimet før 2001, siger hun til nyhedsbureauet AP.

Ifølge Tahmina Salik, som er selvstændig konsulent og rådgiver om kvinderettigheder, frygter afghanerne at miste alt det, de har opnået i de 20 år Taliban har været væk fra magten.

- Især kvinderne, som har fået uddannelser, arbejde, frihed, og som har levet helt almindelige liv med at gå på café og snakke. De frygter nu, at det hele bliver taget fra dem, siger hun til TV 2.