Taliban i Afghanistan

Taliban holder parade med erobrede amerikanske våben

Den afghanske regeringshær har fået kolossale mængder våben fra USA. Nu er hæren gået i opløsning, og Taliban har fået fjendens våben.

Taliban har offentliggjort fotos fra en ”Uafhængighedsdags Parade”, der torsdag blev afholdt i byen Qalat, der ligger mellem Kabul og Kandahar.

Ved paraden fremviste hvidklædte Taliban-krigere nogle af de mange våben, der nu er kommet i Talibans hænder. Det er våben, som USA har doneret til den afghanske hær, men som den afghanske regeringshær efterlod, da den gik i opløsning og opgav at gøre modstand mod de fremrykkende Taliban-styrker.

Paraden puster til den bekymring, de mange efterladte våben har skabt i USA.

Hvor mange amerikanske våben der nu er i Talibans besiddelse, er uklart. Nogle er for længst udtjente og kasserede. De afghanske regeringssoldater har givetvis taget nogle af de brugbare våben med sig, mens de måske har skjult eller ødelagt andre.

Men den amerikanske regering er ikke i tvivl om, at betydelige mængder af våben og militært udstyr nu er under Talibans kontrol.

Kampfly efterladt på base

Ifølge nyhedsstationen CNN, der har talt med en række amerikanske embedsmænd, drejer det sig ikke kun om håndvåben, men også om militære køretøjer, helikoptere og kampfly.

Billeder fra Afghanistan har allerede vist, at Taliban har taget amerikanske Humvee-militærkøretøjer i brug. Det er også muligt, at Taliban har fået andet tungt materiel som minesikre MRAP-køretøjer, Black Hawk-helikoptere og omkring 20 små kampfly af typen A-29 Tucano i deres besiddelse.

De sidste blev efterladt, da regeringsstyrkerne rømmede en luftbase i nærheden af Kandahar.

Udvalgte tal fra offentlige amerikanske regeringskilder giver et indtryk af, hvor enorme mængder af våben der er sendt til Afghanistan, skriver CNN.

Mellem 2017 og 2019 forsynede USA den afghanske regeringshær med 7000 maskingeværer, 4700 Humvee militærkøretøjer og flere end 20.000 granater.

Mellem 2013 og 2016 fik regeringshæren flere end 600.000 rifler af typen M16 og M4 og næsten 80.000 køretøjer af forskellig slags. Dertil kom bunker af militært udstyr som natkikkertudstyr og radiokommunikation.

Fly er ikke til megen nytte

Amerikanske militæreksperter siger til CNN, at det mest avancerede udstyr næppe vil være til megen gavn for Taliban.

Brugen af fly og helikoptere kræver nemlig megen ekspertise, løbende vedligeholdelse og adgang til reservedele.

- De kan måske bruge flyene i en kort periode, men uden opbakning med service og vedligeholdelse holder de ikke længe. Der hvor de virkeligt har vundet i militær slagkraft, er de pansrede køretøjer, de lette pansrede køretøjer og måske endda tanks og artilleri, siger Bill Roggio fra Long War Journal til CNN.

Når det gælder fly og helikoptere og andet specialiseret udstyr, går bekymringen i USA ikke så meget på, at Taliban skal bruge udstyret i fremtiden. Bekymringen går nærmere på, at Taliban vil sælge det videre til bevægelser eller lande, der er USA fjendtligt stemt.