Taliban besværliggør med vilje evakueringer som led i et spil, siger professor
Der er ingen garanti for, at alle, der har brug for hjælp, når at komme ud af Afghanistan i tide, lyder det fra den danske regering.
Hele ugen har evakueringer ud af den afghanske hovedstad, Kabul, stået på.
I lange køer har tusindvis af afghanere og udenlandske statsborgere ventet i dagevis på at få adgang til lufthavnen, mens Taliban har affyret varselsskud og uddelt piskeslag.
Og der er måske en grund til, at den islamistiske bevægelse i øjeblikket gør det svært for folk at komme gennem køen og ud af landet. Faktisk kan der være tale om en helt bevidst strategi, mener professor.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, professor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, kan Taliban være i færd med at samle sammen til at forhandle.
- Det kan være et forsøg på at lægge pres på Vesten og sige, at "hvis I vil have jeres borgere, vil vi have noget til gengæld", siger han til Ritzau.
Det kan for eksempel være penge, det drejer sig om, forklarer professoren. Eller også handler det om at få Vesten til at komme med nogle indrømmelser af en eller anden art:
- Det er et forhandlingsspil, hvor man prøver at presse hinanden uden at gøre brug af militær magt. Taliban synes naturligvis også, det er noget værd, at de har en klemme på Vesten, og de måske kan presse nogle indrømmelser ud, siger han.
En anden forklaring på de langsommelige evakueringer kan også være, at Taliban internt er uenige om, hvorvidt folk skal lukkes ud af landet eller ej, mener Peter Viggo Jakobsen.
Og der er også noget, som tyder på, at der er interne stridigheder i bevægelsen, der blandt andet er uenige om, hvordan fremtiden skal se ud for piger og kvinder i et Taliban-kontrolleret Afghanistan.
Folk bliver mast ihjel
Spørger man TV 2s korrespondent i Kabul, Simi Jan, er situationen i landet heller ikke på nogen måde blevet bedre i løbet af ugen.
Snarere tværtimod.
- Det er rigtig, rigtig slemt. I går så jeg ligene af to personer, der er blevet mast ihjel, og der er familier, der bliver splittet ad, siger hun.
Simi Jan fortæller, at de mange rejsende hverken har adgang til toiletfaciliteter eller mad og drikke i den afghanske hede.
- Og så er det også en ydmygende rejse for mange af de her mennesker, fordi de bare bliver reduceret til et nummer i køen.
Den eneste kontrol er Taliban selv, som forsøger at sikre orden i kaosset - med deres helt egne hårde metoder, fortæller Simi Jan.
- De står og skubber folk, de slår folk, og de pisker folk. Desuden affyrer de skud hele tiden, både om natten og om dagen.
Ifølge NATO har mindst 20 personer mistet livet i og omkring lufthavnsområdet i Kabul i løbet af seneste syv dage, siden Taliban overtog magten.
Forsvaret vil fortsætte i Kabul
Danmark har nu evakueret omkring 500 personer samlet fra Afghanistan, mens der på nuværende tidspunkt fortsat er omkring 80 mennesker tilbage på den såkaldte danskerliste.
Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til TV 2 søndag.
Desuden er der stadig tidligere lokalansatte eller tolke, der melder sig hos Udenrigsministeriet i disse dage, hvor det fortsat er muligt at henvende sig under den såkaldte tolkeaftale.
Hverken udenrigsministeren eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil garantere, at alle, der ønsker hjælp ud af Afghanistan, vil blive evakueret af den danske stat, inden det er for sent.
- Der er ingen, der kan garantere noget i den her meget vanskelige situation, siger forsvarsministeren til TV 2.
Hun oplyser, at Forsvaret vil fortsætte med at flyve mellem Kabul og Pakistans hovedstad, Islamabad, ligesom Danmark vil assistere allierede med at evakuere borgere ud af Afghanistan lidt endnu.