Udland

Dødstal nærmer sig 2000 efter jordskælv i Haiti

Søgningen efter overlevende fra lørdagens voldsomme jordskælv i Haiti besværliggøres af kraftig regn.

Dødstallet efter lørdagens store jordskælv i Haiti er tirsdag steget med over 500 til 1941 omkomne.

Det oplyser landets beredskabstjeneste.

Søgningen efter overlevende er flere gange blevet afbrudt i løbet af tirsdagen på grund af kraftige regnskyl og oversvømmelser.

De store vandmasser gør det også sværere for nødhjælpsarbejderne at hjælpe dem, der står uden mad og vand efter skælvet.

76.000 ødelagte huse

Samtidig er hospitalerne blevet overvældet af de mange sårede.

Sundhedspersonale arbejder i midlertidige telte uden for hospitalet for at redde livet på hundredvis af sårede, herunder flere børn.

Omkring 9900 er såret, og 76.000 huse er blevet ødelagte efter jordskælvet.

Blandt det værste i 25 år

Jordskælvet havde en beregnet styrke på 7,2 og kunne mærkes flere steder i Caribien.

Jordskælvet er et af de værste i Latinamerika de seneste 25 år, når der måles på antallet af omkomne.

Det eneste, der var værre, var tilbage i 2010 - også i Haiti. Her var det officielle dødstal over 300.000. Andre har dog sat det lavere.