Taliban i Afghanistan

USA når måske ikke ud af Afghanistan før deadline: - Det er et tydeligt faresignal

Omkring 4500 amerikanske soldater har midlertidigt taget kontrollen over den internationale lufthavn i Kabul.

USA’s præsident, Joe Biden, vil ikke udelukke, at de amerikanske soldater må blive længere i Afghanistan end forventet.

Taliban har været meget klare i retorikken. De vil ikke have USA i landet længere end 31. august

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator, Jacob Kaarsbo

Efter planen skal USA's tropper være ude af det uroplagede land om små to uger - mere præcist 31. august - men den deadline risikerer at blive overskredet, advarer præsidenten.

- Hvis der stadig er amerikanske statsborgere tilbage, bliver vi, til vi har fået dem alle ud, siger Joe Biden et tv-interview med ABC News – det første af sin slags, siden Taliban overtog kontrollen med Afghanistans hovedstad, Kabul, søndag.

Biden understreger, at USA vil gøre alt i sin magt for at være ude af landet inden deadlinen i slutningen af måneden.

Præsidenten tilføjer, at den mulige forlængelse af USA's engagement i Afghanistan ikke er lig med, at USA vil fortsætte evakueringen af lokale ansatte efter 31. august. Men alle amerikanere skal ud, fastslår Biden.

Et tydeligt faresignal

Ifølge udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator Jacob Kaarsbo, der tidligere har arbejdet for den danske udenrigstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste, er der et tydeligt faresignal i, at USA åbner for at blive i Afghanistan efter den planlagte dato.

- Taliban har været meget klare i retorikken. De vil ikke have USA i landet længere end 31. august. Men hverken USA eller Taliban har lyst til en militær konfrontation, siger han til TV 2 og uddyber:

- Hvis USA lægger sig ud med Taliban, bliver evakueringen langt mere besværlig. Omvendt ved Taliban, at de får svært ved at etablere og konsolidere magten i landet, hvis de angriber amerikanerne.

Joe Bidens administration har lovet at evakuere alle amerikanske statsborgere i Afghanistan sammen med op mod 65.000 afghanere, som har haft en eller anden funktion for det amerikanske militær under den 20 år lange krig.

Indtil videre har USA evakueret godt 5200 personer – inklusive cirka 2000 det seneste døgn. Det amerikanske forsvarsministerium oplyser, at man tilstræber at evakuere op mod 9000 personer i døgnet. Det skriver BBC.

Kontrolposter overalt

Omkring 4500 amerikanske soldater har midlertidigt taget kontrol over den internationale lufthavn i Kabul, og officielt har Taliban givet frit lejde for alle, som ønsker at forlade Afghanistan.

Meget tyder dog på, at virkeligheden er en anden.

Flere udenlandske medier, heriblandt The Wall Street Journal, rapporterer, at det er så godt som umuligt at forlade landet, fordi Taliban har kontrolposter overalt i byen - og nægter folk adgang til lufthavnen.

TV 2s korrespondent i Kabul, Simi Jan, bekræfter de kaotiske forhold i og omkring lufthavnen og beretter om folks desperation for at slippe væk:

- Det er en desperat og kaotisk situation. Hullet for at slippe ud lukker langsomt, og folk er bange for, at de ikke når ud i tide, sagde hun onsdag.