Popstjerne på flugt fra Taliban
I takt med at Talibans magt i Afghanistan vokser, stiger frygten for de afghanske kvinder og pigers fremtid.
Tusindvis af afghanske kvinder forsøger lige nu at flygte fra Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. En af dem, som har formået at slippe ud, er den populære popstjerne Aryana Sayeed.
Det skriver hun på sin Instagram-profil.
I tirsdags delte popstjernen et billede, hvor man kan se hende i et amerikansk C-17-fragtfly sammen med sin mand, den afghanske musikproducer Hasib Sayed. På billedet er hun omringet af utallige afghanere, som også er ved at flygte fra Taliban. Flyet lettede fra Kabul og landede senere i Doha i Qatar.
Fra The Voice-dommer til flygtning
Aryana Sayeed er en af de mest berømte personer i Afghanistan. Udover sin succesfulde karriere som sangerinde, er hun også kendt som dommer i den afghanske version af tv-programmet The Voice.
I sit opslag på Instagram deler popstjernen sin bekymring for det afghanske folks fremtid:
- På baggrund af de nylige ændringer håber og beder jeg til, at mit smukke folk i det mindste vil komme til at leve et fredfyldt liv uden frygt for selvmordsbombere og eksplosioner.
Til sine 1,3 millioner følgere på Instagram fortæller Aryana Sayeed, at hun og hendes mand er på vej til Istanbul i Tyrkiet.
Uvis fremtid i sigte for de afghanske kvinder og piger
Taliban har for nylig sagt, at man vil give flere rettigheder til afghanske kvinder og piger, end sidst da bevægelsen havde magten. Taliban har blandt andet udtalt, at man vil give pigerne lov til at gå i skole.
Eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om Taliban vil holde deres ord.
Da bevægelsen sidst havde magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, var samfundet præget af kvindeundertrykkelse. Taliban forbød de afghanske piger at uddanne sig, og kvinderne fik ikke lov til at arbejde. De blev tvunget til at bære burka, når de bevægede sig udenfor hjemmet, og de skulle være ledsaget af et mandligt familiemedlem.