Gader var tomme for kvinder på Talibans første dag ved magten
I Kabul blev kvinder mandag hjemme af frygt for at falde i kløerne på Taliban, der søndag overtog magten.
Den afghanske hovedstad Kabuls gader var tømt for kvinder mandag, der var den første hele dag med Taliban-styre i landet.
Det skriver avisen The Guardian, der har journalister til stede i hovedstaden.
Selvom den islamistiske bevægelse ifølge BBC har forsikret, at den fortsat vil varetage kvinders rettigheder, tegner der sig reelt et andet billede.
Plakater af kvinder i skønhedssaloner er blevet overmalet, og kvinder skjuler sig af frygt for at komme i kløerne på Taliban.
- Der er ingen kvinder på gaden, men der er kvinder, der gemmer sig i biler med masker og håret skjult, siger den 24-årige Hayat til The Guardian.
- Den eneste positive ting at sige om det er, at der ikke er særlig meget trafik, siger Hayat, der kun har bevæget sig ud for at se, hvordan et styre under Taliban ser ud.
Hun tilføjer, at hun ikke føler sig sikker på gaden, og at hun hele tiden er bange for, at Taliban vil skyde hende.
Nyheder og serier erstattet med religiøse programmer
I Kabuls lufthavn har der siden søndag udspillet sig et kaos, hvor soldater bruger våben og helikoptere i forsøget på at rydde landingsbanen for mennesker.
Flere mennesker er døde i hektiske forsøg på at slippe ud i sidste øjeblik ved at klamre sig til afgående fly.
I resten af byen overvejer de folk, der ikke har et håb om at flygte til udlandet, om de skal gemme sig eller vænne sig til tanken om det nye liv under Talibans hårde styre.
Forandringerne afspejler sig også på tv, hvor nyheder og serier fra Indien og Tyrkiet er blevet erstattet af religiøse programmer uden reklamer.
Rettigheder skal beskyttes
De fleste virksomheder var mandag lukket, selvom Taliban har opfordret folk til at vende tilbage til arbejde og deres normale liv. Et par bagerier, købmænd og restauranter var stadig åbne, så folk kunne få noget at spise.
Taliban har desuden specifikt sagt, at kvindelige sundhedsarbejdere skulle fortsætte deres arbejde, skriver The Guardian.
Mandag udtrykte FN's generalsekretær, António Guterres, bekymring over pigers og kvinders rettigheder i Afghanistan. Han opfordrede blandt andet til, at de hårdt tilkæmpede rettigheder skulle beskyttes.
Da Taliban sad på magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, måtte kvinder ikke arbejde, og piger måtte ikke gå i skole.
Samtidig skulle alle kvinder dække deres ansigt til og være ledsaget af et mandligt familiemedlem, hvis de skulle ud af døren.