Udland

Videoer af Taliban-krigere i radiobiler og på trampolin florerer på Twitter

Billeder på sociale medier viser nu en hidtil ukendt side af de talibankrigere, som har erobret Afghanistan.

I løbet af de seneste dage har Afghanistans nye herrer tilsyneladende også haft tid til at more sig en smule. I hvert fald hvis man skal tro videoer, der er lagt ud på det sociale medie Twitter.

Samtidig med at desperate afghanere forsøgte at undslippe Taliban i Kabuls lufthavn, dukkede der billeder op på sociale medier, hvor man kan se langskæggede krigere køre i radiobil, hoppe på trampolin, gå i fitnesscenter og spille klaver.

Flere af videoerne blev delt af Hamid Shalizi, der er korrespondent for nyhedsbureauet Reuters med base i Kabul.

Hans twitterkonto er nu deaktiveret - formentlig af sikkerhedsgrunde - men ikke før de opsigtsvækkende billeder var gået viralt.

Korrespondentens billeder er blot de seneste i en række, hvor man ser Taliban more sig i de nyerobrede områder.

De første kom allerede i juli inden den store offensiv, der førte til Kabuls fald.

Her kunne man se de langskæggede krigere lege på en gynge på en legeplads.

Men efter offensiven og en masse nye erobringer har morskaben taget om sig.

Herunder kan man eksempelvis se to Talibankrigere i radiobil i en forlystelsespark.

Video der deles af Reuters korrespondent i Kabul viser krigere fra Taliban i en forlystelsespark. Video: Peter Møller

Præcis hvor de er optaget er uklart, men flere kilder med lokalkendskab peger på forlystelsesparken Takht Safar i Herat.

Der blev tilsyneladende også tid til at hoppe på trampolin – ifølge den syriske journalist Assad Hannah, der har delt videoen herunder på Twitter.

Billeder fra sociale medier viser Taliban more sig lige før deres sejr i Afghanistan. Video: Peter Møller

Herunder kører krigerne i karrusel – formentlig også i Herat denne weekend. Billederne er delt af Reuters korrespondent Hamid Shalizi.

Video fra sociale medier viser Taliban i en erobret forlystelsespark. Video: Peter Møller

Sejren inkluderede dog ikke kun en gratis tur i Tivoli. Krigerne besøgte angiveligt også et fitnesscenter – ifølge nogle kilder i Afghanistans præsidentpalads, men det er ikke bekræftet.

Video fra sociale medier viser Taliban more sig i et erobret fitnesscenter. Video: Peter Møller

Andre billeder, der angiveligt også er optaget inde i præsidentpaladset, viser medlemmer af Taliban prøve kræfter med et klaver.

Billederne er formentlig fra præsidentpaladset i Kabul, men det er ikke bekræftet.

Billederne af de forlystelsessyge krigere står i skarp kontrast til det styre, Taliban frygtes at indføre.

Sidste gang den islamiske bevægelse havde magten i landet sidst i 1990'erne var musik, tv og biografer forbudt, mens kvinders rettigheder blev stærkt begrænset.

Selvom Taliban ikke vil udelukke amputationer og offentlige henrettelser som en del af landets nye lovgivning, har styret dog signaleret, at det nye system bliver lidt mere moderne.

For eksempel fik en kvindelig tv-vært lov til at interviewe et medlem af Taliban på afghansk tv efter Kabuls fald.

Og det Taliban-venlige medie Badr-ul-huda viser billeder fra en pigeskole, der angiveligt stadig er i drift efter erobringen.

Det ændrer dog ikke på, at titusindvis af afghanere er så bange for Taliban, at de lige nu forsøger at komme ud af landet, og at billedet herunder også hører med til historien.