Udland

Pfizer opnår fuld godkendelse i USA: - Det er øjeblikket, du har ventet på

Korrespondent tror ikke, at godkendelse vil gøre den store forskel hos vaccineskeptiske amerikanere. Men det vil tvang fra deres arbejdspladser.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) gav mandag sin fulde godkendelse til coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Vaccinen har haft en nødgodkendelse i landet siden 11. december sidste år, hvor den blev introduceret som den første coronavaccine i USA.

Men nu er den fuldt godkendt til personer fra 16 år og opefter, mens den fortsat er nødgodkendt til børn i alderen 12-15 år. Det fremgår af en pressemeddelelse fra FDA.

FDA’s fungerende direktør, Janet Woodcock, kalder godkendelsen for en ”milepæl” i kampen mod pandemien, fordi amerikanerne nu kan være fuldstændig sikre på, at vaccinen ”opfylder de høje standarder for sikkerhed, effektivitet og produktionskvalitet, som FDA kræver fra et godkendt produkt”.

Hun understreger samtidig, at vaccinen allerede opfyldte "FDA’s strenge videnskabelige standarder for nødgodkendelse”.

Men hun håber, at den fulde godkendelse vil indgyde tillid til vaccinen hos endnu flere amerikanere. Det samme gør den amerikanske præsident, Joe Biden.

- Lad mig sige det højt og tydeligt: Hvis du er en af de millioner af amerikanere, der sagde, at de ikke ville have et stik, før det var fuldt godkendt af FDA, det er nu sket. Det er øjeblikket, du har ventet på, sagde han mandag på et pressemøde.

Tilslutning halter

USA kunne som et af de første lande i verden begynde at vaccinere sin befolkning takket være nødgodkendelsen af Pfizer/BioNTech-vaccinen. Siden fulgte nødgodkendelser af vacciner fra Moderna og Johnson & Johnson. Myndighederne er stadig i gang med at gennemgå Modernas ansøgning om fuld godkendelse, skriver New York Times.

Hidtil har 60,7 procent af befolkningen fået mindst en dosis coronavaccine, men efter en god start på vaccinationsprogrammet er tilslutningen begyndt at halte efter.

Det er for tidligt at sige, om den fulde godkendelse af Pfizer/BioNTech-vaccinen vil ændre på det. Men en undersøgelse fra Kaiser Family Foundation viste, at næsten en tredjedel af de ikkevaccinerede ville være mere tilbøjelige til at lade sig vaccinere, hvis en nødgodkendelse blev opgraderet til en fuld godkendelse.

Det er meget ideologisk betinget, når nogle nægter at lade sig vaccinere

Jesper Steinmetz, korrespondent, USA

TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, har da også mødt amerikanere, som ikke ville vaccineres, fordi de ikke har stolet på vaccinen, før den var fuldt godkendt.

Men han tror alligevel ikke på, at den fulde godkendelse kommer til at gøre den store forskel.

- Det er meget ideologisk betinget, når nogle nægter at lade sig vaccinere. Det hænger meget sammen med, at de ikke ønsker, at andre skal pådutte dem en beslutning. Den ønsker de selv at træffe, siger Jesper Steinmetz.

Flere institutioner bruger tvang

Der er dog en anden metode, der kan vise sig mere effektiv for at få flere vaccineret, og det er tvang.

- Det, der virkelig kommer til at batte noget, er, at stadig flere firmaer, stadig flere offentlige arbejdspladser, herunder det amerikanske forsvarsministerium, nu direkte kræver af deres ansatte, at de bliver vaccineret, siger Jesper Steinmetz.

- Det kan godt være, at der er nogle, der synes, at det er helt urimeligt. Men de er til syvende og sidst afhængige af at få deres løn for at kunne brødføde deres familier. Så de bukker nok under for det krav.

Private og offentlige institutioner kan i forvejen kræve af ansatte, at de er vaccineret mod coronavirus. Det har blandt andre giganter som Google, Facebook og Netflix allerede praktiseret.

Men den fulde godkendelse af Pfizer/BioNTech-vaccinen kan få flere institutioner til at tage samme skridt. Det gjorde det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, eksempelvis mandag.

Biden opfordrer til tvang

Joe Bidens regering har også krævet af sine ansatte, at de skal vaccineres eller testes regelmæssigt for coronavirus.

Mandag opfordrede præsidenten også virksomhedsledere og ledere i det offentlige til at kræve, at deres ansatte bliver vaccineret.

- Gør, hvad jeg gjorde for en måned siden. Forlang, at dine ansatte bliver vaccineret eller møder strenge betingelser, sagde Joe Biden.

I alt er 170,8 millioner amerikanere færdigvaccineret. Det er 51,5 procent af befolkningen.

I Europa har vaccinen fra Pfizer/BioNTech fået en betinget markedsføringstilladelse af EU efter indstilling fra Den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA).

Det fik den 21. december sidste år, og den betingede markedsføringstilladelse gives for et år. Når myndighederne har fået den aftalte dokumentation, kan den betingede tilladelse ændres til en egentlig markedsføringstilladelse.

De første dosis med Pfizer/BioNTech-vaccinen blev givet i Danmark 27. december.