Virusskeptisk guvernør i Texas er testet positiv for corona

Guvernør er en ud af tusindvis af borgere, der er blevet smittet med coronavirus under en ny bølge i Texas.

Den amerikanske delstat Texas' guvernør, Greg Abbott, er gået i isolation, efter at han er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser guvernørens kontor sent tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AP.

Ifølge hans stab er Abbott blevet vaccineret mod coronavirus sidste år, og han har ikke nogen symptomer og har det godt.

Abbotts hustru er blevet testet negativ for virusset, og alle, der har været i nær kontakt med guvernøren, er blevet informeret.

En blandt flere tusinde texanere

Abbott er blot en af titusindvis af borgere, der er blevet testet positiv for virusset under en ny smittebølge i delstaten.

Hospitalerne i Texas er pressede på kapaciteten og ved at bukke under, da mere end 12.200 mennesker i øjeblikket er indlagt med coronavirus.

Abbott er blevet testet positiv, dagen efter at han lagde et billede af sig selv op uden mundbind til et indendørs arrangement i Dallas med andre republikanere - også uden mundbind.

Modstander af mundbind

Mens større byer som New York City og San Francisco har indført krav om mundbind på restauranter og i fitnesscentre, er Abbott og Floridas guvernør, Ron DeSantis, og andre republikanske guvernører modstandere af disse restriktioner.

Blandt andet har flere af dem, herunder Abbott, indført et forbud mod at kræve mundbind på skoler og et forbud mod at kræve vaccinepas. Det er også forbudt for butiks- og restaurantejere at nægte ikkevaccinerede kunder adgang.

I sydstater som Louisiana, Alabama, Mississippi og Texas er antallet af vaccinerede markant lavere end andre steder i USA.

Tirsdag har millionbyen Houston i Texas desuden indført en ordning, hvor borgere modtager 100 dollar - svarende til lidt mere end 600 kroner - hvis de lader sig vaccinere mod coronavirus.