Billedet til venstre er fra Afghanistan i 80'erne. Billedet til højre er fra 2021.
Taliban i Afghanistan

Sådan gik Kabul fra Centralasiens Paris til brutalt Taliban-styre

Afghanistans historie er en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor landets amerikanskstøttede regering kollapsede på rekordtid.

Den smilende, langskæggede soldat har sin ene arm rundt om tankens kanon, mens han triumferende løfter den anden i vejret.

Bagved sidder flere mænd iført traditionelle klædedragter, turbaner og maskinpistoler. Sammen triller de ind i Kabul. Den afghanske hovedstad er blevet indtaget af Taliban.

Måske lyder det som noget, der er sket for ganske nylig. Men det er 25 år siden.

Kabuls fald i søndags er blot et af mange deja-vuer til tidligere forsøg på at indtage Afghanistan, der gennem historien er blevet kendt for at være umulig at erobre.

Derfor burde vi have forudset, at et kollaps var uundgåeligt. Sådan lyder det fra tre eksperter, TV 2 har talt med.

Et meget tiltalende land

Lonely Planet-guide fra 70'erne om Afghanistan

Nu er det igen Talibans hvide flag, der vajer over det meste af Afghanistan, men ifølge David Vestenskov, som er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, er det ikke givet, at det hænger der længe.

Gennem de seneste 100 år er Afghanistan nemlig snublet fra være "Centralasiens Paris" til en blodig klemmelus mellem stormagters negle.

Indtil nu har intet styre kunnet holde fast i magten. Og derfor frygter David Vestenskov, at landet nu bevæger sig ud i endnu en kaotisk gentagelse fra Afghanistan-fortællingen:

En ny borgerkrig.

Da Kabul var Centralasiens Paris, 1930-1973

For at forstå hvad der gik galt, giver det mening at begynde, da det gik godt.

Fra 1930 og 40 år frem formåede Afghanistans sidste konge, Zahir Shah, at gøre det, som USA forgæves har forsøgt siden starten af dette årtusinde: Han stabiliserede landet.

Kongen sad som overordnet leder i Kabul, men hvad der foregik i de enkelte provinser, bestemte de lokale ledere. De fik en pose penge og kørte dagligdagen selv, men ingen var i tvivl om, at alle indgik i den samme alliance. På den måde blev landet ledet efter en decentral model, som skabte plads til både det moderne og traditionelle Afghanistan, lyder det fra David Vestenskov.

Mens Kabul, "Centralasiens Paris", var et afdæmpet, eksotisk stop på vestlige backpackeres rute til Indien – en 'Lonely Planet'-guide fra 70'erne beskriver Afghanistan som "meget tiltalende" – og kvinder kunne uddanne sig og tage miniskørt på, var situationen en helt anden i landområderne. Her var forholdene i højere grad, som de altid havde været. Folk levede af landbrug, kønsrollerne var anderledes faste, og de fleste var analfabeter.

De store lokale forskelle er en del af Afghanistans essens og ifølge David Vestenskov noget, som de fleste, men senest amerikanerne, har ignoreret. Selvom afghanerne har en stolthed over deres land, klarer mange sig bedst, uden staten blander sig for meget.

- Den balance i årene under kongen skabte den mest stabile periode i landets moderne historie, siger han.

Tronen vaklede dog under kongen.

De moderne kommunister kommer, 1973-1979

Sluttresserne rimer på ungdomsoprør i mange lande, også Afghanistan, og i løbet af 60'erne og 70'erne voksede et ungdomsoprør frem fra de afghanske universiteter.

De nye tanker satte gang i en bølge af kommunisme, der til sidst satte en stopper for 200 års afghansk kongedømme. Kongen blev afsat ved et kup, og de kommunistiskinspirerede kræfter kom til magten og trykkede moderniseringsspeederen i bund.

Men den idé var klanlederne ikke med på, og idéer fra Kabul om, at alle skulle lære at læse og skrive, eller at yngre partisekretærer blev sendt til landsbyerne for at uddanne de ældre landsbyboere, splittede landet.

- Det blev en moderniseringsproces, som kom oppefra og ned, men den tog ikke højde for det helt væsentlige: At Afghanistan er et meget delt land og samfund, både etnisk og stammemæssigt, og typisk med enorm forskel på land og by, siger Poul Villaume, der er professor emeritus i samtidshistorie ved Københavns Universitet.

Regeringen i Kabul udstak i stigende grad linjerne for hele landet, og taburetten i paladset i Kabul vaklede.

I 1979 så Sovjetunionen ikke nogen anden løsning, hvis deres naboland ikke skulle falde til islamister, end at "lægge sig i seng" med Afghanistans magthaver, siger professor i international politik på Syddansk Universitet Sten Rynning.

24. december marcherede sovjetiske tropper over grænsen til landet, den afghanske præsident blev kvalt med en pude, og en ny sovjetisk leder blev installeret i paladset i Kabul.

Roen var genoprettet – men den blev kortvarig.

En lus mellem stormagternes negle, 1979-1989

Kort efter fik bjerglandet en rolle i koldkrigskonflikten mellem Sovjetunionen og USA.

Begge supermagter ønskede kontrol med Afghanistan, der lå midt mellem øst og vest, og op gennem 80'erne kæmpede 100.000 kommunistiske soldater mod amerikanskstøttede islamister.

Da Berlinmuren faldt, mødte russerne den samme skæbne som de stormagter, der både før og senere har forsøgt at styre Afghanistan: De måtte trække sig ud.

I 1989 forlod den sidste sovjetiske soldat landet.

Efter ti år som konstant krigszone havde en million civile afghanere mistet livet, flere var fordrevet fra deres hjem, og store dele af landet lå i ruiner.

Det kommunistiske styre holdt stand tre år efter tilbagetrækningen, men det er der en logisk forklaring på, påpeger Sten Rynning.

- Russerne pumpede penge ind i Kabul i et par år, men så snart pengestrømmen stoppede, faldt byen. Og med faldet fulgte en voldsom, blodig borgerkrig, siger han.

Fra blodbad til brutal orden, 1992-1996

Fra blodbad til brutal orden

Den blodige borgerkrig banede vejen til præsidentpaladset i Kabul for den gruppe, som for få dage siden gentog historien.

Taliban-bevægelsen opstod nemlig i årene efter, at de stridende stormagter trak sig ud af Afghanistan.

Supermagternes kampe blev afløst af en krig mellem forskellige afghanske fraktioner. Og fra 1992 til 1994 mistede 600.000 afghanere livet, mens millioner af mennesker blev jaget på flugt.

Ifølge David Vestenskov kom krigen, fordi militsernes sammenhængskraft, den fælles russiske fjende, var forsvundet.

- Der var anarki overalt. Ingen lov og orden, og befolkningen blev terroriseret, fortæller han.

Der er forskel på 20 og 2000 års traditioner

Poul Villaume, historiker

Til sidst kunne Taliban uden det store besvær indtage Kabul i 1994 og hænge præsidenten i en lygtepæl. Landet var smadret, folket var trætte, og Taliban, som lovede frelse og at gøre op med krigsherrernes korruption, havde vundet.

Magtovertagelsen bragte orden i landet, men det var en "brutal og primitiv" en af slagsen, fortæller Sten Rynning.

Taliban holdt Afghanistan i et religiøst jerngreb, hvor tv og musik blev forbudt, og kvinder ikke måtte arbejde eller uddanne sig. Hvis de gik på gaden alene, blev de afstraffet fysisk.

Imens havde USA og andre storpolitiske spillere nok at se til andre steder i verden – blandt andet i Irak hvor Golfkrigen skubbede Afghanistan helt væk fra dagsordenen.

Lige indtil 19 al-Qaeda-terrorister kaprede 4 fly og fløj 2 af dem ind i World Trade Center i New York.

Amerikanerne rykker ind, 2001-2021

Angrebet 11. september 2001 kickstartede det, som USA's daværende præsident, George Bush, døbte "krigen mod terror". Amerikanerne og en række allierede – blandt andet Danmark – rykkede ind i Afghanistan, hvor al-Qaedas leder befandt sig.

Taliban overgav sig efter ni ugers kamp, og de fleste overlevende krigere flygtede til Pakistan.

På det tidspunkt var der særligt én ting, som stod højt på amerikanernes og mange afghaneres ønskeliste, fortæller Sten Rynning:

Forfatningen skulle være så langt fra det, man havde gennemlevet under Taliban, som overhovedet muligt.

Jeg er pessimistisk, når det gælder udviklingen af Afghanistan

Sten Rynning, professor i international politik

Målet var at indføre en centraliseret magt, der udpegede styrets spidser, og et helt nyt, vestligt demokratisk system. Noget, der lå meget langt fra Afghanistans politiske tradition.

- Selvom en centraliseret magt kan rime på vestlige værdier, så viser historien, at det er sprængfarligt at indføre den i Afghanistan. For det bliver lynhurtigt statens kamp mod samfundet, siger Sten Rynning.

Poul Villaume, der har været kritisk over for den vestlige intervention fra begyndelsen, kalder det "et vanvittigt projekt" at på grundlag af massiv militær magt udefra forsøge at indføre en helt ny samfundsstruktur i Afghanistan i løbet af få år.

- Der er forskel på 20 og 2000 års traditioner, siger han.

Taliban er atter stærkest, 2021-

Forfatningen var første skridt mod den fejlslagne tilbagetrækning, der gennem de seneste uger har trukket forsider verden over, mener alle tre eksperter.

At man har holdt fast i den samme strategi i to årtier, har gjort kollapset uundgåeligt.

- Der er blevet investeret enorme summer i den samme målsætning hele vejen igennem. Det er en kernesvaghed, som bliver meget tydelig her 20 år senere, siger Sten Rynning.

Amerikanernes ambitioner i Afghanistan var kort og godt en urealistisk og "kunstig" løsning, lyder det fra David Vestenskov. Det er blevet blottet, efter at Taliban var i stand til at overtage magten i løbet af få uger.

- Den har haft en udløbsdato fra begyndelsen, og det var i det øjeblik, USA trak sig ud. Så historien gentager sig. Vesten er væk, man har en udmattet befolkning, der ser på, hvem der er stærkest. Og det er ligesom sidst Taliban, siger han.

Sten Rynning tror ikke, at det næste kapitel af fortællingen om Afghanistan bliver et med meget modernisering.

Taliban er kendt for det modsatte, konstaterer han. Men alligevel er det uundgåeligt at støtte Taliban økonomisk, hvis landet ikke skal bryde yderligere sammen.

- Nu er målet, at Danmark og USA finder opskriften på en eller anden form for stabilisering. Men jeg er pessimistisk, når det gælder udviklingen af Afghanistan, siger han.

Det store spørgsmål bliver, om Taliban kan enes, når de sidder i paladset i Kabul, og den fælles fjende har trukket sig ud af landet, siger David Vestenskov.

For når Taliban fremover skal forsøge at lede landet fra Kabul, risikerer de at stå med de samme udfordringer, som de seneste afghanske ledere har kæmpet mod.

- Dybest set står de over for de samme problemer, som de havde i starten af 90'erne. Så jeg tror mest af alt på, at landet er på vej ud i endnu borgerkrig, siger han.