Udland

Pakistan hjælper Danmark med at evakuere afghanske ansatte

Pakistan har hjulpet Danmark med at evakuere mere end 400 afghanske statsborgere, der har arbejdet for Danmark.

Pakistan har påtaget sig at hjælpe Danmark med at evakuere hele 431 afghanere, der har arbejdet for den danske regering.

Det oplyser den pakistanske udenrigsminister Shah Mahmood Qureshi på Twitter.

Tallet er noget højere end det tal, som hidtil har været fremme i Danmark. Den pakistanske udenrigsminister fortæller, at han har talt med sin danske kollega, udenrigsminister Jeppe Kofod, om sagen i dag.

TV 2 har forelagt forsvarsminister Trine Bramsen de pakistanske oplysninger, men hun ønsker ikke at kommentere sagen.

- Jeg kommer ikke til at kommentere på tal eller samarbejder, siger den danske forsvarsminister.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) bekræfter mandag aften, at Pakistan bistår med de danske evakueringer fra Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det oplyser Jeppe Kofod i et skriftligt svar til Ritzau:

- Jeg kommer ikke til at gå i nærmere detaljer, men jeg er glad for, at vi med Pakistan har vi fået etableret en meget operationel ramme om vores arbejde med at evakuere ud af Afghanistan.

- Det er et samarbejde, vi selvsagt sætter stor pris på fra dansk side.

Pakistan hjælper med at evakuere diplomater og andre udenlandske statsborgere fra en række lande fra den afghanske hovedstad Kabul, fortæller den pakistanske minister.

Ifølge det pakistanske nyhedsbureau DND blev evakueringen af de 431 afghanske statsborgere påbegyndt allerede natten til mandag, og Pakistan vil også hjælpe med at få de evakuerede bragt videre til Danmark.

Nyhedsbureauet skriver, at kontakten mellem Danmark og Pakistan blev bragt i stand, efter at den danske udenrigsminister havde ringet til sin pakistanske kollega.

Det pakistanske Udenrigsministerium skriver på sin hjemmeside, at Jeppe Kofod benyttede lejligheden til at udtrykke sin store påskønnelse af den pakistanske hjælp "på dette kritiske tidspunkt".