Taliban i Afghanistan

Hollandsk forsøg på at evakuere endte i kaos

- Det er forfærdeligt, siger Hollands udenrigsminister.

Det endte som en mislykket mission, da et hollandsk fly tirsdag aften forsøgte at evakuere hollandske statsborgere fra Afghanistan.

På grund af kaos i Kabul lufthavn var det nemlig ikke muligt af få én eneste person med ombord.

Det fortæller den hollandske udenrigsminister, Sigrid Kaag, ifølge Reuters til det hollandske medie ANP.

- Det er forfærdeligt. Mange stod ved porten til lufthavnen med deres familier, siger Sigrid Kaag.

Havde kun en halv time

Ifølge den hollandske udenrigsminister var det de amerikanske styrker, som ikke lod nogen passagerer, selv ikke de med godkendte dokumenter, komme igennem gaten i Kabuls lufthavn tirsdag aften.

Og fordi det hollandske fly kun havde mulighed for at være på landingsbanen i en halv time, måtte man opgive at få nogen hollændere med hjem.

Sigrid Kaag håber, at situationen forbedres onsdag.

- Vi prøver at få styr på forholdene og sikre, at vi får alle, vi ønsker at evakuere, væk.

Ifølge Reuters vil hollænderne have 1000 lokale ambassademedarbejdere, tolke og deres familier ud af landet.

Flere halvtomme fly

Holland er ikke det eneste land, som har måttet flyve hjem med halvtomme fly.

Onsdag morgen landede et dansk fly i Københavns Lufthavn. Det kom fra Pakistans hovedstad, Islamabad, der fungerer som base for den danske evakuering fra Afghanistan. Ombord var 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark. Der var plads til 111 passagerer i flyet.

Hos flyselskabet DAT fortæller direktør Jesper Rungholm, der er pilot og selv stod for at flyve evakueringsflyet, at man ikke kunne have strakt tidsplanen mere.

- De kunne ikke nå at få flere med med ud, og vi kunne ikke vente længere, fordi vi har en ny flyvning med en anden kunde i dag – faktisk bare to timer, efter at vi er landet, siger Jesper Rungholm.

Også Australiens første evakueringsfly har forladt Afghanistan, skriver The Guardian.

Ombord flyet var 26 mennesker. Flyet var af typen C130, også kaldet Super Hercules, og kan rumme 128 personer.

Kaos og frygt

TV 2s korrespondent i Kabul, Simi Jan, rapporterer onsdag morgen direkte ved Kabuls lufthavn. Her sætter hun ord på det enorme kaos, der hersker.

- Det er en desperat og kaotisk situation. Hullet lukker langsomt, og folk er så angste for, at de ikke når ud i tide, siger hun.

Simi Jan fortæller, hvordan Taliban affyrer advarselsskud for at få folk til at forholde sig i ro, og flere andre medier beretter om voldelige episoder.

Det er det amerikanske militær, som lige nu har kontrol med luftrummet og koordinerer, hvilke fly der skal flyve hvornår. Det drejer sig om flere tusinde mennesker, som skal evakueres frem mod 31. august, hvor Taliban overtager kontrollen med luftrummet.