Taliban i Afghanistan

Sidste danske evakueringsfly har forladt Kabul

Der er knap en uge til den aftalte deadline for evakuering ud af Afghanistan.

Det sidste danske Hercules-fly med evakuerede fra Afghanistan har forladt lufthavnen i Kabul.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) til TV 2.

Ombord på flyet var cirka 90 evakuerede og derudover de sidste danske soldater og diplomater i Afghanistan.

Dermed er en ti dage lang dansk indsats med at evakuere fra Kabul afsluttet.

- Forsvaret er kommet med en klar indstilling, og den er, at det ikke længere er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at flyve ind og ud af Kabul, siger Trine Bramsen

110 evakueret

Ifølge ministeren har alle på de danske lister over de seneste dage fået tilbud om evakuering og besked på at møde op i lufthavnen.

Hun ved ikke, hvor mange der ikke nåede med ud.

Imens håber titusindvis af afghanere fortsat at komme ud af landet fra lufthavnen i Kabul. Den aftalte deadline er 31. august, hvor alle USA's soldater og deres materiel skal være ude af Afghanistan efter 20 års tilstedeværelse i landet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke kan blive evakueret flere personer

Rasmus Tantholdt, korrespondent for TV 2

Tidligere onsdag blev cirka 110 personer evakueret med danske Hercules-fly fra lufthavnen i Kabul til Islamad. Dermed har Danmark over de seneste ti dage fløjet over 1000 personer ud af den afghanske hovedstad.

Det er lokalansatte ved den danske ambassade i Kabul og deres familier, tidligere tolke, der har samarbejdet med danske soldater, danske statsborgere og evakuerede fra allierede lande. Men nu henter de to danske Hercules-fly ikke flere borgere ud af Kabul.

- Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke kan blive evakueret flere personer, som har tilknytning til Danmark. Men det vil så ske med nogle af de europæiske partnere eller måske amerikanske militærfly, siger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, der befinder sig i Islamabad.

Ingen garanti

Tirsdag oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at 60 personer på Udenrigsministeriets danskerliste stadig befandt sig i Afghanistan. Det er en liste over danske statsborgere eller personer med lovligt ophold i Danmark

Hverken udenrigsministeren eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) kunne på det tidspunkt garantere, at alle ville komme med ud.

- Selvom der er en frist, er der kun få "løft" tilbage for at få folk ud af Kabul, sagde Trine Bramsen ved et pressemøde.