Coronavirus

Før gik de næsten fri for alvorlig sygdom - nu bliver hundredvis af børn indlagt med corona i USA

Også i Danmark udgør yngre befolkningsgrupper en større andel af de indlagte med covid-19, end det tidligere har været tilfældet.

I coronapandemiens spæde dage blev de sjældent alvorligt syge.

Men nu presser indlagte børn med covid-19 hospitaler i en række amerikanske stater.

I den amerikanske stat Tennessee er man ved at løbe tør for senge på børnehospitalerne. I Arkansas forventer man, at det sker lige om lidt. Louisiana har ikke haft en ledig seng på et børnehospital i mere end en uge, skriver Politico.

Alene i sidste uge blev næsten 1600 børn ifølge Politico indlagt med covid-19 i USA, viser tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Det er en stigning på 27 procent i antallet af nyindlagte i aldersgruppen 0 til 17-årige med corona i løbet af den seneste uge. Og flere steder lyder det, at det tal forventes at stige yderligere de kommende uger.

Hånd i hånd med delta

En af hovedårsagerne til, at børn og unge nu spiller en bemærkelsesværdig rolle i den amerikanske epidemi, er, at ingen under 12 år endnu er vaccinerede, samt at skolerne netop i denne tid slår dørene op efter sommerferien.

Og så er der Delta-varianten.

Flere medier beretter om et sammenfald mellem den særligt smitsomme Delta-variants indtog og en markant stigning i antallet af indlagt børn.

Blandt andet siger Marcy Doderer, der leder Arkansas Children’s Hospital, til The New York Times, at det stigende indlæggelsestal blandt børn i høj grad skyldes Delta-varianten, der for alvor fik fat i USA i løbet af sommeren.

- Antallet af positive tests begyndte at stige først i juli. Det var der, vi virkelig begyndte at se børn blive syge, siger Marcy Doderer.

Ydermere beretter flere hospitaler om, at en anden luftvejsinfektion ved navn respiratorisk syncytialvirus (RSV) spreder sig unormalt meget for årstiden, hvilket også medfører adskillige indlagte børn på hospitaler.

Børnelæger råber op

I øjeblikket står børn for 2,4 procent af de samlede amerikanske indlæggelser i løbet af hele epidemien, men det tal er steget markant de seneste uger.

Det Amerikanske Akademi for Børnelæger (AAP) skriver i en rapport, at det endnu er usædvanligt, at børn bliver alvorligt syge med covid-19. Man bekymrer sig imidlertid stadig om de langsigtede konsekvenser for sundheden hos børn, der har været syge med covid-19, skriver akademiet.

Børnelæger peger særligt på vaccinationer og brug af mundbind som de bedste måder at beskytte børn mod smitte.

I adskillige amerikanske stater har brugen af mundbind udviklet sig til en politisk konflikt. Mens det på nogle skoler er obligatorisk for skoleelever at bruge mundbind, har nogle stater forbudt mundbindskrav ved lov - på trods af at både skoleledelser og forældre til skoleelever ønsker at indføre netop dette.

Og så er der vaccinationerne.

På Twitter har AAP opfordret folk til at lade sig vaccinere for at kunne beskytte deres børn mod smitte.

- Smitten blandt børn stiger, fordi smitten stiger blandt de uvaccinerede familiemedlemmer i deres husstand, siger Dr. Yvonne Maldonado, der er ekspert i infektionssygdomme ved Stanford University, til The New York Times.

Ligesådan lyder det fra andre børnelæger.

- En måde at beskytte børn på, er ved at få de mennesker, som de omgås, til at lade sig vaccinere, siger Dr. John McGuire, der arbejder på intensivafdelingen på børnehospitalet Seattle Children’s til CBS News.

Værst i sydstaterne

Men særligt i USA's sydstater er vaccinetilslutningen lav og smitten og indlæggelsestallet mange steder høj.

Den relativt lave vaccinetilslutning har vist sig at gå dårligt i spænd med den mere smitsomme Delta-variants indtog, og særligt i sydstaterne er flere hospitaler fyldt til bristepunktet.

Den øgede sygdom fik i begyndelsen flere vaccineskeptiske amerikanere til at smøge ærmet op og lade sig vaccinere, men endnu halter vaccinationsindsatsen i denne del af landet.

I adskillige amter i stater som Missouri, Louisiana og Alabama er under 25 procent af befolkningen færdigvaccinerede, mens tallet for hele landet er lige over 51 procent. Det viser tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

De sidste i køen fylder danske hospitaler

Også i Danmark er den gennemsnitlige indlagte coronapatient blevet yngre, som følge af at de ældre generationer i langt højere grad allerede er vaccineret.

I øjeblikket er de 30 til 39-årige i Danmark den største aldersgruppe blandt de nyindlagte coronapatienter, skriver DR.

De 0 til 9-årige står imidlertid for 13 procent af alle nye coronaindlæggelser, hvilket gør gruppen til den tredjestørste gruppe blandt indlagte.

Forsvarligt at vaccinere børn

Hverken det amerikanske eller det europæiske lægemiddelagentur har endnu godkendt covid-19-vaccinerne til brug på børn under 12 år. Men for nylig oplyste den danske sundhedsstyrelse, at data fra USA viser, at børn fra 12 til 15 år ikke har oplevet andre bivirkninger end voksne, der har fået samme vaccine.

Den oplysning baserer sig på amerikansk sikkerhedsovervågning af over 5,6 millioner børn fra 12 til 15 år, der har fået en vaccine mod covid-19.

Det har kun gjort Sundhedsstyrelsen endnu mere sikker på, at det er forsvarligt at vaccinere børn, har Søren Brostrøm for nylig sagt til Ritzau.